Læsetid: 3 min.

Undersøgelserne af CIA-fly fortsætter

Er der europæiske lande, der bryder menneskerettighederne for fanger, eller tillader de CIA at gøre det? I går afleverede de fleste europæiske lande deres forklaringer på sagen til Europarådet. Men intense undersøgelser fortsætter, både i Danmark og andre lande
23. februar 2006

BRUXELLES - Seks linjers tekst. Det er, hvad Danmark sendte til Europarådet angående mistanken om CIA-fly og CIA-fanger i Europa. På de seks linjer henviser Udenrigsministeriet til de svar, der er givet i Folketinget. Resten af rapporten på 19 sider er en oversigt over gældende dansk ret og praksis vedrørende fanger og frihedsberøvelse.

"Det er at gøre nar af Europarådet, at henvise til en lang række spørgsmål i Folketinget. Eller måske tager regeringen ikke Europarådet alvorligt," kommenterer Frank Aaen fra Enhedslisten. Det er ham, der har stillet størstedelen af de mange spørgsmål i Folketinget.

"Med redegørelsen og de mange spørgsmål, som regeringen har besvaret i denne sag, har regeringen fremlagt alle de oplysninger, som regeringen har," hedder det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeren.

Natten til i går havde Euro-parådets 46 medlemslande, der har underskrevet den Europæiske Menneskretskonvention, sidste frist for at aflevere en redegørelse for, hvordan de behandler fanger, om de er vidende om hemmelige fanger, samt om de vil lave en undersøgelse. 41 lande svarede til tiden, oplyser Europarådets generalsekretær, Terry Davies.

Formålet med forespørgslen var at undersøge, om nogle lande har brudt deres forpligtelse til at beskytte folk mod tortur, at garantere frihed og sikkerhed og en retfærdig rettergang. Belgien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Italien og San Marino har endnu ikke svaret, men Italiens ambassadør har lovet, at rapporten er på vej.

Nogle af rapporterne er meget grundige, oplyser Davies - men de vil blive offentliggjort "inden for nogle dage, ikke nogle uger".

Terry Davies undersøgelse er en af de tungere undersøgelser, der for tiden bliver udført omkring mistankerne om bortførelser og flytning af hemmelige CIA-fanger. Alle lande, der har underskrevet Menneskretskonventionen, er forpligtet til at svare ham. Men der foregår også en del retslige undersøgelser.

Den bortførte tysker

Anklagemyndigheden i Sydtyskland undersøger for tiden en sag om tysk-libaneseren Khaled al-Masri, der nytårsaftensnat 2003 blev bortført under en ferie i Makedonien, hvorfra han tre uger senere blev fløjet til Afghanistan for siden at blive sluppet fri i Albanien i maj 2004.

Sagen om al-Masri er nået så højt i systemet, at den tyske kansler, Angela Merkel, og den amerikanske udenrigsminister, Condolezza Rice, tog emnet op under et møde i december.

I Tyskland er der for tiden mistanker om, at også tyske myndigheder har samarbejdet med CIA. Den tyske avis Tagesspiegel beretter, at al-Masri ud af et panel på otte mænd udpegede en medarbejder fra det tyske føderale politi som den mand, der angiveligt har forhørt ham på tysk i Afghanistan. Mandens alibi indeholder ifølge Tagesspiegel modsigelser, og undersøgelsen fortsætter. Også i Italien og i Spanien er der retslige undersøgelser i gang.

I Danmark har folketingsmedlemmet Frank Aaen længe undersøgt mistanker via folketingsspørgsmål og ved at samarbejde med politikere og journalister over hele verden for at spore de mistænkelige fly.

"I USA kan de følge et fly til den første lufthavn uden for USA, for eksempel Guantánamo. I Europa har vi ikke mulighed for at følge fly over hele Europa. Men vi kan følge med i hvert land, i Danmark, i Tyskland. På denne måde begynder der at danne sig et mønster," forklarer Aaen.

Frank Aaen er ikke tilfreds med regeringens melding til Europarådet.

"Jeg håber, at Europarådet stiller uddybende spørgsmål," siger han. Foreløbigt stiller han selv uddybende spørgsmål til ministeren. "Vi fortsætter," varsler Aaen.

For tiden er spørgsmål om Grønland aktuelle. "Via Island har vi fundet ud af, at der var fly på Grønland," fortæller Aaen. Det betyder, at tidligere ministersvar måske ikke var fyldestgørende, derfor har Aaen sendt en stribe nye spørgsmål til ministeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu