Læsetid: 4 min.

Den universelle models undergang

Engang så Sverige sig selv verdenssamfundets moralske duks. International menneskerettighedsaktivisme var en forlængelse af verdens mest moderne velfærdsstat. Det selvbillede er gået tabt over de sidste 15 år – ikke mindst på den borgerlige fløj, hvor nationalpopulisme og spindoktori (inspiret af Danmarks Venstre) i stigende grad skæmmer det politiske liv
16. september 2006

I Olav Hergels roman Flygtningen er Sverige redningen fra kollektivt hysteri i nutidens Danmark. Bogens heltinde flygter som krigsårenes danske jøder til nabolandet i fiskekutter fra Snekkersten. Med sig i sikkerhed over Øresund fører hun den terroristanklagede iraker Nazir. Deres redningsmand i nøden under hetzjagten gennem Danmark er en velkendt præst og folketingskandidat for DF, hvis samvittighed byder ham at handle i oprør imod sit politiske grundlag. I Sverige bliver de begge hilst velkomne som helte. Den svenske indenrigsminister kommer i åben konflikt med nabolandets regering ved at love dem fuld beskyttelse. Han ved, at i Sverige er omsorg for menneskerettigheder en grundpille for regeringsmagten.

For meget længe siden handlede en svensk partileder, som om dette udgangs-punkt var en selvfølgelighed. Det liberale Folkepartiet havde stor fremgang, da de borgerlige partier vandt valget i begyndelsen af 1990'erne. Men hine år bragte også et gennembrud til det højrepopulistiske parti Ny Demokrati, som vandt sin fremgang ved at udpege indvandrere som årsagen til Sveriges økonomiske problemer. Da de borgerlige partiledere samledes i tv-studiet for at fejre deres sejr, fik de selskab af populistpartiet Ny Demokratis to ledere, begge berygtede for deres hånlige tone over for etablerede politikere pga. disses påståede tavshed i indvandrerspørgsmål. Folkpartiets leder, Bengt Westerberg, forlod tv-studiet i protest mod det påtvungne selskab. Han ville ikke dele bord med racistiske politikere.

Set i tilbageblik markerer dette slutpunktet for den svenske models selvbillede som den universelt tænkende undtagelse i en brutal verdensorden. Jeg er selv for evigt præget af denne nationale ideologi. Jeg kan ikke synge nationalsangen uden at føle mig pinligt berørt. Jeg har aldrig hyldet et svensk flag. Den eneste form for national stolthed, jeg bærer i mig, knytter sig til forgangne hændelser som Sveriges støtte til ANC i Sydafrika og Olof Palmes klare sprog om Vietnam og Chile.

Denne særegne form for national selvforståelse har intet oplagt sidestykke i Danmark (eller Norge). I mit land blev den moderne epoke defineret som et brud med det forgangne. Denne forskel på de tre skandinaviske lande har en af sine årsager i synet på Anden Verdenskrig. Sverige har en skamfuld historie om profithunger og eftergivenhed over for Tyskland. I stedet for et opgør med holdninger og handlinger under krigen blev løsningen for de svenske eliter en holdningsændring, hvor de historisk givne nationalsymboler gled i baggrunden. Den svenske efterkrigsidentitet gjorde krav på at være modsætningen til nationalisme. Kampen for menneskerettigheder rundt omkring i verden kunne defineres som en logisk forlængelse af verdens mest moderne velfærdsstat. Sveriges interesser forekom at være sammenfaldende med vilkårene for internationale fremskridt. Det, som var godt for os svenskere, var godt for resten af verden. Vi var ekstra nationalt stolte over ikke at være nationalister.

Borgerligt paradigmeskift

Denne meget særegne selvforståelse gik under i begyndelsen af 90'erne. En bred racistisk voldsbølge med sprængstoffer mod flygtningelejre kulminerede, da elleve personer med indvandrerbaggrund blev beskudt af den såkaldte Lasermand, inden han blev pågrebet i vinteren 1992. Mørkhårede og mørkhudede stockholmere måtte i disse måneder frygte for deres liv.

Derefter kom det politiske paradigmeskift. Efter et borgerligt valgnederlag i 1994, som førte til Bengt Westerbergs afgang, fandt Folkpartiet et forbillede hos Venstre, som netop var blevet Danmarks største borgerlige kraft. Det svenske liberale parti har siden profileret sig som alternativet, der stiller tydelige krav. Og selv om parolerne i indvandrerspørgsmål er mindre vulgære end Venstres, er den politiske retning tilsvarende. I norsk sprogbrug kaldes holdninger som Westerbergs i indvandrerspørgsmål for 'snillisme' ('politisk korrekt' eftergivenhed, red.). I Sverige er snillismens gennemslags-kraft hos de store partier efterhånden kun retorisk. Folkpartiet har mere end nogen anden politisk kraft bidraget til denne udvikling. Dets paroler har i stigende grad en klangbund af national samling og moralsk opbyggelighed, lysår fra det, som var gangbart under den svenske models glansperiode i 60'erne og 70'erne.

Derfor er partiets etiske totalhavari to uger før valget særligt betændt. I den svenske liberalismes forvandlings-proces er også indgået amerikanisering af valgstrategien. Systemet med såkaldte spin-doktorer, som definerer standpunkter og angiver tidspunkter for politiske udspil, er blevet partiets varemærke, og samtlige øvrige store partier har fulgt trop.

For fem år siden, da det engang så ærkekonservative Moderaterna forekom at være frelst af nyliberal økonomisk teori, havde jeg aldrig kunnet forestille mig, at det efter endnu en retorisk metamorfose skulle lanceres som 'det nye arbejderparti'. I henseende til propaganda er alle partier begyndt at ligne hinanden til forveksling. Folkpartiets spindoktor, Johan Jacobsson - en næsten lige så dreven taktiker som George Bushs strateg Karl Rove, har nu fået sparket fra partiledelsen som hovedansvarlig for data-udspioneringen af Socialdemokratiet. Jakobson er også udpeget som strategen bag Folkpartiets glidning mod højre.

Mit håb for fremtiden er, at svenske liberale efter skandalen kan få øje på den gode side af de danske tilstande: tydelige politiske skillelinjer. Til forskel fra mit hjemland har Danmark et parti, som har taget fremmedhadet alvorligt og vundet terræn ved at tale i klarsprog: Det Radikale Venstre. Hvem ved - Folkpartiets nye ledelse sender måske efter sit sandsynlige nederlag i dette års valg endnu engang en delegation til Danmark for at finde forbilleder. Jeg ved, hvor de i så fald burde begynde at lede.

Arne Ruth er journalist og forfatter. Fra 1982 til 1998 var han kultur- og chefredaktør for avisen Dagens Nyheter. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu