Læsetid: 5 min.

Den unge Franzens genvordigheder

Celeb-forfatteren til 'Korrektioner' stiller skarpt på sin opvækst og en svunden tid. Det er højst overraskende og yderst fornøjelig læsning
28. april 2007

"I en vis forstand er jeg stolt af, at jeg ikke er som alle andre," skrev Jonathan Franzen i essaysamlingen Hvordan man er alene (2002). Heri forklarer han også, hvorfor han var så skeptisk ved udsigten til at stille op i Oprahs tv-show, at værtinden valgte at droppe ham, ligesom han i et tredje essay fra samlingen skriver, at "den første lektie, læsningen giver os er, hvordan man er alene."

Med til historien hører, at Jonathan Franzen (født 1959) med sine tre romaner, deriblandt verdenssuccesen Korrektioner (2001), har etableret sig som en af tidens mest distinkte og ambitiøse yngre amerikanske forfattere, hvorfor i hvert fald denne signatur længe har siddet med indtrykket af en selvsikker og afklaret mand, der hellere end gerne undgik rampelyset for at læse russiske klassikere eller tænke kunstneriske tanker i ensomhed.

Efter at have læst Ubekvemmelighedszonen spekulerer jeg på, om jeg har taget fejl.

Læser pornoblade

En personlig beretning er undertitlen på samlingen, der indeholder seks essays, hvoraf fire af dem tidligere har været trykt i magasinet The New Yorker.

Og personlig er lige, hvad Franzen er her. Væk er de tidligere essays vrede, undrende og forklarende tone, og i stedet tegner forfatteren et selvportræt af en intelligent, nørdet og meget uheldig dreng, der med egne ord var "en slughals efter opmærksomhed".

"Jeg havde intet imod disse børn udover en desperat frygt for at blive taget for at være en af dem," skriver Franzen om gruppen kaldet Den sociale død, som han langt hen ad vejen undgår at blive sat i bås med, selv om han som 14-årig læser og ikke kigger i pornoblade, ikke kender forskel på ordene onani og menstruation - det kan selvfølgelig også være sværere på engelsk, hvor det første hedder masturbation - og selv om hans største helte er opfinderen Edison og Nuser fra Radiserne.

Heldigvis vokser Franzen op i en lille forstad i 60'erne, "midt i landet og midt i den amerikanske middelklasses guldalder", hvor traditionelle dyder som kløgt og gåpåmod stadig dyrkes, hvorfor han aldrig savner venner.

Værre er det med kærester. Den første falder ned fra et tag og brækker ryggen, dagen inden sommeren, hvor han havde regnet med "at begynde at drikke og dyrke sex", reelt set bliver skudt i gang; senere lægger Franzen op til en skønhed, han har danset med til en fest, men - for nu atter at bruge forfatterens egen tørre konstatering - "hun havde både kæreste og et heroinmisbrug".

Flygter ind i Radiserne

Og sådan går det derudad med personlige oplevelser, der løfter sig til en kredsen omkring et emne, der også burde interesse folk, der ikke kender til forfatterskabet.

I "To ponyer" gælder det eksempelvis generationskløften i 1960'erne, som den udspillede sig mellem Franzens forældre og hans to større brødre, mens verdens miljøproblemer ses i skæret af moderens død og hans skilsmisse i "Mit fugleproblem".

"To ponyer" foregår i 1970, hvor nationen er på randen af borgerkrig og fire studerende på Kent State University bliver dræbt af National Garden.

"Jeg vidste det ikke, men en epidemi var brudt ud i hele landet," skriver Franzen, der som 10-årig gradvist må erkende, at epidemien også sniger sig ind i dagligstuen.

Jonathans far har brugt det meste af sit liv på at gøre det, hans far havde forventet af ham - passet sit job ved jernbanen og forsørget sin familie. Det regnede farmand også med, at Jonathans storebror ville gøre, men Tom, som han hedder, vil hellere lave eksperimenterende kunstfilm. Inden da havde de største skænderier i hjemmet handlet om Frank Zappa, men pludselig er det alvor, og det ender med, at Tom rejser hjemmefra en sen aften, hvor Jonathan lader som om, at han sover.

Mens faren dagligt brokker sig over, at moren skruer ned på termostaten, så varmen ryger ned under "bekvemmelighedszonen" på mellem 22 og 25 grader, begynder Jonathan at dyrke Radiserne. Her finder han den tryghed, han fornemmer, er ved at forsvinde omkring ham. Ingen vokser, ingen udvikler sig i de tegnede striber, og i Nuser finder Franzen en sjæleven, der akkurat som ham selv var "den perfekte jubelglade egoist, der spillede stjernen i sine latterlige fantasier og badede i alles opmærksomhed."

Også i "Mit fugleproblem" forsøger Franzen at flygte. Denne gang ud i vildnisset for at observere fugle eller vandre i egne tanker, der udover hans skrantende ægteskab og hans mors død kredser om den globale opvarmning. Alle tre ting gør ham foruroliget, men ikke nok til at han for alvor orker at gøre noget ved dem ...

Krævende oversættelse

Disse to essays samt "Then Joy Breaks Through", der blandt andet stiller skarpt på spændingerne mellem kønnene i 70'erne, er højdepunkterne i en samling, der forbløffer ved slet ikke at komme ind på forfatterskabet.

Vi genkender temaer, figurer, steder, situationer, men efter at Franzen sidst skrev om sit liv som voksen og succesfuld forfatter, har han denne gang valgt at præsentere os for historien om dengang, han var ganske ung, tilsyneladende ikke drømte om at blive forfatter og i hvert fald langtfra var succesfuld. Måske får vi et kig ind i scriptoriet ved en anden lejlighed.

Indtil da kan vi glæde os over den indsigtsfulde, underholdende og knastørthumoristiske Ubekvemmelighedszonen, der finder sit brændstof i Franzens usikre balancegang mellem lysten til at passe sig selv og ønsket om at være populær, samt ikke mindst i hans undren over, hvordan han og USA har ændret værdier på så markant vis i løbet af det sidste halve århundrede - og undervejs måske også mistet en del af sig selv.

Oversættelsen må mildt sagt have været lidt af en opgave. Mich Vraa, der også har oversat de to andre Franzen-titler, vi har fået på dansk, beviser dog atter, at han har et solidt greb om forfatterens på én gang skarpe og poetiske prosa fyldt med slang, skjulte referencer og ordlege.

I originalversionen, som jeg læste, da den udkom sidste år, har jeg i marginen udfor følgende formulering noteret en interesse for en eventuel oversættelse:

"(I)n California, after my first morning look at a foraging grosbeak or a diving scoter, I felt connected to a nicely calibrated drip of speed."

Her er Vraas bud:

"(N)år jeg i Californien havde set morgenens første kernebider spise dagens første måltid eller fulgte en dykkende sortand med øjnene, følte jeg mig forbundet med en fint justeret flugt gennem rummet."

Jonathan Franzen: Ubekvemmelighedszonen Oversat af Mich Vraa. Gyldendal 199 sider. 225 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her