Læsetid: 13 min.

Et undertrykt folk har altid ret

24. februar 2006

Naturligvis har et undertrykt folk altid ret. Dette gamle slogan fra venstrefløjen måtte vi igen sande for godt 10 år siden, i begyndelsen og midten af 90'erne, da folkemordet på de bosniske muslimer blev udført for tændte kameraer dag efter dag, alt imens det internationale samfund stod hændervridende bi og gjorde – ingenting. Der var heller ikke nogen bemærkelsesværdig opinion i Danmark, som følte sig foranlediget til at mobilisere en kamp mod det barbari, som de blev vidne til hver eneste pinagtige dag.
Hverken fra venstre eller højre – og slet ikke fra midten, tværtimod. Der var heller ingen muslimske ledere eller imamer, der følte sig krænket, selv på trods af, at det var en sag, som nok var mere alvorlig en karikaturtegninger. En enkelt forfatter mente, at man rent ud måtte lade krigen mod civile brænde ud, og lade de kristne bander hærge løs til der ikke var mere rov af betydning i Bosnien, der var værd at gå efter, og den sidste bonde var enten dræbt eller fordrevet.
Det kan være svært at forstå hvorfor denne apati overfor muslimers rettigheder i vores europæiske naboland Bosnien var så fremherskende, at den fik lov til at korrumpere hele vores kultur i en sådan grad, at det i dag er svært at tage noget politisk synspunkt alvorligt, som kommer fra mennesker, der dengang mente, vi skulle vende ryggen til de desperate og forrådte muslimer på Balkan.

For naturligvis har et undertrykt folk altid ret – til at være fri for undertrykkelse. Til at være fri for forfølgelse, etnisk udrensning og folkemord. Det hører til vores ubetingede etiske pligter, at vi bør gøre, hvad vi kan, for at forhindre sådanne overgreb på civilpersoner.
Man møder imidlertid ofte en mærkelig glidning hos folk, der hævder, at et undertrykt folk altid har ret – idet de også hævder, at et undertrykt folk har ret i alt, hvad de siger og skriver, vil og gør. Vi har f.eks. mødt den hos folk, der ligesom vi selv var rystet over de bosniske muslimers skæbne og på forskellig måde forsøgte at gøre politikere opmærksom på pligten til at handle.
Denne glidning ser man, når det hævdes, at ikke alene har det undertrykte folk ret til frihed – men det har også ret i, hvad det siger eller i, hvad dets repræsentanter siger og skriver, uanset hvad. Det underforstås f.eks. ofte, at når man ubetinget talte for støtte til en intervention for at redde de bosniske muslimer – ja, så måtte man også støtte den politiske ideologi, som deres leder Alija Izetbegovic hævdede, og som han politisk arbejdede for. Nu var Izetbegovic ganske vist på overfladen en pyntelig liberal demokrat, men en bare lidt grundigere efterforskning af hans bevægelse og hans egne skrifter og udtalelser afslørede ham som islamistisk fundamentalist, endda teoretisk velunderbygget, der havde skrevet sit programskrift Den islamiske deklaration om, hvordan en muslimsk totalitær stat burde opbygges. Det har vi skrevet kritisk om i Hadets anatomi samtidig, med at vi har dokumenteret det serbisk-kristne folkemord på de bosniske muslimer – og hørt kritisk for det. Men at et undertrykt folk altid har ret til frihed, betyder altså ikke, at de ideer, folket eller dets ledere støtter, i øvrigt er rigtige og sande. Man måtte ubetinget vende sig mod de serbiske aggressorer, men uden samtidig at omfavne den ideologi, som ofrenes leder – og mange af ofrene med ham – arbejdede efter.

