Læsetid: 4 min.

Undersøgelse lader vente på sig

"Jeg tør ikke mere gætte på, hvornår den kommer," siger informationschef Gudrun Andreasen fra Danish Crown. Hun taler om den revisorundersøgelse af virksomhedens lavtbetalte polske kolonnearbejdere, som blev lovet færdig for flere måneder siden. Samtidig fyger det med anklager i medierne-
23. juni 2005

"Jeg tør snart hverken at spørge efter den eller gisne om, hvornår den kommer. Den er stadig undervejs," siger Gudrun Andreasen, informationschef hos Danish Crown (DC), om den revisor-undersøgelse fra Deloitte & Touche, som DC bestilte i det tidlige forår.

Dengang blev undersøgelsen lovet færdig til april.

Baggrunden for Gudrun Andreasens udtalelser er Politikens forsidehistorie fra i går med den iøjnefaldende overskrift 'Statsadvokat: Danish Crown får polakker fra kriminelt firma'. I artiklen kalder den tyske statsadvokat Bernard Südbeck DC's tyske samarbejdspartner for en "ren mafia", hvorfra intet firma "med god samvittighed" kan købe ydelser.

Så går der tid med det-

Samarbejdspartneren leverer lavtbetalte polske slagteriarbejdere til DC's virksomhed i Tyskland, og formålet med Deloitte & Touche-undersøgelsen har netop været at få klarhed over forholdene. Det har DC tidligere meldt ud. Men indtil videre lader klarheden altså vente på sig-

- Ved du, hvorfor undersøgelsen trækker ud?

"Nej, det ved jeg ærlig talt ikke helt. Jeg ved, at vi mangler svar på noget, som vi ikke synes dækker helt, og så spørger vi igen, og så går der tid med det. Det er sådan set det, der er galt," svarer Gudrun Andreasen.

- Har I modtaget en version?

"Den er ikke helt færdig. Vi kan da aflægge mange delrapporter, havde jeg nær sagt, men det vil vi ikke. Vi vil vente, til vi har det hele klar."

- Præcis hvad mangler I?

"Vi mangler nogle af svarene."

- Kan du komme det lidt nærmere?

"Det er jeg i hvert fald ikke i stand til. Jeg ved kun, at vi ikke har alle de svar til at lave den fuldstændige afrapportering, som vi regnede med."

- Er det fordi-

"Vi er ude og spørge om noget, hvor der retteligt er nogle mennesker, der synes, hvad pokker skal I blande Jer i det for, det er overhovedet ikke Jeres gebet. Derfor tager det noget tid. Når vi spørger om noget og bagefter skal forklare, hvorfor vi gerne vil vide det. Så det er ikke noget, man bare gør. Det er jo ikke oplysninger, vi ligger inde med og selv kan sidde og rode med. Her spørger vi nogle andre om en helt masse ting."

- Og det vil de ikke svare på?

"Det er såmænd ikke, fordi de ikke vil svare. De spørger, hvad vi skal bruge det til, så det er ikke lige nemt det her."

- Har I da fået ting at vide, I ikke kan lide?

"Vi har ikke fået oplysningerne endnu. Om det er fordi folk ikke vil give mig dem, eller hvad det er- Vi er ikke færdige med at få svar ind på det, vi har spurgt om eller vil spørge om."

"Jeg har gættet så mange gange på, at nu kommer den lige, så det tør jeg slet ikke at udtale mig om mere."

Dementi eller hvad..?

Sent i går eftermiddag udsendte DC en pressemeddelelse, der lagde betydelig afstand til anklagerne fra Politiken. Men om det er et regelret dementi, er straks sværere at blive klog på.

DC's tyske advokat har således været i kontakt med Südbeck, og ifølge DC kan statsadvokaten ikke genkende de påstande, der er fremsat. Om DC vel at mærke.

- Føler han sig så fejlciteret?

"Han føler ikke, at det er dækkende for det indtryk, han selv har givet. Nu vil vi ikke pinde mere i det. Det må du spørge ham selv om."

- Jamen, det har I jo gjort?

"Vi synes nok, det er nogle ret voldsomme ting, statsadvokaten ytrer sig om. Derfor har vi ringet til ham om, hvad han har udtrykt. Og han udtrykker, at de er særdeles tilfredse med det samarbejde, de har med DC i området, fordi de kan se, at vi arbejder for at få orden i sagerne. Og vi har et tæt samarbejde med myndighederne, der alle siger, at det er et eksemplarisk samarbejde."

Tiltaler, tak!

"Vi har et stærkt ønske om, at statsadvokaten ikke bare kommer med mistanker om det ene eller andet, men at det bliver omsat i tiltaler, så vi kan få afklaret det her en gang for alle. Det er jo ikke for hvide mennesker at vurdere, hvad der er ret og forkert i de her sager. Der er jo mange, der har været meget beredvillige med at sende mistanker ud," siger Gudrun Andreasen og henviser til det fagforbund, NGG, der organiserer de tyske slagteriarbejdere.

"Vi kan ikke trænge igennem mediebiledet med vores versioner, som modstanderne kan med mistankerne."

- Hvad hvis det, Politiken skriver, viser sig at være sandt?

"Der har aldrig hersket tvivl om, at vores samabejde skal være inden for lovens rammer. Hvis vores samarbejdspartnere agerer inden for det kriminelle felt, så har vi ikke noget samarbejde."

- I skriver, at DC selv har foretaget undersøgelser i Oldenburg uden at konstatere problemer. Er det revisorundersøgelsen?

"Vi har jo foretaget løbende revisionsundersøgelser. Den vi har lavet den her gang, eller er i gang med, er den grundigste, vi nogen sinde har lavet. Vi har løbende bedt vores revisor dernede om at tjekke ditten og datten, og vi er aldrig stødt på noget, som ikke lever op til lovens krav. Vi vil agere på et lovligt grundlag. Og vi ser meget gerne, at der kommer ordnede forhold på det tyske marked, og vi glæder os til den dag, hvor de tyske politikere tager ansvar for ordnede forhold. Det er ikke DC, der kan sørge for det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her