Læsetid: 7 min.

Ungarn og SF - en falsk historie

De fleste mener at kunne huske, at Socialistisk Folkeparti opstod - (eller med Halldór Laxness' ord: kommunistpartiet meldte sig ud af kommunistpartiet) - i protest mod stalinismen, og at den direkte anstødssten var Sovjetunionens invasion af Ungarn. Men der gik da godt nok et par år
28. oktober 2006

Samtidig med, at Ungarn markerer 50-året for opstanden mod Sovjeunionen, har der været hårde kampe mellem politi og demonstranter i Budapest. Oppositionen er stærk kritisk over, at landet nu styres af en mand, som begyndte sin politiske karriere i 1980'erne i ungkommunisterne, og som nu er leder af et parti, som er sprunget ud af det gamle kommunistparti. Flere af veteranerne fra oprøret i 1956 nægtede at trykke statsministerens hånd under en officiel mindeceremoni i Budapest 22. oktober. Ca. 2.600 ungarer blev dræbt under opstanden i 1956, og mere end 20.000 blev dræbt i tiden efter, at opstanden brutalt blev slået ned i november 1956. 200.000 flygtede til Vesten.

Der var kun gået et halvt år siden den 20. partikongres i Sovjetunionen, hvor der for første gang var blevet snakket om Stalintidens forbrydelser, og hvor Khrusjtjov havde proklameret ideen om nationernes fredelige sameksistens. Begivenhederne i Ungarn viste, at sovjetlederne trods deres nye tale om større frihed og åbenhed, vedblev at være benhårde anti-demokrater.

I Danmark befandt sig på dette tidspunkt en kreds af venstreintellektuelle åndsarbejdere på tidskriftet Dialog. I redaktionen sad bl.a. arkitekt Arne Gaardmand, en ung stud. mag., Gert Petersen, professor Sven Møller Kristensen, forfatteren Georgjedde samt digteren Erik Knudsen. De betegnede bladet som talerør for progressive og kæmpende humanister, det oplyste kulturelle frisind og antimilitarisme. I praksis var man dog ofte helt på linje med DKP, hvoraf flere i redaktionen var medlemmer eller sympatisører. Dvs. man var domineret af den socialistiske/kommunistiske ånd med de velkendte politiske fjendebilleder: USA, Vesten og NATO. Modsætningen til dette var Sovjetunionens oprigtige fredsvilje og den ægte og menneskekærlige folkelige kultur i Folkedemokratierne og Sovjet.

Sovjetunionens invasion af Ungarn bevirkede, at Dialogs novembernummer blev "noget forsinket", som det hed i lederen. Det udkom først i slutningen af måneden. Man havde med andre ord store problemer med, hvordan episoden i Ungarn skulle takles og forklares:

"Vi deler fuldt og helt det ønske, at Ungarn snarest må opleve den dag, da de sidste fremmede tropper forlader landet."

Det var godt nok, men så skyndte redaktionen sig at fastslå:

"Men vi mener, at det må ske sådan, at ikke fortidens verdslige og gejstlige magnater, men de ungarske arbejdere, bønder og intellektuelle bliver uinskrænkede herrer over deres land."

Socialismen i Ungarn måtte altså ikke anfægtes. De sovjettro, og kun dem, skulle få lov til at sidde i parti, hær og regering. Resten skulle formentlig fængles, sendes til Sibirien eller slås ihjel.

Redaktionen lagde videre vægt på, at alle parter bestræbte sig på at "fortsætte arbejdet for sameksistensen" og konkluderede: "Kort sagt: vi opfordrer til at genoptage det brobygningsarbejde, som på lykkelig måde prægede det internationale samliv indtil de sidste ugers begivenheder i øst og vest" (min fremh., MP). Hvad det var for begivenheder i Vest, stod hen i det uvisse. (Skrevet 20. november 1956).

Ro og orden

Hvornår var det nu, at SF kom til verden? De fleste mener at kunne huske, at partiet opstod i protest mod stalinismen, og at den direkte anstødssten var Sovjetunionens invasion af Ungarn. Blev SF dannet 4. november 1956? Nej! Det afgørende brud mellem DKP's centralkomite og formanden for DKP gennem mere end 25 år, Aksel Larsen, skete ikke i dagene efter invasionen. Det skete først dagen efter, at Aksel Larsen havde ladet sig 'hænge' af Osvald Helmuth på Avenyscenen 20. oktober 1958!

Der gik altså to år før Aksel Larsen og hans støtter tog sig sammen og gjorde det, Halldór Laxness kaldte "melde kommunistpartiet ud af kommunistpartiet", hvis stenhårde leder Aksel Larsen havde været i årtier.

I de to nævnte år lå Aksel Larsen og hans folk - ligesom Dialog - helt på linje med Moskva i alle afgørende spørgsmål, og de forsvarede sovjetkommunismen, som den udviklede sig videre i alle centraleuropæiske lande, uden at kritisere diktaturet og dets forbrydelser i nævneværdig grad.

I Folketinget 6. november 1956, seks dage efter invasionens begyndelse, sagde Aksel Larsen bl.a.:

"Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæosk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet."

Sovjetunionen havde altså ifølge Aksel Larsen reddet Europa fra en storkrig. Han tog ikke afstand trods talrige opfordringer:

"Situationen i Ungarn er for uklar, til at jeg vil opkaste mig til dommer."

Han beskyldte i samme forbindelse stats- og udenrigsminister H.C. Hansen for at gøre det hele til en partipolitisk agitation mod de danske kommunister.

I slutningen af november 1956 omtalte Aksel Larsen de ungarere, der var imod invasionen, som reaktionære og endog fascistiske. Det var Kremls formuleringer fra ende til anden: "kapitalistiske, feudale elementer med kardinal Mindszenty som ordfører". (Katolsk kardinal, som idømtes livsvarigt fængsel i 1949. Han blev befriet under opstanden 1956 og fik asyl i den amerikanske ambassade i Budapest.)

I sådanne vendinger brændemærkede Aksel Larsen næsten hele Ungarns befolkning, ikke mindst de mange flygtninge. Og han fortsatte på samme velkendte kommunistiske facon:

For at hindre fascismens sejr i Ungarn med umiddelbar krigsfare som følge, satte Sovjetunionen sine tropper ind for at bringe ro i landet."

SF's programudtalelse vedtaget på partiets første kongres, 6. juni 1959, finder man kun få mindre pæne ord om Sovjetunionen og socialismen som den udviklede sig i Ungarn og de andre sovjetdominerede lande. Under afsnittet "Socialismen må sejre" kan man læse følgende:

"Som økonomisk system er den (socialismen) i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dèr har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed."

Godt nok hedder det i udtalelsen, at "fremskridtene i de socialistiske stater har været hæmmet af alvorlige fejlgreb mod menneskerettighederne", og at "endnu mangler der meget i, at disse lande er nået en socialistisk styreform, der giver befolkningen fuld bestemmelsesret i alle styrets led ...", men man var med andre ord nået utrolig langt i disse lande (hvor ingen nævnes ved navn). Og nu kommer konklusionen:

"Men det ændrer ikke den kendsgerning, at socialismen som økonomisk system har vist sin bærekraft og har skabt stigende levefod og kulturel fremgang for hundreder millioner tidligere undertrykte og elendigt stillede mennesker." (Min fremh., MP).

Isoleret betonklods

Gert Petersen skriver følgende om SF's begyndelse i Håndbog i dansk politik fra 1993:

"Socialistisk Folkeparti blev officielt stiftet den 15. februar 1959 ... En afgørende årsag til deres brud med DKP var DKP-ledelsens store afhængighed af Sovjetunionen og Sovjetunionens dominans over kommunistpartierne."

Men hvis dette var årsagen til bruddet, så kunne man have valgt fra allerede i 1919, da DKP stiftedes samtidig som Komintern blev oprettet i Moskva. Ved Kominterns stiftelse grundfæstedes kommunistpartiernes lydighed mod socialismens fædreland, og fraktioner og divergerende meninger blev forbudt inden for organisationen. 1919 havde været et meget mere naturligt år at vælge end 1958-59, hvor det eneste motiv var en støtte til Jugoslavien og Tito mod Sovjet. Den uoverenstemmelse var opstået helt tilbage i 1948, hvor Jugoslavien, under heftige fordømmelser fra bl.a. Aksel Larsen, valgte sin egen linje inden for Den socialistiske lejr. Hvorfor kaldte Aksel Larsen i 1948 Tito: "kapitalisternes håndlanger og lakaj" i stedet for at støtte ham på det tidspunkt?

Årsagen var sandsynligvis, at Larsen slet ikke var specielt optaget af at støtte Tito i 1958, men derimod af, at få politisk indflydelse. DKP havde efter den brutale sovjetiske nedslagtning i Ungarn, totalt mistet den sympati i befolkningen det havde haft under krigen og efter 1945. Partiet var smeltet ind til en isoleret betonklods, som næsten alle så på med afsky.

Da Aksel Larsen ønskede magt og indflydelse, var han pisket til at tænke i nye baner og gøre noget selvstændigt ved sagen. Derfor sagde han i 1958 'nej' til et nyt sovjetisk direktiv til alle kommunistpartier om fordømmelse af Jugoslavien, skønt han nødig ville bryde med sit parti. Flertallet i DKP's ledelse sagde 'ja' til Kremls krav om fordømmelse. Det førte til, at Larsen i sommeren 1958 formulerede et memorandum mod Ib Nørlund og hans tilhængere i partiet. Det kom til åben strid, som endte med Larsens nederlag. Han blev nu nødt til at forlade sit parti, hvor lidt han end ønskede det.

Larsen og hans støtter skiftede om til demokratisk ham, og iklædte det socialistiske fabeldyr nye smukke gevandter. De kunne så beholde selve kernen i socialismen med forestillingerne om Utopia og tiltrække nye generationer af venstreintellektuelle, der ikke havde opgivet illusionerne.Her 50 år efter tragedien i Ungarn - hvor der atter er gadekampe og stærk utilfredshed med magthaverne i Ungarn - er der en god lejlighed til for SF'ere og andre demokratiske socialister til at diskutere, om socialismen overhovedet er en brugbar metode, endsige en teori, som kan overføres til dagens samfund, hvad enten det er i i- eller u-lande.

Mikkel Plum er forfatter og underviser

* Kronikken mandag:

Jorge Edwards: Er Putins Rusland en åndelig ørken?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu