Læsetid: 4 min.

En ung 'ekstremists' indre liv

Vrede unge mænd, der håber på en bedre verden. Også de islamiske miljøer i Danmark kender dem og mener, at potentialet kan være flere tusind unge. Vi tegner et portræt af en type
4. november 2005

Han er 17. Han er vred. Han ser muslimer få bank, sulte og fryse, få sprængt arme af, sidde med deres dræbte småbørn i favnen. Han ser døde øjne og ansigter, der er forvredne af sorg. Stederne er Irak, Tjetjenien, Afghanistan, Palæstina.

Billederne vises på tv, og hvis de ikke gør, kender han nogen, der har billederne på cd og gode optagelser fra al-Jazeera. Også optagelser af f.eks. irakiske frihedskæmpere, der oplæser domme over kollaboratører og fjender, før de skrider til henrettelse ved halshugning. Men det er ikke værre end de irakiske børns nød, og han føler ingen medlidenhed. Forræderne vidste, hvad de kunne vente sig.

USA udbreder sig om menneskerettigheder, frihed og demokrati. Men samtidig invaderer USA muslimsk territorium og støtter regimer i Saudi-Arabien og andre steder, hvor dobbeltmoralen florerer. De fine ord dækker over begær efter olie, penge og materielle goder. Amerika taler med flere stemmer, men har kun én vilje: At befæste sin magt.

Selv ser han islam som eksponent for renhed og retfærdighed. Intet styre i verden er derfor i dag ægte islamisk. De rige Golfstater holder befolkningen nede med hård hånd, rundhåndet bistået af amerikanske tropper. Fyrstefamilierne lever i sus og dus og muntrer sig på weekendophold i Ægypten med kvinder og whisky.

Det 'demokratiske' Tyrkiet er efter hans mening et slet camoufleret militærdiktatur, tilmed med en blodig historie af undertrykkelse af egne borgere og en forceret 'verdsliggørelse', der forbyder muslimsk tørklæde, men ikke nedringede bluser på universitetet.

Men det sande islamiske regime skal nok komme. Flere fortæller om det, og han agter selv at kæmpe for en fredeligere, mere retfærdig verden. Kalifatet gik under, men et nyt, rigt, blidt rige vil opstå i dets sted. Uden ågerrenter, uden moralsk forfald, hvor poesien blomstrer, og befolkningen trives og smiler, oplyst af indre enighed i Gud.

Demokrati er en selvfølge, men ikke på Vestens måde, hvor politikere lyver og sviner hinanden til, hvor korruption florerer og kvinder forsømmer familien. Et sandt islamisk demokrati, hvor tonen er respektfuld, borgerne forvalter friheden under ansvar og helt af sig selv vil vælge den rette vej. Tvang bliver ikke nødvendig, og ingen vil blive straffet uretfærdigt.

Som muslim respekterer han de andre store monoteismer, jødedom og kristendom. Men det undrer ham, at folk ikke af sig selv har valgt islam. Når de ikke gør det, har de selv forsømt den rette vej.

Danmarks råddenskab

Han føler en blanding af moralsk overlegenhed og afmagt. Overlegenhed, fordi han med egne øjne hver dag ser Vestens, også det selvudråbt fredelige og elskværdige lille Danmarks, råddenskab og hykleri: Narko og alkohol sælges på alle gadehjørner. Der er én ytringsfrihed til Louise Frevert, en anden til Hizb utTahrir. Tildækkelse af kvinder kaldes undertrykkelse, mens pornoficering kaldes frihed. Fædre, der holder deres døtre hjemme, kaldes undertrykkende, mens fædre, der sender dem i byen med lårkort og en pakke kondomer, kaldes gode fædre. 24-års-reglen, avisernes konstante hetz, forslag om at deportere perkere, alt står lige i hans hoved.

Men han føler også afmagt, fordi han ser, at han ikke er borger på lige fod. Da han var lille, var han et barn som alle andre, han trivedes i skolen og syntes godt om de andre børn.

Men som 12-årig så og hørte han kammeraterne snakke om fester og prale om øl og piger. Han blev både fristet og forskrækket. Det var netop den slags, hans mor altid havde advaret ham mod. Lettest var det at være sammen med andre perkere, som forstod hans dilemma. Men hvorfor kaldte skolen dem en bande, fordi de gik sammen? Hvorfor er alt, hvad sorthårede børn gør, så synligt? På gaden skubbede voksne mænd til ham, og både jævnaldrende og ældre drenge råbte 'perker'. I butikscenteret fulgte detektiven efter ham, så snart han viste sig.

Dengang så han op til de ældre drenge i kvarteret. Nogle af dem uddannede sig, men er senere 'bare' blevet taxachauffør og grønthandler. Andre uddannede sig ikke, men kører alligevel rundt i BMW. Respekt! De voksne talte let gysende om kriminalitet. Åbenbart kan det ikke betale sig at gøre, som man får besked på.

I dag er han selv en af kvarterets store drenge. De går gerne flere sammen og morer sig, når andre går til side for dem. Respekt.

I hans alder var hans far og mor næsten allerede gift. Han har svært ved at se, hvordan han selv skal klare både ægteskab og uddannelse.

I bussen sender gamle, danske damer ham øjne, som om han bar en bombe under jakken. Da en skoleklasse af sorthårede ni-årige en dag entrer bussen med skingre, glade stemmer, siger en dame højlydt til sidemanden: "Hvorfor smider vi dem ikke bare hjem til deres eget land?" Ingen reagerer.

Hjemme er det svært at tale om, hvad han oplever. Familien ser ikke danske nyheder, holder ikke dansk avis. Han lever i to verdener. Kun Koranen giver fred i sindet.

Det fiktive portræt af en vred, ung muslims holdninger og dilemmaer bygger på samtaler med kilder i det danske muslimske miljø, der understreger, at de ikke personligt kender danske terrorsympatisører.

Information bringer i morgen et tema på weekendsiderne om 'de vrede, unge mænd.'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her