Læsetid: 6 min.

Ungdomshuset blir, I kan rydde Røvhuset

Om at være stolt over en plakat med et vildt og trodsigt blik i stedet for tomme huller i et kranie. Om København, som ikke bør blive en kedeligere by - og om at være mor til en datter, som var med i opgøret om Faderhuset. Midt i vasketøjet og kartoffelskrællerne
6. oktober 2006

Ungdomshuset blir, I kan rydde Røvhuset! Disse ord på en sort plakat med dødningehoved og krydslagte knogler på en hvidmalet dør ... døren ind til min datters værelse for nogle år siden ... og her er der nok nogle forældre, der ville betakke sig og være en anelse nervøse for, hvordan det kunne udvikle sig, om afkommet nu var på vej ud i noget snavs, noget kriminelt, noget med brosten, molotovcocktails og civil ulydighed, og muligvis ville nogen forlange plakaten taget ned og herefter afkræve svar om det unge menneskes færden uden for skoletid ... men ikke jeg. Denne plakat med et vildt og trodsigt blik, der hvor der ellers kunne have været tomme huller i et kranie, gjorde mig pavestolt, jeg måtte lige standse på min vej med vasketøjskurven og mærke en egen rastløshed i blodet, en svag erindring om vild og kåd ungdom, ja, det indrømmer jeg.

Og havde jeg ikke selv af og til været inde omkring pigeværelset, når der gik lidt for meget computerspil, Sims og Roller Coaster i den, lidt for meget Robinson og alenlange amerikanske tv-serier med forudsigelige intriger og sagt: "Nej, sidder I nu der og hænger igen ... så gå da ud og gør noget, et eller andet, mal byen rød, bz nogle huse!" i kækhed og for sjov naturligvis, mens jeg samlede alt det service ind, der manglede i køkkenet.

Farvel til Barbie

Og inden man har set sig om, har pigen alligevel fået holdninger til andet end noget, der foregår i underholdningsindustrien. Barbie, bamserne og de lyserøde plyspuder er skiftet ud med sort/hvidt interiør. Det spørgende blik med ungdommens sort/hvide holdninger og temperament. Teen Spirit, spleen, koncerter, elguitarer og plakater med andre revolutionære eller samfunds- og eksistenstvivlende kompagnoner: Cure, Kurt Cubain og Jim Morrison. De lyse fletninger er klippet af og erstattet med de mest outrerede frisurer, Spice Girls-blusen skiftet ud med huller i tøjet, nittebælter, piercinger og læderjakke med lynlås og sprøjtemaling. Tiden går, og nu skal hun ud og demonstrere for Ungdomshuset ... igen?

Fint nok. Og havde jeg ikke selv i sin tid, ved nærmere eftertanke, stået først på barrikaderne i optøjerne omkring byggelegepladsen på Nørrebro i Den Sorte Firkant, dengang hvor Weidekamp havde andre planer med bydelen end den lokale befolkning, dengang hvor hele kvarteret blev erklæret i undtagelsestilstand, og hvor demonstranterne hårdt og brutalt blev holdt tilbage af kamp-klædte politibetjente og måtte stå i støvskyer af puds og splintret træ og skuffet se til, efter syv års kamp, mens bulldozerne alligevel kværnede ind over pladsen.

Herregud, det lille frirum, som beboerne havde indtaget til deres børn, de få kvadratmeter i et ellers tæt bebygget arbejderklassekvarter, hvor der gudhjælpemig ikke var megen plads til kreativ udfoldelse, og hvor al leg og boldspil i gården var forbudt.

Tiden går, det er over 25 år siden at kampen stod om Byggeren på Nørrebro, og kampen fortsætter stadig. For denne kamp om en legeplads, et frirum, et sted, hvor mennesker kan trække vejret, blev startskuddet til hele bz-bevægelsen, Allotria, Rutana-fabrikkerne, Sorte Hest og hele det autonome miljø omkring Ungdomshuset.

At være ung

Mange brosten og molotovcocktails er blevet smidt gennem gaderne gennem tiden, mange kampe mellem unge hætteklædte autonome på den ene side og kampklædte betjente på den anden.

Eller, kan man sige: kampe mellem den småborgerlige dydighed på den ene side, den hvor alle retter ind, står skoleret og gør som der forventes, og den vilde, uregerlige, uartige ungdom på den anden? Den ungdom, der gudskelov stadig ikke har mistet illusionen om, at verden kan forandres, stadig ikke har solgt deres sjæl til almindelig forbrugerisme, karrierevalg og boligspekulation, den ungdom, der ikke umiddelbart indordner sig efter den gældende samfundsorden, men står klar til at kæmpe for en anden...hvor uklar og til tider urealistisk den af og til måtte synes for os udenforstående... og her er det lige, man bør tænke efter, om dette oprør mod systemet, mod diverse systemer, ikke var det, der var udgangspunktet for en selv? Om det egentlig ikke er essensen af det at være ung, om det egentlig ikke er en menneskeret at stille sig skeptisk over for det bestående? Om det ikke bare er et generelt sundhedstegn?

Pigen har fået holdninger, selv om de gange, hun rent faktisk har været i Ungdomshuset til en koncert eller lignende, kan tælles på et par hænder, er hun alligevel solidarisk og går med i en demonstration. Hun ringer hjem fra mobiltelefonen og siger, at der er flere tusind unge mennesker på gaden, med hætter og hanekam, med sorte støvler og guitarmusik, og forsikrer mig om, at demon-strationen forløber fredeligt, selv om jeg kan høre deres taktfaste kampråb i baggrunden. Fingrene væk - det er vores Ungdomshus. Hvad I end sir - Ungdomshuset blir. Og den lille lurende advarsel, som jeg ikke drager det mindste i tvivl: Hvad I end gør - Ungdomshuset tør.

Djævlen i køkkenet

Al den fandenivoldske trodsige ungdom. Og her går jeg, er i gang med at skrælle kartofler og er blevet voksen i mellemtiden. Så at sige en helt almindelig fornuftig skatteydende borger i denne by ... og skal vi nu igen til at høre om det Ungdomshus, og hvorfor i alverden er konflikten ikke blevet løst for længe siden? Hvorfor i alverden valgte Københavns Borgerrepræsentation at give bolden videre og sælge skødet til huset i år 2000, allerede dengang under store protester, og så til en kristen organisation. Man skulle tro, der blev gjort åbenlyst nar af de unge.

Hvorfor Faderhuset, der nu står som ejere af Ungdomshuset, ikke bare sælger til den fond, der har stillet sig til rådighed med penge for købe huset og give det til de unge, står for mig lidt hen i det uvisse. Når alt kommer til alt, må det jo være helt i tråd med regeringens politik, at konflikter bliver løst af godgørenhed i stedet for af politikerne.

Og her er der altid nogen, der kommer med løftede pegefingre og taler om økonomi, om selvtægt og ejendomsret. Om love og paragraffer, der skal overholdes af os alle for at hele samfundet ikke skal falde fra hinanden ... og her er det så, at en djævel indtager mit køkken, og jeg bliver nok aldrig rigtig voksen. Jeg giver fanden i al den selvretfærdige snusfornuft, smider forklædet, tager den mindste i hånden og løber demonstrationen i møde for at følges med den det sidste stykke vej fra Knippelsbro til Christiania.

Bare et frirum

For i bund og grund er denne konflikt vel et spørgsmål om menneskesyn.

Og hvilken samfund og by er det egentlig vi ønsker os?En by, hvor alle indordner sig og gør som der bliver sagt, hvor vi alle ligner hinanden, mener det samme og gør det samme, eller en mere rummelig by med plads til dem, der stikker ud og er anderledes?

Hvad ønsker de unge sig?

Bare et sted, en legeplads, nogle få kvadratmeter, et frirum uden kontrol, hvor de kan have deres cafe, trykke deres plakater, deres løbesedler og afholde deres koncerter. Være sammen, spise sammen og spille musik. Hvor de kan planlægge deres aktioner, deres eksperimenterende gadegøgl og gang i den, udtrykke deres mening på deres egen måde, om et samfund, der også er deres. Have visioner for en fremtid, der også er deres.

I mine ører lyder det ikke som ballade, anarki, selvtægt og samfundsskadelig virksomhed. Det lyder som kreativ tænkning og selvstændighed. Det lyder som unge mennesker med holdninger, mennesker, der kan tænke selv, og det, synes jeg, er helt vildt befriende.

Og her for nylig var der så alligevel nedbrændte skraldecontainere midt ude på gaden, gamle sodede madrasser, smeltede bildæk og afsvedne kasser af pap.

Lugten af bål i gaderne hænger stadig i hele kvarteret, og så er alt jo ved det gamle efter en ikke helt så fredelig demonstration, gudskelov ... København skulle jo nødig gå hen og blive en kedelig by.

Laila Ingrid Rasmussen er forfatter

nKronik i morgen: Egon Clausen: It-fyrtårnet i Fremtidens Bibliotek

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her