Læsetid: 4 min.

En uønsket sejr

20. februar 1997

Efter alle foreliggende oplysninger at dømme er det lykkedes undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) at bryde de organisatoriske bånd mellem de 24 skoler, der førhen var tæt forbundne i skolesamvirket Tvind, og som nu hver for sig søger statstilskud under hver sit nye navn.
Alligevel har ingen set Ole Vig i ekstatisk jubeldans de seneste dage. Hvilket ellers kunne have været et
kosteligt syn, ministerens sædvanlige fremtoning taget i betragtning. Paradoksalt nok skal vi ej heller forvente at se ministeren på nogen anden måde udtrykke glæde og stolthed, hvis og når han må sande, at han har sejret over koncernen Tvind, og derfor kan godkende 24 organisatorisk frie og uafhængige skolers ansøgninger om statstilskud.
Da Ole Vig Jensen sidste år fik et flertal i Folketinget med på særloven mod Tvindskolerne var det helt klart, at loven kun på det formelle plan var rettet mod skolesamvirkets organisatoriske koncernstruktur. Det egentlige sigte med loven var én gang for alle at gøre op med hele den ånd og den skoleopfattelse, der ligger i navnet Tvind.
Hvad lovgiverne den gang næppe forventede var, at skolerne ville tage Folketingsflertallet på det formelle ord, opløse koncernstrukturen og så ellers forsætte skolerne som selvstændige enheder - men med et pædagogisk indhold og et personale som tilforn.

GANSKE VIST har skolesamvirket haft meget vanskeligt ved at opløse sig selv. Så vanskeligt, at undervisningsministeriet for to uger siden måtte trykke dem på maven med 150 sider belastende bilag, før skolerne - ser det i hvert fald ud til - har fundet ud af at lade sig skille fra hinanden.
I praksis er skilsmissen sket ved, at skolerne gennem de sidste to uger pludselige har haft forrygende travlt med dels at ændre i deres bestyrelser, så de nu ikke længere er domineret af medlemmer af Tvinds Lærergruppe, dels at genforhandle køb af skolebygningerne fra de gamle Tvindfonde Fælleseje og Estate.
Tilsyneladende troede både bag- og formænd på de 24 skoler indtil for et par uger siden, at de ved hjælp af gengangere i bestyrelserne og snedige økonomiske transaktioner kunne bevare nogle af de organisatoriske bånd, trods særlovens ord og intentioner. Men med lidt hjælp fra en afhoppet Tvindforstander og hans medbragte interne papirer ser det altså ud til at være lykkedes for Ole Vig at skære de sidste bånd over.
Indtil andet er bevist, må ministeren og vi andre gå ud fra, at de 24 skoler nu kun er knyttet til hinanden ved at bygge på fælles pædagogiske idéer og ved at store dele af lærerstaben på skolerne kender hinanden privat og deler såvel livsanskuelse som privatøkonomi. Bortset fra det med privatøkonomien (og vi gentager: Privatøkonomi) ligner det forholdet mellem eksempelvis katolske, grundtvigianske eller missionske skoler.
SAMMENLIGNET MED de andre nævnte skoletyper er der dog frygtelig mange gode grunde grunde til at være stærkt på vagt og særdeles kritisk overfor de skoler, der har deres åndelige rødder i Tvindimperiet.
Ganske vist har tusindvis af elever haft masser af gode, smukke og stærke oplevelser på Tvinds skoler, og mange kommuner har haft positive erfaringer med at sende børn og unge med problemer en tur gennem koncernen. Lærernes engagement og en konsekvent pædagogik har vundet respekt hos socialudvalg og sagsbehandlere.
Men i tidens løb har der været for mange uhyggeligt veldokumenterede grimme historier om Tvind til, at man bare kan lade sig dupere af de positive beretninger.
Som vi erindrede om på gårsdagens temaside har der gennem årene været megen dokumentation af, hvordan Tvind-ideologiens dyrkelse af det kollektive har ført til grotesk undertrykkelse af elevers og læreres tanker og følelser. Samtidig har forholdet til det omgivende samfund haft præg af klosteragtig isolation, bortset fra hvervning af nye elever til den stadig ekspanderende koncern og en meget omhyggelig indsats for at pumpe tilskud ud af offentlige kasser.
Den afhoppede lærer Britta Rasmussen viger ikke tilbage for at karakterisere sine omgivelser gennem otte år som en sekt med hierarkisk opbygning, hvor sagen er vigtigere end det enkelte menneske og hvor der ikke er plads til selvstændig tænkning.

PÅ DEN BAGGRUND er det ikke underligt, hvis Ole Vig Jensen ikke kan lide medlemmerne af Lærergruppen - den organisation med mellem 300 og 400 garvede Tvindlærere, der fordelt ud over alle skolerne har udgjort koncernens rygrad og hvis medlemmer har underlagt sig Lærergruppens interne grundlov: Fælles tid, fælles økonomi og fælles fordeling. Som var der tale om en anden guerillahær.
Selv om Ole Vig Jensen og hans embedsmænd og -kvinder kvier sig ved det, bliver de dog i anstændighedens navn nødt til at acceptere, at medlemsskab af Lærergruppen er en privat sag, så længe deltagerne kun involverer deres egne private ressourcer i form af tid og penge.
Til at holde øje med, at alt foregår indenfor ret og rimeligheds grænser på de 24 skoler, har de nu hver deres egen bestyrelse domineret af forældre og andre ikke-Tvindfolk samt det samme offentlige tilsyn som alle andre frie skoler. Og økonomisk set er de tilsyneladende ikke længere forbundne kar.
Så medmindre undervisningsministeriet kan overraske med en afsløring af en hemmelig koncernstruktur, bliver Ole Vig Jensen nødt til at acceptere de 24 skoler, på trods af deres fortid.
Skolerne kan så passende kvittere med at bevise, at det kun var i deres fortid, det omgivende samfund havde særlig grund til at være kritisk og på vagt overfor dem.

PerH.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her