Noget tilsvarende gælder de aktuelle forvirringer om respekt for danske – og andre – muslimers følelser. De fleste danske muslimer tilhører en marginalgruppe i samfundet, og der er god grund til at interessere sig for deres skæbne og velfærd. Der er god grund til at arbejde politisk for, at de får mulighed for ordentlige forhold, social integration og ikke mindst bedre uddannelse og i det hele taget en mindre marginal plads i samfundet.
Men dette er vidt forskelligt fra, at man af den grund skal give dem eller deres ledere ret i, hvad de siger og tror på. Hvis man selv tror på noget andet, skal man naturligvis holde på sit – man skal ikke behandle dem overbærende som børn, man giver ret for at få fred, samtidig med, at man reelt – inderst inde – ikke mener, de har ret. Det er ikke særligt befordrende for en dialog med de invandrere, som man rent faktisk er enige med. Det vil være mere konstruktivt – og egentlig også mere 'anstændigt', hvis det nu skal være – at sondre mellem anskuelser og se stort på, hvilken etnisk oprindelse ophavsmændene til anskuelserne har. Alt andet er så affabelt, at det grænser op til racisme.
Vi mener at kunne iagttage, at mange ellers fornuftige menneskers tilslutning til den affable, velmenende holdning om, at man skal 'respektere islam' har sin rod i en sådan fejltagelse, hvor man sammenblander ophavsmand og synspunkt. Den er i slægt med den argumentationsfejltagelse, som på et formelt logisk plan er kendt som ad hominem argumentet – at man slutter fra den, der fremsætter en påstand, og til hvorvidt påstanden er falsk eller sand. Det kan man ikke. Der er ikke nogen logisk forbindelse. En påstand er enten sand eller falsk, ganske uanset hvem der fremsætter den. Man identificerer sig sympatisk med indvandrerens ganske rigtigt vanskelige liv – og kan ikke se, at spørgsmålet, om man skal give islam ret i dens doktriner, er et helt, helt andet, logisk uafhængigt spørgsmål.
Hvad om man nu engagerer sig i en anden invandrergruppes skæbne, f.eks. kristne serbere her i landet, der som bekendt har et helt andet syn på livets regelsæt end muslimerne – kan man så ikke udøve sin etiske pligt som menneske og borger over for denne gruppe, fordi man allerede har deponeret sin holdningsmæssige sympati til anden side for et sæt af holdninger, som er diametralt modsat deres? Det er naturligvis noget vrøvl. Der er ikke noget logisk forhold mellem det at være engageret i folks liv og velfærd og så stå inde for deres fortolkning af livets sociale og religiøse regler. Det ville i øvrigt også være farisæisk, om det forholdt sig sådan.

Det handler naturligvis om ytringsfrihed og menneskerettigheder. Hvis ikke vi fastholder den ubetingede ytringsfrihed (med dens grænser i lovgivningen) men i stedet giver ekstreme muslimske grupper ret i, at deres tro berettiger dem til at få opfyldt forskellige særkrav om respekt – ja, så undergraver vi fatalt det frie og åbne samfund, mange af indvandrerne er kommet hertil for at leve i.
Pointen er, at står man over for politiske ofre, som bør hjælpes, så skal de hjælpes helt uanset, hvad de mener eller tror på. Den islamiske fundamentalist skal hjælpes såvel som demokraten. Menneskets rettigheder afhænger ikke af dets politiske eller religiøse holdninger – de giver hverken særlige privilegier eller særlige problemer. Men det indebærer også omvendt, i den helt aktuelle sag om krænkelse af religiøse normer, at det slet ingenting betyder, hvad de forfordelte muslimer, som man sympatiserer med, tror på. Og deraf følger, at man sagtens kan være helt uenig med den forfordelte befolkningsgruppe og argumentere hårdt imod de påstande, dens repræsentanter fremfører og de politiske eller religiøse mål, de forfølger – samtidig med at man støtter gruppens kamp for en retfærdig plads i samfundet.
Et undertrykt folk har altid ret – til at blive fri for undertrykkelse. Men det betyder ikke, at det undertrykte folk nødvendigvis har ret i noget som helst af det, folket siger, hævder eller tror.

Nu har vi længe hørt mange, mange stemmer sige: "Ytringsfrihed, ja bestemt, men ...", idet de henviser til, at ytringsfriheden bør modificeres af forskellige former for respekt og anstændighed, der især skal omfatte hensyntagen til andres religiøse følelser. Det er på tide at give igen med samme mønt og sige: "Religionsfrihed, ja, bestemt, men..." – forstået på den måde, at demokratiets religionsfrihed garanterer, at individet kan tro på lige, hvad det finder for godt – men at denne individets tro må begrænse sig på en måde, så den ikke kræver indskrænkning af andre troendes og ikke-troendes frihedsrettigheder.
Dette vigtige men omfatter, at man giver afkald på at kræve, at personer uden for ens egen tro respekterer eller overholder ens egen tros dogmer og ritualer i det offentlige rum – at man f.eks. som muslim ikke kræver, at andre personer overholder de billedforbud eller andre riter, man måske hævder for sig selv. Dette men giver indlysende indskrænkninger på en religions mulighed for at artikulere sig kollektivt og præge det offentlige rum. Men det er en helt nødvendig pris at betale – i modsat fald vil det frie offentlige rum blive invaderet af indskrænkninger fra et stadigt stigende antal forskellige sekter og trosretninger, og de almindelige borgerlige friheder vil blive forsynet med et voksende og uoverskueligt antal fodnoter fra de mangfoldige forskellige vildtvoksende trosretninger, som et moderne samfund naturligt huser.
Hvad mere er, et sådant scenario vil uvægerligt tage form af en kamp mellem forskellige trosretninger, der vil forsøge at knæsætte hver deres fodnoter – og det vil naturligvis gå sådan, at de trosretninger der er stærkest – i antal, i velorganiserethed, i politisk styrke, i ikke-demokratiske trusler osv. – i større omfang end andre vil kunne sætte sig og sine fodnoter gennem i offentligheden. Samfundet vil derfor med religionernes vækst og indflydelse i stigende styrke blive mareredet af ideologiske krige – og som nu også af fysiske, dødelige trusler mod de der forbryder sig mod religiøse normer – og ofret vil helt umiddelbart blive den fredelige, polemiske og kritiske, demokratiske samtale.
Men det er netop for at undgå noget sådant, at det demokratiske samfund hylder religionsfriheden. For at bevare den, er det således vigtigt at indse, at det afgørende men er et, der ligger i religionsfriheden – ikke et, der ligger i ytringsfriheden. Kampen for mådehold bliver ganske enkelt ført på en forkert slagmark. Lad derfor være med at kræve indskrænkninger af demokratiet og ytringsfriheden, men kræv i stedet af religionerne, at de holder deres dogmer inden for menighederne og i øvrigt inden for murene.

Det er der mange, der har vanskeligt ved at indse. Man taler i stedet om 'respekt'. Og det er vi også vældigt enige om, at de har ret i – hvis blot respekten gælder mennesker og ikke religioner eller ideologier, som er os inderligt imod . Vi har tidligere argumenteret for, at respekt helt basalt ikke er noget, man kan nære over for religioner og andre doktriner, man ikke tror på – over for dem kan og bør man nære tolerance. Man skal tåle dem, og intet som helst mere.
Denne modsætning mellem holdninger og værdier, og fredelig og kritisk sameksistens er demokratiets salt. Respekt kan man have for enkeltpersoners eller institutioners indsats, for ideer, man faktisk tror på, for principper, man faktisk bestræber sig på at overholde. Men det er ikke den anvendelse af begrebet respekt, der for tiden hærger en ideologisk [Kursiv]punchdrunk[Normal] dansk offentlighed.
Her er respekt noget, der skal udvises for religioner, en bloc, uanset om disse går ind for mildhed og overbærenhed, eller om de går ind for stening, omskæring og øjeblikkelig ophævelse af demokratiet. Positionen er ganske panisk og selvmodsigende. Det ene øjeblik formanes vi om, at man skal respektere islam, for det er jo dog mindretallets religion. Et temmelig sentimental variant af ad hominem-argumentet. Det næste øjeblik hører vi fra de samme mennesker, at vi skal respektere islam, fordi det jo dog er en verdensreligion, hvis tilhængere tælles i milliarder. Og nu er det blevet en småborgerlig variant af ad hominem-argumentet, som bøjer sig i støvet for et for et nærmest utælleligt flertal. Men begge varianter propaganderes af de samme mennesker, og ofte i samme åndedrag. Det kan godt lyde lidt som hønen uden hoved.
Men det afgørende problem er, at i disse udsagn bruges 'respekt' på en helt anden måde end som en anerkendelse af, at en person har ydet noget bemærkelsesværdigt eller, at en ide har haft en bærende betydning. Her bruges respekt i stedet som noget, der kan aftvinges ved magt, pression, bombetrusler, boykot og vold. Respekt i denne forstand er noget helt andet, og er intimt forbundet med frygt.
Det er respekt, som vi kender den fra Godfather, hvor respekt over for overmagten kan veksles til beskyttelse og andre nådige tjenester, hvor man ydmyger sig og kysser mafiosoens hånd for ikke at blive udsat for et tilbud, man ikke kan afslå. Det er en 'respekt', der holder til uden for loven og den demokratiske samtales rum, på et sted hvor alternative suverænitetskilder foreligger – bander, magter, pressionsgrupper, ikke-demokratiske stater og andre instanser, der er i stand til at udgøre deres eget voldsmonopol i konkurrence med statens.

At den 'respekt' for islam, vi nu afkræves, har denne karakter, så man tydeligt, da Norges førende imam godtog undskyldningen fra den norske redaktør, der trykte Jyllands-Postens tegninger, og tilføjede, at han, imamen, nu garanterede, at redaktøren kunne føle sig tryg – han stod nu under imamens beskyttelse. Det er intet andet end mafiasprog – er sådan en garanti givet, ligger det naturligvis lige for, at den når som helst kan trækkes tilbage, hvis der skulle være andet, imamen bliver utilfreds med. Det er det samme sprog, Islamisk Trossamfund her i Danmark betjener sig af, når det kræver respekt og fortsatte undskyldninger, bakket op af Egypten og sine internationale islamistiske forbundsfæller med deres magtmidler.
Som følge af denne brug af ordet respekt, der blot er en eufemisme for frygt, handler hele denne sag nu kun om ytringsfrihed. Men den rent legalistiske fortolkning af ytringsfrihed indser ikke dette. Den vil sige, at så længe staten ikke har pålagt noget medie censur, handler sagen ikke om ytringsfrihed. Men paragraf 77 er bare den positive, juridiske inkarnation i Grundloven af den bagvedliggende regulative idé om ytringsfrihed – som er, at enhver skal kunne ytre sig uden fare for indgreb fra staten eller voldelige overfald og trusler fra andre. Det sidste nævnes naturligvis ikke i paragraffen[Kursiv], fordi det underforstås som en selvfølge, at staten er suveræn [Normal]på sit eget territorium, har voldsmonopolet og derfor som herre i eget hus forhindrer, at en ytrende på denne måde bliver truet eller overfaldet.
I den aktuelle sag er dette desværre ikke tilfældet mere. Hverken staten eller de internationale fora, som den har afgivet dele af sin suverænitet til (FN, NATO, EU, etc.) har været i stand til at hindre, at der er blevet sat priser på de 12 danske tegneres hoveder, og at de og andre er blevet udsat for en lang række mediebårne trusler, både fra udenlandske stater og fra internationale terrornetværk, der mafiøst vil afpresse den danske stat 'respekt'.
Det er i sig selv sigende, at verden raser over 12 karikaturtegninger, medens ingen undrer sig over mediernes selvpålagte generøsitet med hensyn til at viderebringe budskabet om disse fatwaer til potentielle voldsmænd i Europas islamistiske miljøer – fatwaer som disse er jo opfordringer til vold og reelt farligere og mere problematiske ytringer end karikaturtegninger.

Derfor er sagens kerne Vestens tradition for ytringsfrihed. Det ser man også af de stakåndede internationale politiske initiativer inden for rammerne af både EU og FN, der meget hurtigt kan få konsekvenser for Danmark og dansk lovgivning og retspraksis.
Den tyrkiske premierminster Erdogan var hastigt fremme med at kræve ytringsfriheden begrænset i det EU, han ellers gerne er på vej ind i. Den engelske stramning af ytringsfriheden kan hurtigt danne mode i et EU, der ikke kan finde sine egne ben. Og verdens ledende muftier er som bekendt gået sammen om at kræve af FN, at et charter vedtages, der decideret skal kriminalisere religionskritik. Denne sejrsgang for et mafiøst respektbegreb i international politik er forlængst sagens helt centrale emne og kan altså ikke bortlyves ved at grave sig ned i interessante spørgsmål om eventuelle fodfejl i det danske udenrigsministerium.

Men hvorfor falder så mange tidligere overbeviste tilhængere af den frie, uindskrænkede og respektløse ytringsfrihed for det forlorne, affable og sentimentale argument om 'respekt'? Hver dag må man jo i presse og medier tælle nye, der bøjer sig og afsværger ytringsfriheden og lydigt fremsiger 'respekt' for noget, de ikke aner hvad indebærer. Hvorfor denne farlige blanding af godtroenhed, frygt og uvidenhed?
Lad os gætte på at de har dårlig samvittighed fordi de i et eller andet omfang ser deres identitet knyttet til en kamp for menneskelighed og lighed. For det er jo sandt, at forholdene i de arabiske lande er rædselsfulde, og det er også sandt, at det ikke altid er rart at være indvandrer i Danmark. Det er således respektabelt, i ordets rigtige, oprindelige forstand, at arbejde for, at disse menneskers vilkår forbedres, ja, at de får deres ret som undertrykt folk, for at formulere det patetisk. Men det er at begå den afgørende fejl at omfavne andre ideologier og trosformer end sin egen med respekt. Andre menneskers guder skal vi ikke respektere. Dem skal vi blot leve med i fred, i hvert fald i denne dimension.
Et undertrykt folk har altid ret – til at blive fri for undertrykkelse. Men det indebærer ikke, at det nødvendigvis har ret i noget som helst andet.

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt har sammen skrevet bøgerne om multikulturalismens sammenbrud på Balkan – Hadets anatomi og Krigens scenografi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu