Læsetid: 3 min.

Unge skelner fint mellem porno og virkelighed

Trods nedringede musikvideoer, sexede reklamer, rå pornofilm og skumle internetsider kan de fleste unge sagtens skelne mellem billede og virkelighed, mener seksualforsker
27. maj 2005

Bryster lige i fjæset. Det er, hvad den unge generation - også kaldet MTV-generationen - er vokset op med. Men netop fordi sex i det offentlige rum er og altid har været en del af de unges liv, er de eksperter i at skelne mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er en plat eller pirrende fiktion. Det mener seksualforsker og formand for Sex & Samfund, Christian Graugaard:

"Fra dag ét i deres liv, har de levet i en seksualiseret verden. Det er den virkelighed, de er vant til at manøvrere i," siger Christian Graugaard. Eller som han formulerer det: "De kan skelne 'cool' fra 'klamt'."

Christian Graugaard mener, at de unge har en veludviklet ironisk distance til det, de møder i de mange medier:

"De har en kritisk, ironisk distance til det, de ser. De remixer - for nu at bruge et af deres egne ord. De remixer virkelighedens signalstorm, og så leger de. Prøver ting af, undersøger og går på opdagelse," siger Christian Graugaard.

Og de ældre generationer skal tage det roligt - der er ingen grund til panik.

"Vi lever i en bekymringskultur. Vi får dagligt at vide, at verden er af lave, og at det står skidt til med de unges adfærd og omgangsformer. Men vi skal altså ikke have en Pavlovsk forhåndsantagelse om, at de danske teenagere er rå og tankeløse. De unge dyrker ikke urinsex i 8. klasse - eller hvad man nu læser på spisesedlerne. Tvært -imod er der ikke noget, der tyder på, at de er vilde, blodige og ubetænksomme i deres seksuelle adfærd. Den seksuelle debutalder har faktisk ikke ændret sig i årtier, og de fleste unge er nærmest romantikere," siger Christian Graugaard.

Birgitte Simonsen er leder af Center for Ungdomsforskning. Hun er enig med Christian Graugaard - men der er også en gruppe unge, der har problemer, understreger hun:

"Jeg er enig i, at for det store flertal er det ikke noget problem. Det er ikke et problem for de velfungerende og velstimulerede. Men der en gruppe af unge, som måske har sværere ved at skelne - nogle som har sværere ved at være kritiske og ved at orientere sig i mediebilledet," siger Birgitte Simonsen.

Og det er de unge, der i forvejen er de svageste:

"Det kan være dem, der måske ikke er så vakse i udgangspunktet. De kan ikke se det citerende i det. De kan ikke afkode det. Og det er så dem, der kan finde på at kalde pigerne for ludere - fordi de har set og hørt sådan noget," siger Birgitte Simonsen.

Oplysning

Det er ikke muligt at censorere pornografien ud af det offentlige rum. Derfor er der kun vej frem:

"Der skal mere kvalificeret oplysning til. Vi skal forklare de unge drenge, at man ikke er underlig, fordi man ikke kan fem gange inden midnat - eller hvis man som 17-årig kun har prøvet at holde i hånd," siger Birgitte Simonsen. Christian Graugaard er enig:

"Det er klart, at der er en restgruppe. Men deres grundproblem er socialt, ikke seksuelt - så den sociale indsats skal hele tiden sofistikeres for at nå dem," siger Christian Graugaard.

Han så også gerne, at seksualundervisningen blev bedre på både skoler og seminarier:

"Det er ikke længere tilstrækkeligt at undervise om menstruationscyklus og påførelse af kondomer. Man må diskutere de relevante problemstillinger med de unge. Hvordan ser I på verden? Vil I gerne ligne Christina Aguilera? Det er også meget sjovere end at dynge dem til med sine egne forskrækkelser. Det skal være de unge, der er eksperterne på deres eget liv," siger Christian Graugaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu