Læsetid: 5 min.

At undgå et nyt Abu Ghraib

Verdenssamfundet får nu et nyt redskab i arbejdet mod tortur. FN's særlige rapportør på tortur, Manfred Nowak, går så langt som at karakterisere protokollen som 'det vigtigste fremskridt for at forebygge tortur på verdensplan'
22. juni 2006

Når Tillægsprotokollen til FN's konvention mod tortur træder i kraft i dag, er der ikke alene tale om en historisk milepæl i arbejdet for at forebygge tortur, men tillige realisering af en mangeårig dansk indsats på menneskerettighedsområdet.

Tillægsprotokollen er om noget en dansk mærkesag, hvor skiftende regeringer og folketing har været i flot parløb med en række ngo'er på menneskerettighedsområdet.

Hvad enten det drejer sig om overgreb i Tjetjenien, systematisk tortur i Kina, Guantanamo-fangelejren eller beretningerne om tortur i Abu Ghraib eller de fortsatte rapporter om fangemishandling i andre irakiske fængsler, synes tortur ikke at få en ende.

Forbudet mod tortur er ellers en af de mest grundlæggende menneskerettigheder. Forbudet mod tortur - der nu har status af jus cogens, en ufravigelig retsregel - kan i folkeretligt regi spores tilbage til FN's Universelle Deklaration om Menneskerettigheder fra 1948 og til Geneve-konventionerne fra 1949, der er en del af den humanitære ret.

Forbudet er siden blevet gentaget i en lang række internationale og regionale menneskeretlige instrumenter, herunder bl.a. i FN's konvention om civile og politiske rettigheder fra 1966 og den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

I begyndelsen af 1970'erne var der imidlertid i menneskerettighedskredse udbredt enighed om, at selve det internationale forbud mod tortur og de eksisterende menneskeretlige mekanismer til at overvåge staters overholdelse af forbudet ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at forebygge forekomsten af tortur. Landenes periodiske rapportering til FN's komite mod tortur og den individuelle klageadgang var ikke nok til at forebygge tortur.

Tvivl om forebyggelse

Derimod var der ikke enighed om, hvordan man mest effektivt kunne forebygge tortur, og der opstod to forskellige retninger. Den første retning ville forebygge tortur ved at bekæmpe straffrihed - og byggede på, at man ved at gennemføre strafferetlig forfølgning af torturovertrædere skulle bryde den onde cirkel af straffrihed, og at dette i sig selv ville have en væsentlig præventiv effekt. Denne retning, der lægger vægt på at forebygge tortur via national og international strafferet, har bl.a. ført til FN's konvention mod tortur fra 1984.

Den anden retning ville forebygge tortur ved at gennemføre uafhængige forebyggende besøg steder, hvor personer er frihedsberøvet, og som jo i praksis er der, hvor de fleste torturtilfælde finder sted. Denne retning byggede bl.a. på erfaringerne fra Røde Kors, hvor det havde vist sig, at alene det faktum, at en uafhængig organisation kunne gennemføre - evt. uvarslede - besøg steder, hvor personer holdes frihedsberøvet, havde en betydelig præventiv effekt. Denne retning har bl.a. resulteret i den Europæiske Konvention til at forebygge tortur fra 1987 og nu altså også i Tillægsprotokollen til FN's konvention mod tortur.

Takket være bl.a. FN's konvention mod tortur, som nu er tiltrådt af 141 lande, er frihed for tortur blevet en realitet i stadig flere lande. Mens FN's konvention mod tortur, som blev vedtaget i 1984 og trådte i kraft i 1987, ud over det absolutte forbud mod tortur lægger vægt på, at landene skal retsforfølge bødlerne samt sikre torturofrene oprejsning og erstatning, kan man sige, at Tillægsprotokollen er mere fremadrettet ved at forebygge, at tortur overhovedet finder sted.

Tillægsprotokollen har haft en lang tilblivelseshistorie. Den blev - efter mere end 10 års forhandlinger - vedtaget af FN's Generalforsamling i december 2002. Mens Danmark var blandt de 127 af FN's medlemslande, der stemte for, var USA blandt de fire lande, der stemte imod, mens 42 lande afstod. USA har ratificeret FN's konvention mod tortur, men har konsekvent modarbejdet forebyggelse af tortur gennem Tillægsprotokollen.

