Er man bebrillet, er man belastet. Men hermed ikke sagt, at man skal lægge stellet fra sig en gang for alle. Snarere igen og igen og igen - for i Frankrig tror man stadig på det
Selv om næsten halvdelen af den franske befolkning plejer omgang med en optiker, hænger der ikke et par briller på hver anden næse, man krydser på gaden. Med fremkomsten af kontaktlinser og laseroperation er brillernes tilstedeværelse i bybilledet nu til at overse.
Siden Leonardo da Vinci foreslog at klistre "et krystallinsk objekt på størrelse med pupillen" direkte på hornhinden, har der hvilet et pres på brillerne. I filmen Strictly Ballroom fra 1992, der kondenserer en udbredt forestilling, lettes hovedpersonen for en byrde, da hun giver slip på sine briller. Idet den kvindelige hovedperson, Fran, på mesterdanseren Scotts opfordring dropper hinkestenene, vinder de to i smuk forening snart den store ballroom-konkurrence og hun hans kærlighed.
Det er i al fald den laveste fællesnævners visdom. Åbenbart så lav, at den ikke bider på alle franske læsere af kulørte magasiner. For brillerne udstiller ikke kun et handicap.
På en plakat, der i disse dage pryder de franske aviskiosker på boulevarderne, mødes pariserne af en ung blondine med bar barm. Idet hun smidigt vrider sig om sin egen akse for at følge de forbipasserende med blikket, blottes ikke kun hendes små bryster, men også hendes store briller.
Det er ikke Nana Mouskouri gået bag om dansen i et endegyldigt sell-out. Det er en reklame for Union spècial, et såkaldt 'interaktivt magasin viet amourøse relationer,' tiltænkt et stort publikum med fingeren på pulsen, hvorend den pumper. Det er en påmindelse om brillernes appel, selv anno 2005. Det er med doktor ved Universitet Denis Diderot Franck Evrards ord endnu et eksempel på brillernes vedvarende erotik.
Efter Evrards to overraskende titler Essay om strip-teasens litterære og kulturelle repræsentationer fra 1997 og Om fellatio i litteraturen fra 2001 endevender han i L'erotique des lunettes fra 2003 brillernes rolle i forholdet mellem mand og kvinde.
Som han forklarer, udfylder brillerne mere end deres grundlæggende dobbeltfunktion: At beskytte øjnene og optimere synet. I dag bruges de både til at holde håret væk fra panden og smykke stjernerne, hvad enten sorte eller transparente. Alle de store mærker fra Giorgio Armani til Nina Ricci storsælger i dag solbriller, der nu bæres over alt. Selv på de parisiske diskoteker.
Brillerne har løsrevet sig fra lekturens og kundskabens sfære, som de har beboet siden deres tilsynekomst i 1400-tallet. I dag signalerer briller også erotik. Således fuldender de to glasboller i stålstel fysiognomisten Giovanni Battista Della Portas forestilling om, at "næsen korresponderer med forhuden: thi de, der har en lang og stor næse, har et mandligt organ af samme form og størrelse." Næse-på-briller-masken er en metafor.
Evrard indrømmer dog, at brillers erotiske virkning er af anden art, såfremt de bæres af en kvinde: "Ved første øjekast kan et par briller på en kvindes næseryg blandt mænd blive fortolket som tegn på en udtalt seriøsitet, der signalerer en manglende interesse for livets lettere og mere overfladiske sider." Men for en anden betragtning kan en sådan streng kvinde under mandens perverterede blik hurtigt tage sig ud som en libidinøs prøvelse.
Men brillernes erotiske signalværdi afhænger ikke kun af deres bærers køn. Glassene, der sidder på næsen foran øjnene, fungerer som en transparent skydedør, der i en og samme bevægelse adskiller og forener, "tillader og forbyder," forklarer Evrard. En bebrillet person bliver gerne voyeurens udkårne.
Men gennem glassene kommer også muligheden for kødeligt begær til syne: "At afklæde den andens øjne er en indforstået kode mellem elskende, der indbyder til kærtegn. Opgivelsen af genstanden markerer relationens nu intime karakter, passagen fra den sociale til den private sfære, indvarslingen af ankomsten til erotikkens rige."
Så selv om brillerne er miskrediteret, kan de ikke erstattes med et usynligt slag i luften - med en operation eller linser. Står det til doktoren i litteratur ved Universitet Denis Diderot skal de ikke tages af en gang for alle. Men igen og igen og igen.
