Læsetid: 2 min.

Uorden i Jack the Drippers kaos

En amerikansk fysiker, der i et årti har værnet om kunstnermyten Pollock, kan ikke genfinde 'Guds fingeraftryk' i en række nyopdagede lærreder tilskrevet den afdøde maler
2. marts 2006

USA's første stjernekunstner, Jackson Pollock, hvis kometkarriere standsede brat da han i 1956 under spriritus-kørsel styrede sin Oldsmobile ind i et træ, er påny i rampelyset. Maleren, der syv år inden bilulykken i Life Magazine blev udnævnt som et godt bud til titlen 'Største Nulevende Kunstner i USA', vurderes i dag på kunstmarkedet til tre-cifrede millionbeløb på linje med Rembrandt, da Vinci og Velazquez. Ikke desto mindre forbliver måden, hvorpå manden med kælenavnet 'Jack the Dripper' fyrigt slaskede maling ud over meterlange lærreder, et stadigt stridspunkt. Hvad var det egentlig, han malede?

Fraktaler, mener en fysiker ved University of Oregon, Richard Taylor. Men også meget andet, fastholder kunsthistoriker og Pollock-ekspert Ellen Landau.

Siden 31 malerier i 2002 dukkede op i Pollocks ven, fotografen Herbert Matters' magasiner, har tvivlen om kunstnerens billeder meldt sig på ny. Adskillige kunsthistorikere og videnskabsmænd på tværs af USA er foreløbigt blevet mobiliseret i debatten.

Ud fra scanninger af seks af malerierne vurderer Taylor, at de kan være blevet lavet af hvem som helst - måske lige undtagen Pollock selv. Taylor, der i omkring 10 år har observeret fraktaler i Pollocks malerier, forklarer i en artikel i Nature, at han til gengæld ikke har fundet nogen i de scannede malerier.

Tidligere har Taylors computerbaserede analyser af Pollocks værker vakt begejstring blandt kunsthistorikere. Ulig visse kolleger i videnskabens verden - hvor El Grecos særegne syner er blevet diagnosticeret som øjenfejl, og Mondrians strenge kompositioner er blevet udlagt som konsekvent vilkårlighed - er Taylors projekt ikke at undergrave endnu en stor kunstnermyte. Snarere videnskabeligt at underbygge den.

Fraktal ekspressionisme

Som fysikeren Taylor, der også har studeret kunst, lader forstå, er han den første til at udpensle, hvorfor der er orden i Jack the Drippers kaos - hvorfor den amerikanske kunstners spontane og sensuelle action paintings er andet og mere end en nedtrykt alkoholikers selvmordstrip.

Fraktaler - også kaldet 'Guds fingeraftryk' - er mønstre, der gentages altimens de forstørres i strukturer af høj kompleksitet. De forefindes i snefnug, lyn, træer og så altså Pollocks malerier. Men som Taylor har noteret, mimer malerens fraktaler ikke naturens, men "er eksempler på natur". Fysikerens tese lyder, at kunstneren igennem 10 år arbejdede på at tilegne sig naturens genereringsproces. Trods megen kritik er Jack the Dripper ikke længere ene om stædigt at forsvare sin egen fremgangsmåde som forsætlig.

Som en foreløbig konsekvens af sine studier har Richard Taylor gendøbt Pollocks såkaldte abstrakte ekspressionisme 'fraktal ekspressionisme'.

Ellen Landau, der i to år har forsket i den venskabelige og kunstneriske forbindelse mellem Pollock og fotografen Matters, finder det naturligt, at der ikke er fraktaler i de 31 billeder. Pollock var i denne periode af sit liv mere optaget af strukturerne i Matters' fotografier end i Guds fingeraftryk, konkluderer hun.

Planerne om en udstilling med nogle af de omstridte lærreder i anledning af 50-året for Pollocks død skal måske alligevel revideres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu