26. august 2005

I dag er Jesper Christensen aktuel i Per Flys 'Drabet'. Læs om karakterskuespilleren, der gik – og går – sine helt egne veje og blev en af landets allerbedste

Da Jesper Christensen i foråret blev interviewet af en række aviser på grund af sin birolle i Sydney Pollacks amerikanske blockbuster Tolken, snerrede han ad en purung kvindelig journalist. "Det rager ikke dig," sagde han og så ret ond ud. Indtil da var samtalen ellers forløbet efter bogen; Jesper Christensen havde virket lidt kontrær i begyndelsen, men tøede op og svarede venligt for sig.

Da journalisten imidlertid begyndte at kredse sig ind på noget med en depression, som Jesper Christensen vist nok havde haft for 10-12 år siden, satte han foden ned. Der stoppede legen. Da spørgsmålet ikke længere hang og dinglede faretruende i luften, blev han flink igen.

Men hvad skete der helt præcis? Pigebarnet havde sådan set bare gjort, som de fleste professionelle udspørgere ville gøre i hendes sted: Hun havde lavet lidt research og rodet i arkiverne efter gamle interview, hvor Jesper Christensen måske havde sagt noget, man kunne bore videre i. Og jo minsandten: I Politiken den 20. august 1994 udtalte han i forbindelse sin krævende titelrolle i Richard III på Betty Nansen Teatret, at han havde haft "en god, almindelig husmandsdepression", hvor han var "opfyldt af lede ved mig selv og mit liv".

Det lød som stof, folk ville læse om, og han havde jo sagt det før. Hvorfor ville han så ikke gøre det igen? Undertegnede overværede bataljen og fik lejlighed til at spørge ham om det et par dage senere.

"Hun var respektløs over for mine følelser," sagde han lettere oprevet.

"Det kan godt være, at der var noget, som jeg syntes var vigtigt at sige i forbindelse med et ganske bestemt projekt, som var født ud af, hvordan jeg havde det på et ganske bestemt tidspunkt. Det betyder ikke, at jeg skal sidde og optræde med historien om en depression eller en skilsmisse på opfordring - det er sgu da noget pis."

Det kunne der være noget om. På den anden side er det efterhånden blevet almindelig praksis, at 'kendte' personer - herunder i særdeleshed skuespillere - redebon stiller op til hvad som helst for at få lidt omtale og deres billede i bladene og dermed i sidste ende måske flere penge i kassen. Sådan synes gamet at være for de fleste. Man giver lidt og får lidt.

Men Jesper Christensen er altså bedøvende ligeglad - af flere årsager. For det første er han den af landets ypperste karakterskuespillere, som har givet færrest interview. Han er ganske enkelt en sky person. Hvis han kunne finde en måde at udføre sit arbejde uden at få opmærksomhed, ville han gøre det. Han er ikke blevet skuespiller for at blive berømt.

Han stiller ikke op i reklamer, og han gør i det hele taget ikke, hvad der forventes. Han hader, når han kan mærke, at folk genkender ham på gaden.

En af hans (medfødte) forcer som skuespiller er, at han med sin vævre figur glider anonymt ind i omgivelserne, samtidig med at han har et godt ansigt med en god høgenæse. Derfor glor folk på gaden, som om de kender ham, men ikke rigtig kan placere ham. "Kommer du fra Hvidovrevej?" spørger de så. Eller: "Gik du på Kirsebærhavens Skole?" Den form for opmærksomhed går ud over hans glæde, så han danderer ikke opmærksomhedsanglende rundt i byen og viser sig sjældent til premierer og den slags.

For det andet holder han kortene tæt ind til kroppen - med et professionelt sigte, siger han. Jo mindre man ved om ham, desto mere dokumentarisk og ægte kan han fremtræde i på film eller på scenen, siger han.

"Én ting er, at du har set mig i andre roller. Hvis du derudover også har hørt mig udtale mig om parforhold, politik og privatliv og har set mig pynte julebord og alt muligt, så har du så mange associationer på mit fjæs, at jeg skal overvinde et mindre bjerg af viden hos dig for at virke realistisk."

Et rystende mål af realisme har altid kendetegnet Jesper Christensens skuespil, og selv birollerne formår han at tilføre noget, så de brænder sig fast. Har man for eksempel set Ole Roos' filmatisering af Hærværk (1977), er det svært at glemme måden, hvorpå hans dunkle drankerdigter, Steffen Steffensen, sætter flasken for munden og nærmest suger væsken ud, mens han stirrer op i loftet som en nyligt afsjælet torsk.

I Per Flys debutfilm Bænken (2000) var han så overbevisende som den socialt udsatte taberalkoholiker Kaj i Avedøre Stationsby, at han ikke alene vandt årets Bodil og Robert i 2001, men også blev nomineret som årets skuespiller hos Det Europæiske Filmakademi (EFA). Jesper Christensen var denne Kaj.

Det betyder ikke, at han tilhører den kategori af skuespillere, som går rundt og trækker veksler på de nære omgivelser ved at være sin rolle døgnet rundt under dække af at bedrive method acting. For ham er det bare en teknik, en maske, han tager på og af igen, når tæppet falder.

I Drabet gør han det igen. Spiller røven ud af stråhatten, som han selv ville formulere det om andres skuespillerpræstationer. Denne gang ligger rollen som gymnasielæreren Carsten langt tættere på Jesper Christensen selv end meget andet, han har spillet gennem årene. De færdes i det samme miljø, de har samme alder, og ligesom Carsten er Jesper Christensen stærkt samfundsengageret og var aktiv på venstrefløjen i 70'erne.

Jesper Christensen blev født i 1948 i København, hvor hans far var kontorchef på Købmandsskolen. Hans mor havde et deltidsjob som billetsælgerske på Det Kongelige Teater. Det betød, at han og hans søster Charlotte kunne se alt det teater, de havde lyst til.

Som ung mand begyndte han at spille teater og debuterede på Studenterscenen i 1968. Senere kom han i en slags mesterlære på Fiolteatrets utraditionelle elevskole. Selv om skuespillet fyldte det meste af hans liv, vægrede han sig i årevis ved at kalde sig skuespiller; det var jo bare noget, han lavede, indtil han fandt ud af, hvad han egentlig skulle foretage sig. Han forestillede sig, at han skulle læse historie på universitetet, men det blev aldrig til noget.

Han var heldig med at få gode job på de skrå brædder allerede i de unge år, og op gennem 80'erne og 90'erne spillede han med i et utal af skuespil, hvor bl.a. hans roller i Tjekhovs Onkel Vanja (Gladsaxe Teater, 1988),Goethes Faust (Betty Nansen Teatret, 1994) og Shakespeares Richard III var i en klasse for sig selv.

Han blev landskendt som den lidt vege og tossede far i succes-børne-tv-serien Nana (1988). Han brænder godt igennem, når han kan udfolde sin hvashed og indre dæmoni, men hans repertoire er lige så mangfoldigt, når han netop spiller den svage og undvigende type - eksempelvis som lægen i Jesper W. Nielsens film Okay (2002).

En bestemt type roller har dog altid været i overtal:

"De vil meget gerne give mig nogle arrogante, intellektuelle røvhuller. Sådan nogle roller har jeg altid kunnet fodre svin med," siger Jesper Christensen. "Men jeg har ikke været mere låst af det, end at jeg har kunnet lide det. Det er også tit nogle roller, som har haft noget dramatisk stof, jeg har syntes var interessant. De roller var trods alt også sjovere og mere interessante end førsteelskerne."

Efter fire år i Statens Teaterråds tjeneste, hvor han skulle se og vurdere 175 forestillinger om året (1995-99), blev Jesper Christensen "dødtræt" af teatret og helligede sig i stedet filmen. Da der ikke er tilstrækkeligt med danske filmroller til en fyr i hans alder, har han forsøgt sig i det engelsksprogede, hvor pengene er større.

Og her skulle Per Flys henvendelse, der førte til præstationen i Bænken og endelig nomineringen til EFA's internationale skuespillerpris vise sig at blive en yderst belejlig dåseåbner. Hvis der er noget Hollywood har øje for, er det filmpriser, og derfor kunne man pludselig se ham i selskab med Nicole Kidman og Sean Penn i Tolken.

Med et års indtjening på to måneders arbejde - i dette tilfælde i New York - har Jesper Christensen råd og tid til at kaste sig over de små, ulønnede skuespillerprojekter, som han synes er sjovere at lave. Det kunne sagtens være en Per Fly-film.

Den røde tråd i hans skuespillerliv har været, at han hele tiden er gået efter noget, der kunne udvikle ham som skuespiller. Før i tiden havde han to sætninger, som han fulgte, så godt han kunne: 1) Hvis jeg kan lade være, så skal jeg lade være. 2) Hvis jeg er bange for det, så skal jeg gøre det.

Hvis han pludselig har opdaget, at folks opfattelse af ham er blevet for rigid, har han straks valgt nogle roller fra og gået efter nogle andre.

"Fantasiløsheden hersker altid," siger han. "Der er ikke nogen, som kommer og siger, 'Kunne det ikke være fantastisk, hvis han spillede en Sylvester Stallone-agtig rolle?' Det er der ingen, som finder på for dig. Du er nødt til selv at tænke med."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her