Læsetid: 3 min.

Unge politikere vil hæve boligskat

Næste generation af politikere vil gøre op med fredningen af boligejerne, viser rundspørge. Ejendomsværdiskatten skal op
23. august 2005

Boligejerne kan forvente højere skatter, når fremtidens politikere tager over.

Det viser en rundspørge, som Information har foretaget blandt de fem største partiers ungdomsafdelinger.

Mens Folketingets store partier er enige om at frede boligejerne, så er de yngre politikere i forskellig grad parate til et opgør. Især fordi de stigende huspriser hovedsagelig rammer netop yngre danskere.

"Jeg er meget kritisk over for den måde, de nuværende politikere har bygget systemet op på, fordi det bliver så svært at ændre igen. Folk har jo sat sig dyrt - med nye låneformer og skattestoppet, og det bliver svært at foretage de forandringer, vi gerne vil have," siger landsformand Zenia Stampe, Radikal Ungdom.

De fem ungdomspartier - radikale, konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne - er først og fremmest indstillede på at hæve den almindelige boligskat - ejendomsværdiskatten.

Partierne er enige om at afvise en skat på gevinsten ved boligsalg, mens boligejerne risikerer at måtte vinke farvel til de populære lånetyper, flex- og afdragsfri lån.

Hæv boligskat

Hos Socialdemokraterne er boligejerne officielt et fredet folkefærd. Men ikke i partiets ungdomsafdeling:

"Vi vil gerne have flyttet en del af skatten fra arbejde til boliger. Vi skal omlægge skattesystemet, så boligskatterne stiger og arbejdsskatten falder," siger landsformand Jacob Bjerregaard, DSU.

Venstres Ungdom er ikke afvisende:

"Det kan komme på tale som en del af en samlet reform. Men man kan ikke bare hæve boligskatten, for så sætter vi folk i en situation, hvor de ikke har råd," siger finans- og skatteordfører i VU, Rune Selsing.

Samtlige fem store partiers ungdomsafdelinger er dermed indstillede på at di-skutere en hævet ejendomsværdiskat.

VK-regeringens skattestop lægger i dag loft over, hvor meget ejendomsværdiskatten kan stige. Derfor er skatten ikke fulgt med de store prisstigninger, som især boligejere i hovedstadsområdet nyder godt af.

Både ungdomsafdelingerne i Socialdemokraterne og de radikale vil sætte ejendomsværdiskatten op. Dansk Folkepartis ungdom vil gerne se på en højere ejendomsværdiskat, men først efter et valg.

Og hos Konservativ Ungdom siger landsformand Kasper Hülsen:

"I bund og grund er skattestoppet noget fis. Og at holde fast i det af retoriske årsager er åndssvagt. Hvis vi skal hæve skatten her for at indrette samfundet, som vi har brug for, så har jeg ikke noget imod at se på det."

$SUBT_ON$Stop for lån

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom er desuden, som det eneste af ungdomspartierne, parat til også at gribe ind mod flex- og afdragsfrie lån.

"En model kan være at afvikle muligheden for at tage afdragsfrie lån, f.eks. over 10 år. Og samtidig reservere den lånemulighed til førstegangs købere," siger Jacob Bjerregaard.

Modstanden mod de nye låneformer, der er med til at drive priserne op på boligmarkedet, deles af Dansk Folkepartis ungdomsformand, Kenneth Kristensen:

"Jeg er ingen stor fan af afdragsfri lån, for på et tidspunkt bliver også Danmark ramt af stilstand, og jeg frygter, at især mange yngre familier så vil brænde nallerne. Jeg tror desværre bare, at når vi har givet tilladelse til de her lån, så kan vi ikke trække det tilbage," siger Kenneth Kristensen (DFU).

Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom afviser at røre ved boligejernes lånemuligheder og vil heller ikke beskatte et eventuelt overskud, når boligen sælges.

Netop en skat på boligsalg står centralt i hele debatten om boligmarkedet efter at den radikale ordfører Charlotte Fischer forrige uge foreslog netop en skat på avancen ved salg.

Her afviser alle de fem største partiers ungdomsafdelinger dog at indføre en sådan skat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu