Læsetid: 4 min.

Unge demokratier under pres

I Thailand og Filippinerne bruger de folkevalgte ledere alle midler for at inddæmme deres befolkningers voksende utilfredshed og bringe kritikere til tavshed
5. april 2006

"Efter at valget nu er overstået, bør vi atter kunne vende tilbage til lov og ordentilstande," sagde Thailands nationale politichef, general Kowit Watana i søndags, da stemmelokalerne var lukket til det nyvalg, en trængt premierminister Thaksin Shinawatra havde udskrevet som svar på de vedholdende gadedemonstrationer i Bangkok. "Politiet har udvist stor tilbageholdenhed," tilføjede han. Hans vicechef, Priawpan Damapong (som tilfældigvis er premierministernes svoger) afstod taktfuldt fra at sige noget, men budskabet var da også ganske umisforståeligt.

General Chaisit Shinawatra, den øverste chef for Thailands væbnede styrker, holdt også tand for tunge (måske fordi han trods alt kun er premierministerens fætter), men hærchef Soonthi Boonyaratglin udtrykte de væbnede styrkers holdning lige så utvetydigt:

"Vi ser alle gerne, at roen nu genoprettes, efter at disse optøjer nu har varet i månedsvis." Alligevel svor demonstrationslederne, at de agtede at fortsætte, indtil Thaksin går af - i går gav han efter for deres pres, og skønt demonstranterne jublede over, hvad de så som en klar sejr, gik spekulationerne på, at Thaksin nu pønser på at indsætte en stråmand i det parlament, hans parti totalt dominerer og således ikke slippe magtens tøjler af hænde. Krisen er med andre ord ikke ovre.

Det var et bizart valg, som blev boykottet af tre af de største oppositionspartier, fordi de vidste, de ville tabe. To tredjedele af mandaterne var dermed reelt uomstridte, og Thaksins populistiske Thai Rak Thai-parti sikrede sig dem da også helt automatisk. Men i Bangkok og i syd, hvor støtten til ham er lille, kunne 38 parlamentspladser ikke besættes, fordi en kandidat skal have mindst 20 procent af valgdistrikternes stemmeberettigede for at kunne vinde. Parlamentet kan ikke lovligt træde sammen, før alle 400 pladser er besat, og selv det andenrunde-valg, der efter planen skal finde sted i næste måned, vil ikke nødvendigvis kunne rette op på det. Hvis og når parlamentet træder sammen, vil det næsten udelukkende indeholde Thai Rak Thai-medlemmer, hvilket kan få gadeprotesterne i Bangkok til omgående at blusse op igen. Thailands demokrati, der blev grundlagt i ikke-voldelige demonstranters blod i 1992, er med andre ord på vej ud i farlige farvande. "Vi håber, vi kan undgå at proklamere nødretstilstand," sagde Thaksin for nylig. "Men ser vi ingen anden udvej, vil vi ikke tøve et øjeblik."

Filippinsk elite

I Filippinerne, der i 1986 også var hjemsted for en ikke-voldelig, demokratisk revolution, valgte præsident Gloria Macapagal Arroyo i februar netop at proklamere nødretstilstand som reaktion imod, hvad hun påstod var et kupkomplot. Den varede formelt en uge, og 16 påståede kupledere - et besynderligt miks af underordnede officerer, oppositionspolitikere og en enkelt kommunistisk oprørsleder risikerer nu strenge straffe. Men krisestemningen varer ved, og mange filippinere frygter for, at landet igen er ved at glide hen imod en de facto krigsretstilstand.

Den filippinske politichef, general Arturo Lomibao, advarede for nylig de filippinske medier om, at de risikerer retsforfølgelse, hvis de overtræder en ny lov, som forbyder "handlinger, som skader den filippinske stat ved at obstruere den embedsudøvelse, herunder at hindre økonomiens vækst og sabotere folkets tillid til deres regering og tiltro til landets fremtid."

Strategien er ikke så forskellig fra premierminister Thaksins fremgangsmåde i Thailand, der omfatter en brådsø af retssager imod alle individuelle journalister, der kritiserer hans regering. (Thaksin er milliardær - det er de færreste journalister). I begge tilfælde er det egentlige mål at etablere øget selvcensur hos politiske modstandere.

Thaksin, der er en self-made mediemagnat af etnisk-kinesisk baggrund fra Thailands fattige nordregion, er vidt forskellig fra Gloria Arroyo, datteren af en traditionel filippinsk elitefamilie, som i generationer har deltaget i det politiske spil for at beskytte egen rigdom. Men de operer i politiske kontekster, der meget ligner hinanden, skønt de har stik modsatte indfaldsvinkler til problemerne. Thailand og Filippinerne har nydt godt af den bølge af ikke-voldelige, demokratiske revolutioner, der er skyllet gennem verden over de sidste 20 år, og begge har siden måttet sande, hvor vanskeligt det er for så relativt fattige lande at få demokratiet til at fungere i det lange, seje træk.

Trods sine mange fejl appellerer Thaksin fortsat ganske stærkt til det flertal af thailændere, der er fattige bønder, fordi han har brugt betydelige skatteydermidler på at oprette gratis sundhedspleje og iværksætte ambitiøse egnsudviklingsprojekter i landdistrikterne. Til gengæld er han afskyet i Bangkoks middelklasse, der ikke synes om, at deres skattepenge skal kanaliseres ud til de fattige, og i den traditionelle finansaristokrati, der ser ham som en parvenu med stærke forbindelse til international storkapital.

Korrupt drukkenbolt

Arroyo blev i 2004 valgt til sine anden periode i et valg, der nok var skæmmet af 'uregelmæssigheder', men dog var grundlæggende frit, men hun kom først til magten i 2000 ved en ikke-voldelig revolution, der styrtede den lovligt valgte præsident, Joseph Estrada. Han var en drukkenbolt, en tåbe og en skurk, men han appellerede til de samme samfundsklasser, overvejende fattige i landdistrikter, som Thaksin gør - i hans tilfælde, fordi han som filmstjerne havde opnået berømmelse ved at spille kække underdog-roller.

Estrada blev væltet, fordi han var gennemkorrupt, men også fordi han udfordrede den bestående orden. De kredse, der styrtede ham, var Manillas middelklasse - i høj grad den samme type grupperinger, som demonstrerede i dagevis for at fremkalde Thaksins tilbagetræden.

Jo fattigere et land er, desto sværere er det at få et demokrati til at fungere og rodfæste sig, kunne det se ud til. Kløften mellem rige og fattige driver det politiske spil ud i udemokratiske ekstremer. Men Thailand står trods alt med en bedre chance for at afværge sin krise uden alvorlige konsekvenser for sit demokrati - simpelt hen fordi der er meget større velstand i Thailand til at betale for de nødvendige varige politiske kompromisser.

Gwynne Dyer er uafhængig britisk journalist og forfatter

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu