Læsetid: 5 min.

Undvig straks

- når skønheden vil parre sig med sandheden! siger Niels Frank i sin nye (krævende, men fascinerende) digtsamling
27. september 2005

Morgenmad på sengen er skønt, men brødkrummer i sengen er ækelt. Sådan kan hver ting sagtens have to sider. Det ved Niels Frank, og derfor bruger han i sin nye digtbog netop brødkrummerne som billedet på den slidsomme kamp, det kan være at skrive digte.

Det svære er for ham ikke at skrive digtet, men at nå frem til at skrive det. "At nå frem til digtet / er det sværeste af alt! Tro mig. At nå frem til det lille bitte bjerg bygget op af brødkrummer er ubegribeligt svært / og jeg har respekt grænsende til ærefrygt for dets højder. / Men at bestige det er min mindste kunst."

Billedskepsis

Senere i samme tekst præciseres det, at bjergbestigningen ikke er kamp mod den iskolde vind eller mod sneblindheden eller mod vilde dyr. Nej, digtskrivningen er en kamp mod billederne! For det at skrive digte går ud på at bekæmpe billederne.

Sådan har mange set på det, siden senmodernismens skepsis over for symbol og metafor satte ind. Paul la Cour kunne i sine Fragmenter af en Dagbog (1948) stadig tale henført om det poetiske billede som digtningens høje hemmelighed og kredse patetisk om den særlige "afventende" tilstand, der gik forud for digtets tilblivelse. Men siden hen gik andre, Per Højholt ikke mindst, hårdt i flæsket på denne digterpatos og stillede krav om en digtning, der pillede billedet ned fra piedestalen, f.eks. ved at undgå brugen af det eller ved aktivt at sabotere det.

At også den strategi før eller siden når til sin grænse, ved Niels Frank bedre end nogen, for han har prøvet dels den billedfattige praksis (med Øjeblikket, 1985, Digte i kim, 1986) dels den billedstyrtende myldren (Tabernakel, 1996). Hvad han denne gang gør, er, at nedtone kritikken af billedet som ægtheds-postulat for i stedet at forsøge at sætte billedet fri, samtidig med at han overfører sin energi og interesse på andre sproglige felter, diktionen og syntaksen især.

Sagde jeg det?

Vi har altså at gøre med en på én gang roligt afklaret og vildt kæmpende poesi. At den virker afklaret, viser sig i den selvfølge, hvormed den betjener sig af en traditionel centrallyrisk jeg-position, men at der kæmpes, fremgår af de mange udbrud, de selvkorrigerende indskud, de ustyrede digressioner, de tilbagegribende referencer. Sidstanførte træk oplever jeg som lidt af et poetisk kup: ved at gribe bagud gennem sit eget digt får Niels Frank det til at stå som en art insisterende spørgen. Sagde jeg virkelig det? skriver han gentagne gange, hvorved han ligesom afprøver eller spatierer det netop ytrede. Ja, indimellem udvikler digtets indre dialog sig ligefrem til en samtale med dets læser, idet Niels Frank stiller et spørgsmål, gætter sig til mit svar og vanker videre ad sin vej, den digtets ene vej, samlingens titel peger ud.

Havde det været en ringere begavet, knap så sprogbevidst poet, der hengav sig til den slags verbalexcesser, kunne det hurtigt ende med brødkrummer i sengen. Men hos Niels Frank føler man sig trakteret med elegant hotelmorgenmad, ikke mindst fordi han her sætter sin uro og tvivl ind på noget vigtigt: tilværelsens helt store spørgsmål. Er jeg lykkelig? Hvordan ser min verden egentlig ud? Og hvorfor tror jeg ikke på gud?

Små syndebukke

Hvad det første angår, konstaterer vort lyriske subjekt: "Jeg der burde være så ulykkelig som et regnvejr er ikke ulykkelig. Hvor er det godt." Til det andet spørgsmål er svaret:

I min verden er ordet så hårdt som en pik / og guds små syndebukke lever et helt liv på knæene / for at drikke af det. / Her er alfabetet fuldt af blod og lunken sperm. / Sådan er det. / Lige bag nåden ligger nådesløsheden / og venter på at få lov at hamre løs på hvem som helst / bag tårerne ligger selvmedlidenheden og venter på at blive knust. / Hvad mere? Hykleriet venter på et ærligt ansigt.

/ Hvad mere? De små bukke ligger til stadighed på knæene / ser jeg nu / og venter på at få alle synder most op bagi. / Jamen dog.

Ikke just nogen opløftende eller opbyggelig bekendelse - men nok et ærligt statement fra en digter, som hejser et stort advarselsskilt med UNDVIG STRAKS, når skønheden vil parre sig med sandheden, og som foragter de religiøse af den enkle grund, at han ikke tror på nogen sandhed selv.

Papir, hus, job

For mig at se kan der indimellem være en type skråsikker fundamentalisme i en så afklaret afvisning af sandheder, og jeg finder, at en vis hang til det digterisk letkøbte stikker hovedet frem, når Frank i en sprogkritisk tekst oversætter sætningerne: jeg skriver jeg bor jeg arbejder til "papir og hus og job" for siden at anfægte, hvad han kalder "de numeriske sandheder" og åbenbart ikke har ret meget til overs for: "Som hvis jeg skriver blev til avis og avis blev til debatforum og klummer og nyhedsbureauer. Som hvis jeg bor blev til ejerbolig og ejerbolig blev til fradrag og tilsynsrapporter og månedlige ydelser - alle de numeriske sandheder. Som hvis jeg arbejder blev til fabrik og fabrik blev til overenskomst og feriepenge og frynsegoder."

Jamen dog! Hvad har avisen nu gjort? Hvad er der nu galt i at eje sin bolig? Skal arbejderne på en fabrik nu ikke have overenskomst? Niels Frank mener utvivlsomt selv, at hans digt handler om andet end det, og at hans ærinde er sprogfilosofisk. Men de eksempler, han vælger, siger nok så meget om, hvordan han opfatter sin sociale position.

Når alt dette er sagt, skal det imidlertid understreges, hvor velgørende det er at læse en poesi, der ganske vist renoncerer på traditionelle skønhedskvaliteter, men ikke desto mindre får en fascinerende ægthed. Også manglen på sandheder kan være en sandhed, idet der kan være sandhed i på en afklaret måde, og så konkret som muligt, at ytre sin tvivl.

Niels Frank: Én vej. Digte. 72 s. Kr. 179,00. Samleren. ISBN: 87-638-0251-1. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her