Læsetid: 3 min.

Ungdomsoprøret som genopførelse i et stadigt mere ghettoiseret samfund

En ny arbejdsmarkedsreform oprører påny den franske ungdom. Men denne gang er det nogen andre biler, de sætter ild til
18. marts 2006

En ny arbejdsmarkedsreform, der giver arbejdsgivere ret til uden begrundelse at fyre unge under 26 år i løbet af de første to års ansættelse, ophidser franske gymnasieelever og studerende.

Demonstrationer, strejker og boykot har ramt uddannelsesinstitutioner landet over. Da en gruppe studerende sidste uge besatte universitetet Sorbonne, nåede opstanden nye højder. Besættelsen og de efterfølgende sammenstød med politiet genkaldte minder om studenteroprøret i maj 1968. De manifesterendes sag stod skarpt i et historisk fordelagtigt lys. Det lignede det stadigt samme ungdomsoprør, hvis evige tilbagekomst polemikeren Eric Zemmour nogle uger forinden havde ironiseret over i Figaro.

"Det gentager sig regelmæssigt ligesom i en tv-serie: De unge i gaderne, mere eller mindre inspirerede slogan, en venstrefløj, der råber op om 'skandale', påberåber sig 'reaktion', en højrefløj, der ryster, trækker sig og opgiver. Det er på en og samme tid indvielsesrite, aftenkursus og redningsplanke. Det er ilddåben for enhver ny generation, der må måle sig med ledestjernen, de glorværdige mestre; dem, der var dér dengang i '68; dem, der begyndte, dominerede og kastrerede," skrev Zemmour.

Men de seneste ugers protestaktioner i Frankrig er trods parallellen til '68 hverken et kollektivt selvrealiseringsprojekt, en pubertær prøvelse eller en stiløvelse. Da der i forgangne uge blev kastet med sten mod politiet på Boulevard Saint-Germain lød der ingen 68'er-poesi à la 'under brostenene, stranden.'

Efter hvad man i Frankrig kalder 'de 30 gyldne år' i kølvandet på Anden Verdenskrig, er det i de sidste tre årtier gået støt nedad for republikken. Den omsiggribende uro i landet er ikke et moment i en større frigørelsesproces. Hvad de unge i dag påberåber sig er ikke rettigheder, som ingen ungdom endnu har nydt. Snarere gamle rettigheder, som tidligere generationer havde opnået. Kampen for jobtryghed er ikke en kamp for større fleksibilitet, men større stabilitet.

Hvad de unge kæmper imod er ikke engang særligt 'ungt'. Det er snarere den usikkerhed, der i dag rammer alle aldersgrupper og især de yngre og ældre på arbejdsmarkedet. De unges utryghed er bare så meget desto mere ildevarslende, da de er fremtiden.

I le Monde Diplomatique fortæller socio-økonomen Florence Lefresne historien om, hvorledes man siden det 19. århundrede har arbejdet på at afskaffe 'lønslaveriet'. Og hvorledes mange af de goder, som lønmodtagere har opnået i sidste halvdel af det 20. århundrede, er gået tabt i løbet af de sidste år. Blandt de nye onder nævnes stress og blandt de nye eller genkomne sociale grupper fremhæves "fattige arbejdere" og evighedspraktikanter.

"Men hvem er disse unge," spørger flere kommentatorer og journalister forvirrede med henvisning til det mindretal af elever og studerende, der ikke vil deltage. En aktion ved Poitiers øst for Paris, hvor velorganiserede studerende har brændt biler bygget i pap af, lader ane, at de er solidariske med andre end 68'erne.

Selvom en undersøgelse viser, at 62 procent af befolkningen mener, at de studerende "har ret," tyder noget på, at de unge i forstæderne, der for snart et halvt år siden gjorde oprør, til gengæld ikke identificerer sig med kampen mod arbejdsmarkedsreformen.

I sit forsvar for den ny kontrakt har premierminister Villepin søgt at tale til hele den franske "ungdom" uden dog at tilsløre, at tiltaget er møntet på "de unge, der har størst problemer." Ifølge en enqute i avisen Libération synes man i forstæderne mindre skeptisk over for ordningen. I de belastede kvarterer er ungdomsarbejdsløsheden nærved dobbelt så stor som landsgennemsnittet. Frygten for at blive fyret overskygges af det akutte behov for at komme i arbejde. "Jeg foretrækker at finde et arbejde, hvor jeg ikke ved om man vil fyre mig eller ej, fremfor slet ikke at få noget," siger Karim, 20 år.

Under brostenene er der ikke længere nogen strand, hvor skellene udviskes i sandet. Der er en tiltagende ghettoisering, hvor hver gruppe lever på hver sin sten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu