Over 500 kunstnere vil i de næste godt to måneder fodre interesserede danskere med kunst og kultur fra Mellemøsten. Hånd i hånd med det overraskelsesmoment, der fra arrangørernes side har været vigtigt, går bekræftigelsen og traditionen.
Derfor vil man på dette års festival kunne opleve pulserende arabiske hip hop rytmer i samspil med den mere traditionelle folkemusik. Som del af musikprogrammet, der på mange måder er det mest spektakulære, vil man kunne lytte til det libanesisk dødsmetalband 'Oath to vanquish' samt krydre disse toner med klassisk Raï-musik, fra den verdens kendte sanger Cheb Mami. Et andet absolut højdepunkt vil være, når den egyptiske stjerne Natasha Atlas går på scenen og synger numre i sin egen stil 'Cha'abi moderne'. Hun har på mange måder fornyet den egyptiske popmusik og er et af festivalens største navne.
Ungdomskultur
Divaen er på mange måder et meget godt udtryk for det store mix af fornyelse og tradition, mange unge kunstnere i regionen står for.
Mellemøsten er et af de områder i verden med de yngste befolkninger. I nogle lande er størstedelen af borgerne under 30 år, og det afspejles selvfølgelig i programmet, hvor mange er nye på den kunstneriske arena.
Bykulturen er også til debat og under lup ved festivalen. Det ses stærkt repræsenteret i filmprogrammet, hvor en film som Heaven's Doors handler om gangstere i Casablancas hårde gader. Filmen er lavet af to meget unge kunstnere - de marokkanske brødre Swel og Imad Noury, som i en alder af bare 28 og 23 år har lavet denne roste film.
Filmen Kiss me not on the eyes er endnu et eksempel på, hvordan byen, ungdommen og dennes kamp med traditionen har en stor betydning og er et omdrejningspunkt for mange af de unge kunstnere. Filmen er instrueret af Jocelyn Saab.
Fra flere sider har der været ytret ønske om, at dette års festival også skulle indeholde noget for det helt unge publikum. Derfor vil der kunne ses libanesisk dukketeater. Stykket hedder Let Merjane sleep.
En anden stor begivenhed for de mindste vil være, når den legendariske cirkusfamilie Taub fra Marokko går på scenen og kreerer cirkus, så alle holder vejret.
Begrænset spredning
Images of the Middle East vil i de seks uger den varer være at finde i ni byer spredt over hele landet - Odense, Århus, Skive, Vordingborg, Ringsted, Roskilde, Hillerød og Helsingør.
Flere af byerne har indarbejdet arrangementer i allerede eksisterende kulturelle begivenheder, som eksempelvis Roskilde-natten. Udbuddet i de respektive byer er bredt, og mange store navne vil gæste dem, blandt andet forfatteren og debattøren Elias Khoury fra Libanon kunne høres i København, Helsingør og Odense.