Læsetid: 4 min.

Undertrykkelse inden for demokratiet rammer

Vi respekterer ytringsfriheden, men retten til at ytre sig betyder ikke, at man har ret til at ydmyge og bespotte. Det må ikke gå ud over andres ret til at tro og leve, som de vil, mener Tyrkiets ambassadør i Danmark Fügen Ok
28. oktober 2005

- Hvorfor skrev I brevet til Anders Fogh Rasmussen?

"Der har været nogle udsagn og noget propaganda fra nogle politikere og aviser mod ikke bare muslimer, men også mod andre religioner, der har været så provokerende, at vi mente, at vi ikke vil være i stand til at føre en dialog mellem civilisationer og religioner, sådan som vi gerne vil. Det er et meget vigtigt projekt, og Tyrkiet ser sig selv som broen mellem civilisationer og religioner. Vi har gode forbindelser til de muslimske arabiske og mellemøstlige lande, og vi forhandler samtidig med EU."

"Men der er voksende problemer mellem de to verdener, og nogle politikere og personer forøger de problemer. Så jeg indvilgede i at underskrive brevet til Anders Fogh Rasmussen, fordi vi mente, at det ville være godt at have en dialog med statsministeren for at tale om, hvordan vi forsones. Det er blevet misforstået, som om vi vil have, at statsminsteren skulle gribe ind og begrænse ytringsfriheden, men det er der slet ikke tale om. Der er tale om, at vi anmoder statsministeren om at tale med os og se, hvordan vi kan takle denne situation. Intentionen var dialogen."

- I jeres brev skriver I, at Anders Fogh Rasmussen bør skride ind. Hvordan skal han gøre det konkret?

"Han skulle dels have holdt et møde med os, og dels have givet udtrykt for sin holdning om sagen. Som politisk leder af Danmark er hans holdning vigtig. Denne form for provokation har ikke dialogen i sig. Hvordan etablerer man en dialog, når man ydmyger et andet lands værdier og værdisæt og krænker privatlivet? For det her handler også om privatlivets fred. Når man kommer med ydmygende kommentarer om folk, så træder man også ind i folks privatsfærer, og det bør man ikke."

- Jeres brev er af mange blevet opfattet som en opfordring til Anders Fogh Rasmussen om at skride ind overfor Jyllands-Posten. Hvad siger du til det?

"Det er noget sludder. Vi er ikke dumme og vi ved godt, at statsministeren ikke kan blande sig i det. Intentionen var at opfordre ham til at forbedre situationen i landet, for det er alvorligt, det der er sket og meget provokerende. Det handler ikke om at lukke aviser, men om at fremlægge sine synspunkter om sagen og opfordre til dialog."

"Anders Fogh Rasmussen prøver jo at promovere projekter netop om dette emne i resten af verden, så hvorfor ikke slå fast hjemme i Danmark, at det hjælper ikke på den dialog at komme med provokerende udtalelser om 'den anden' - andre som er forskellig fra en selv, når det gælder race eller religion."

Diskussion kontra ydmygelse

- Det her drejer sig også om islams billedforbud. I henhold til dansk lov er det ikke forbudt at tegne Muhammed. Hvorfor lader I ikke bare Jyllands-Posten tegne Muhammed, hvis de gerne vil det?

"Det handler jo om værdier, som 1,5 milliarder mennesker over hele verden deler. Alle de mennesker er enige om ikke at tegne Muhammed. Og selv om loven giver dig ret til at tegne Muhammed, så siger loven ikke, at du skal gøre det. Der er ikke nogen særlig god grundt til at gøre det, men der ligger en provokation i at gøre det. Så hvorfor gøre det? Muslimer kunne på samme måde gøre noget lignende mod kristne, og ingen skal fortælle mig, at kristne ikke vil blive oprevet over det. Religion kan ikke diskuteres og bør derfor overlades til den enkeltes privatliv. "

- Men vi har vel ret til at diskutere religion i offentligheden, har vi ikke?

"Man kan diskutere islam teoretisk, men man bør ikke ydmyge den."

- Hvordan skelner du mellem, hvad der er diskussion, og hvad der er ydmygelse?

"Det handler om, hvad en bestemt gruppe værdsætter. Hvis man eksempelvis med fuldt overlæg brænder en ko i Indien, hvor koen er et helligt dyr, så er det en ydmygelse."

- I lyset af forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet, har kritikere set det her som et udtryk for, at Tyrkiet ikke respekterer ytringsfriheden. Hvad siger du til det?

"Det her handler ikke om ytringsfrihed. Ytringsfrihed betyder ikke, at du har ret til at ydmyge og bespotte. Ytringsfriheden må ikke invadere andres ret til at tro og leve, som de vil. Ellers er det en form for diktatur, hvor man presser sine egne værdier ned over hovedet på andre. At jeg kan gøre, hvad jeg vil og trænge ind i dit liv og din tro, ydmyge dig og bespotte, og der er ikke noget, du kan gøre, for jeg har ret til at sige, hvad jeg har lyst til - det er ikke ytringsfrihed, men er en form for undertrykkelse indenfor demokratiets rammer. I kan gøre det her i Jeres land, men tænk over, hvilket indtryk I efterlader i resten af verden. Din frihed er begrænset af andre menneskers ret til frihed."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu