Læsetid: 2 min.

Unge skal vide der er et alternativ til gymnasiet

Gymnasierne er ikke gode nok til at sortere eleverne fra, og taxametersystemet risikerer at øge frafaldet, mener leder af Center For Ungdomsvejledning i København
15. juli 2006

Bedre vejledning. Sådan lyder en betydelig del af svaret på, hvordan man får flere unge gennem uddannelsessystemet.

Når gymnasier med mange tosprogede elever må sige farvel til hver anden i utide, skyldes det ifølge leder af Ungdomsvejledningen i København, Leif Erik Pedersen, at for mange vælger gymnasiet.

Se på alternativer

"Man skal fra samfundets side gøre op med forestillingen om, at gymnasiet er den eneste ungdomsuddannelse med valeur. Hvis karakteren er til det, og forældrene ønsker det, kan man ikke forskanse adgangen til gymnasiet. Men mange ville have meget større glæde af at tage en erhvervsuddannelse og tilegne sig de kompetencer, der ligger hos en dygtig håndværker."

Mens gymnasiepædagogikken ifølge flere eksperter ikke er gearet til unge fra uddannelsesfremmede hjem, så risikerer tendensen til frafaldet ifølge Leif Erik Pedersen at stige, når institutionerne fra 2008 overgår til taxameterstyring.

"Når man får penge for, hvor mange elever man tager ind, vil det påvirke incitamentet til at optage eleverne. Men jeg kan ikke se, hvori incitamentet til at fastholde dem ligger i den model," siger han. Ungdomsvejledningen tager kontakt til folkeskoleeleverne allerede i 6. klasse med fokus på især de elever, der har vanskeligheder i deres skolegang.

Andre mål og drømme

Men planer for videre uddannelse bliver lagt i samarbejde med samtlige elever i samarbejde med klasselærere og forældre.

Leif Erik Pedersen roser de nye tiltag mod frafald som eksempelvis mentorordninger, men han beklager, at regeringen i 2002 valgte at nedlægge den fri ungdomsuddannelse. "Vi skal vejlede, men vi har et kæmpeproblem, hvis ikke vi har et sted at vejlede hen til. Den fri ungdomsuddannelse var en ventil for de unge, der havde andre mål og drømme og en vej til, at de kunne afprøve nogle ting.

Der var faktisk mange, der gik videre på andre uddannelser. I dag er der mange, der savner den mulighed - den uddannelse havde en mission." Leif Erik Pedersen er af hensyn til de fagligt svage eller umodne elever godt tilfreds med, at regeringens forslag om at begrænse 10. klasse ser ud til at falde til jorden.

"Der er ingen tvivl om, at 10. klasse er med til at begrænse frafaldet. Dem, der har det svært, skal have mere hjælp. Jo tættere vi er på at nå de 95 procent, desto sværere bliver det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu