Afrika er for langt hovedparten af europæere en mediehistorie mere end et geografisk sted. Alle, helt ned til børn fra to-årsalderen, har et billede på nethinden af Afrika.
Mediernes kilder i Afrika-oplysningen er, når der ses bort fra et Explorerhold i ny og næ, for langt størstedelens vedkommende bistandsorganisationerne, og forholdet imellem bistandsorganisationerne og medierne er symbiotisk.
Og det går godt for nødhjælpsbranchen i disse år. Adoptivbørn fra Børnefonden og indsamlingsøndage med ligesindede for Folkekirkens Nødhjælp er godt på vej til at blive trendy, takket være den branding som disse og andre lignende organisationer har formået at oparbejde. Og fred være med det. Men prisen for almisserne er høj.
Nedenstående er et udsnit af de nyheder om Zambia, der har præget medierne det sidste års tid.
IrinNews, november 2005:
De fattige i det sydlige Zambia konkurrerer med aberne om de sidste vilde frugter.
Folkekirkens Nødhjælps kalender 2006:
Folk i Zambia og Malawi hopper i floder med krokodiller for at finde spiselige vandliljer.
FN's fødevareprogram World Food Programme, november 2005:
I Zambia er der hver uge forlydender om familier, der er døde af at spise giftige rødder.
Opspilede maver sælger
Historien om afrikanerne der spiser med aberne kunne læses i Information den 12. november. Nød's kalender hænger, at dømme efter oplagstallet, i 130.000 danske hjem, og WFP's historie om familierne, der dør af at spise giftige rødder, blev brugt i pressemeddelser i forbindelse med World Food Programme's regionsdirektør Mike Sacketts Europatur i efteråret 2005.
Nødhjælpsorganisationernes beretninger om Afrika kommer med andre ord ud over scenekanten. Børn, hvis maver strutter af proteinmangel, sælger billetter.
Man kan ikke fortælle alt fra Afrika. Det ville blive en en til en-beskrivelse, og være lige så godt som ingenting, for ingen ville orke at læse den. Der skal vælges ud og sorteres fra, og objektivitet er måske nok en illusion, men dog stadigvæk et ideal.
Den modererede sandhed
De fleste mennesker anerkender, at der findes mere eller mindre dækkende beskrivelser, og med denne erkendelse følger et ansvar for at skabe korrekte, virkelighedstro billeder i modtagerens bevidsthed. At checke sin beskrivelse sætning for sætning for sandhedsværdi er ikke nok.
For Afrikas vedkommende har man imidlertid sat denne hæderlighedens grundregel ud af spillet. Her handler det nemlig ikke om at fortælle sandheden, men om at få sin historie i medierne.
Og sandhed er een ting. Parantetisk bemærket har det ikke været muligt at finde belæg for påstanden fra Verdensfødevareorganisationen WFP's nyhed om familierne, der hver uge dør af sult, fordi de spiser giftige rødder. Hverken hos de zambianske sundhedsmyndigheder, pressebureauer eller lokale medier kender man til sagen. Det er simpelthen ikke sandt, WFP.
Udvælgelsen af nyheder er noget andet. Det er formodentlig ikke forkert, at nogle afrikanere kæmper om maden med aberne. Aber er en faktor på disse kanter, lidt ligesom rotter i Nordeuropa, bare større, klogere og mere aggressive. Og der skal også nok have været afrikanere som med god grund beklager sig over disse skadedyr. Men udsagnet giver et forvrænget og nedgørende billede. Et tilsvarende billede ville være, at danskere er et folk, der kæmper om maden med rotterne.
En mere sanddru tone
Dette handler ikke om at negligere sulten i det sydlige Afrika, for herom er der ingen tvivl: Børn dør af sult hver eneste dag. Men det, der rammer de vestlige avisforsider fortæller ofte mere om afrikanernes mentale habitus end det fortæller om sultsituationen, og på dette grundlag er det er nærliggende resonnere, at de - afrikanerne - er dummere, end de er sultne.
Det handler derimod om at genindføre en respektfuld og sanddru tone. Nød kan godt fortælles med værdigheden intakt.
Der findes en middelklasse i alle større byer i Zambia - såvel som i resten af det sydlige Afrika - hvis glæder og bekymringer er helt igennem genkendelige. Det er mennesker, som står op og går på arbejde hver dag. De tager aktivt del i deres børns skolegang og trivsel, og de er med god grund bekymrede, blandt andet fordi den primære skoleuddannelse i Zambia i praksis er brudt totalt sammen. Klassekvotienterne i de offentlige skoler nærmer sig 70 elever per underbetalte lærer, og tavler, møbler, bøger, papir og skrivegrej er i mange skoler fuldstændigt fraværende.
Men disse mennesker har stadigvæk krav på en ordentlig mediebehandling. De dør ikke i hobetal hver uge af at spise giftige rødder, de hopper ikke i floder, hvor der er krokodiller, og de spiser heller ikke med aberne. De har forøvrigt heller ikke AIDS - det er der nemlig 84 procent af den voksne befolkning i Zambia, som ikke har.
Til gengæld kvalificerer de sig ikke til at eksistere i mediebilledet. Det er ikke umuligt, at indsamlingerne til et kontinent, som fremstod kompetent og ansvarligt, blev mindre givtige. Det er på den anden side ikke givet, at det hænger sådan sammen. Og måske ville fornyet respekt om afrikanske traditioner og levevis kunne smitte af på folks lyst til at købe afrikanske produkter og på firmaers lyst til at investere.
Et ændret mediebillede
Med betoningen af offerrollen er Afrika, uanset hvor meget publicity der bliver kontinentet til del i disse år, sædvanen tro rangeret ud på et sidespor, godt på vej til at blive sat på permanent overførselsindkomst, hvis regelmæssighed afhænger af folk og regeringers lyst til at lægge en skilling i raslebøssen. Med al respekt for den gode vilje må det siges at være et overordentligt usikkert eksistensgrundlag.
Det er usandsynligt, at et ændret mediebillede alene kan få Afrika ind på markedet - men chancen for at det vil trække i den rigtige retning er i høj grad til stede.
Lone Maribo er freelancejournalist og har boet i Zambia