Vedtagelsen af Tillægsprotokollen på FN's Generalforsamling i december kun 15 måneder efter terrorangrebet 11. september 2001 er bemærkelsesværdig. Gennem oprettelse af Guantanamo-fangelejren og CIA-flys overførsel af terrormistænkte til tortur i hemmelige fængsler er hovedtendensen ellers, at både totalforbuddet mod tortur og FN's konvention mod tortur undermineres i den erklærede krig mod terror.

Med Honduras' og Bolivias nylige ratifikation af Tillægsprotokollen er de nødvendige 20 ratifikationer nu sikret for en ikrafttræden af Tillægsprotokollen. Danmark underskrev Tillægsprotokollen som det første europæiske land allerede den 26. juni 2003 - på FN's internationale dag mod tortur. Efter Folketingets enstemmige vedtagelse kunne Danmark et år efter ratificere som det fjerde land.

Allerede inden Danmarks underskrift opfordrede et enigt folketing den 8. maj 2003 i forbindelse med en forespørgselsdebat om FN, menneskerettigheder og dansk udviklingsbistand regeringen til "at arbejde for, at flere lande, herunder programsamarbejdslandene under udviklingsbistanden, tilslutter sig menneskerettighedskonventionerne, særligt Tillægsprotokollen til FN's torturkonvention".

Sideløbende har lande som Albanien over Guatemala, Honduras og Filippinerne bidraget til, at de nødvendige 20 ratificerende lande for en ikrafttræden blev sikret. I Latinamerika ved man, at elendige forhold i fængslerne sammen med mishandling og tortur er baggrund for mange fangeoprør. På den baggrund er det værd at notere sig, at det var Honduras og det danske programsamarbejdsland, Bolivia, der sikrede Tillægsprotokollens ikrafttræden.

Dansk besøgsmekanisme

Blandt de hidtidige erfaringer er de erfaringer, man har høstet fra den Europæiske Torturkomite, som blev nedsat i 1987 med Europarådets konvention til forebyggelse af tortur. Komiteen har i snart to årtier foretaget besøg i fængsler og detentionscentre i Europarådets medlemslande. På baggrund af de europæiske erfaringer skal man nu på globalt plan søge at forebygge tortur. Til det formål etablerer Protokollen et tostrenget system for at sikre besøg til steder, hvor personer er frihedsberøvet.

Den ene streng, Subkomiteen, er en komite i tilknytning til FN's Torturkomite, som er nedsat i henhold til FN's konvention mod tortur. Komiteen skal bestå af 10 internationale eksperter, som på samme måde som den Europæiske Torturkomite regelmæssigt skal besøge steder i deltagerstaterne, hvor personer er frihedsberøvet. Subkomiteen og lignende regionale komiteer, herunder den Europæiske Torturkomite, opfordres i Protokollen til at konsultere hinanden og koordinere aktiviteter med henblik på at undgå overlapninger og fremme formålet med Protokollen.

Derudover forpligter Protokollen som nævnt deltagerstater til at udpege eller etablere et eller flere nationale forebyggende organer, der ligeledes skal besøge steder, hvor personer er frihedsberøvet for at forebygge tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Den nye Tillægsprotokol er en betydelig styrkelse af arbejdet med at forebygge tortur samt umenneskelig og nedværdigende behandling. Protokollen indeholder - ligesom den Europæiske Torturkonvention, der etablerede den Europæiske Torturkomite - ikke nye substantielle rettigheder eller standarder i relation til torturområdet. Derimod etableres i henhold til Protokollen mekanismer til at styrke implementeringen af allerede eksisterende torturstandarder.

Siden FN's Verdenskonference om menneskerettigheder i 1993 har der været fokus på at styrke implementeringen af menneskerettighederne. I den forbindelse kan Protokollen også vise sig at blive en yderst interessant ny type menneskerettighedsinstrument, idet den både opretter et internationalt organ og nationale organer samt regulerer samarbejdet mellem de to organer.

Med Tillægsprotokollens ikrafttræden skal Danmark også i gang med at oprette en besøgsmekanisme. Selv om der heldigvis ikke rapporteres om tortur og kun yderst sjældent om mishandling i fængsler og andre steder, hvor frihedsberøvede holdes tilbage i Danmark, er det i et internationalt perspektiv vigtigt med et effektivt og velfungerende dansk nationalt forebyggende besøgsorgan, der lever op til Tillægsprotokollens bogstav og ånd.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur er der en særlig forpligtelse for Danmark til at sikre, at et dansk besøgsorgan bliver et godt eksempel for andre lande, herunder især mange udviklingslande, hvor der fortsat forekommer udbredt tortur.


Tue Magnussen er cand. mag. og kommunikationskoordinator i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu