Læsetid: 4 min.

Uoverlagte ord fra en pave

Hvis Benedikt XVI virkelig ville have advaret muslimerne om farerne ved religiøs vold, havde det været mere nærliggende at henvise til kristendommens rige traditioner i så henseende
19. september 2006

En gruppe yngre danske karikaturtegnere er en ting. Men en - må man formode - højlærd, ældre pave er noget ganske andet. Pave Benedikt XVI har ikke blot skudt sig selv i foden. Han har - utvivlsomt uafvidende - tegnet sig et fuldt medlemskab af George W. Bushs korstog imod 'islamisk fascisme'.

Det er i hvert fald sådan det - og ikke uden en vis rimelighed - vil blive udlagt i dele af den islamiske verden. Den tidligere kardinal Ratzinger besidder øjensynlig stadig en god portion af den samme naivitet, som han udviste, da han som 14-årig meldte sig ind i Hitler-jugend og siden den tyske hær.

På samme måde som hans tale i Auschwitz for fire måneder siden forekom at gå let hen over almindelige tyske borgeres medskyld i, hvad der hændte dengang, afholdt han sig i den tale, han fredag holdt på sit gamle universitet, fra at komme ind på nogle af de barske kendsgerninger i det 1.400 år lange forhold mellem islam og kristendommen. Og nu lader han til kun at være "ked af reaktionerne i nogle lande" på hans udsagn, hvorimod han endnu ikke er rede til at undskylde for den sjuskede og uigennemtænkte måde, han opbyggede sin tale på.

Svigagtig af paven

Talen præsenterer os ikke for noget sammenhængende ræsonnement - i al fald ikke på den måde, universitetsuddannede anglosaksere er uddannet til at formulere sig.

Den ene pointe fører ikke logisk over til den næste. Det er ved læsning af teksten meget vanskeligt at lodde præcist, hvad der er talens hovedærinde. Men skal man dømme fra citatet i begyndelsen fra 1400-tallets byzantinske kejser, Manuel II Palaeologus, om islams voldelige natur og de konkluderende bemærkninger, paven fremsætter om islam, var den i høj tænkt som en aktuel kommentar til vor tids muslimsk-kristne relationer. Svigagtigt virker det af paven nu at hævde, at det kun er "nogle få passager", der har givet anledning til hele balladen.

Hvis han havde været mere fintfølende over for den islamiske verden, ville denne lidet berejste pave, som har tilbragt så stor en del af sit liv forpuppet i den smukke, men isolerede universitetsby, Regensburg, have henvist til ganske andre eksemper på faren ved vold begået i Guds navn.

Han kunne f.eks. have henvist til Kong Ferdinand og Dronning Isabella af Spanien, som efter først at have dekreteret radikal masseomvending af muslimerne, lod en stor dem af dem dræbe dem og fordrev resten af dem, skønt Spanien i 700 år havde haft en muslimske befolkningsgruppe, for herefter at kaste sig over jøderne. Omkring 80.000 jøder blev fordrevet, hvoraf en stor del døde af sult under flugten.

Jovist, vi ved alle, at islam i sine oprindelige traditioner er mere imødekommende over for vold end kristendommen. Det var ved sværdet, at Muhammed erobrede Mekka, og inden for blot 20 år havde hans disciple erobret store dele af Romerriget og opslugt det persiske rige.

Til forskel herfra kastede de tidlige kristne sig hellere for løverne end kæmpede, og ikke før kejser Konstantin omvendte sig til kristendomme omkring 300 år efter Jesus død, påtog kristendommen sig den rolle at styre en stat med en sådans iboende militære traditioner.

Bogens folk

Men i løbet af dens første 600 års udbredelse og udvikling var en af de mest fascinerende aspekter af den islamiske religion dens tolerance over for jødedom og kristendom, som strakte sig helt frem til den byzantinske kejser, Manuel II's tid.

Koranen kræver, at muslimer skal respektere "bogens folk", og muslimer blev også i Indien indskærpet, at de skulle være tolerante over for hinduer. Taj Mahal med dets sammenblanding af islamiske og hinduistiske stilarter er et vidnesbyrd om denne godartede grundholdning.

Selv efter Saladins erobring af Jerusalem i 1187 forblev kirkerne åbne i de næste 700 år. Jøderne fik midler til at genopbygge deres synagoger, og det skete i stærk kontrast til den måde, hvorpå korstogsfarerne havde hersket i Jerusalem, hvor muslimer og jøder i hovedsagen havde forbud mod at bo bag bymurerne.

Tilsvarende, da flertallet af arabere levede under osmannisk styre, blev kristne og jøder anerkendt og beskyttet fra 1500-tallet og frem. Mange af de jøder, der blev fordrevet fra Den Iberiske Halvø fik asyl i Det Osmanniske Rige. Også tyske, franske og tjekkiske protestanter, der flygtede fra katolsk forfølgelse, fik beskyttelse.

Antimuslimsk fordom

Det kristne Vesten har trods sin lange tilbøjelighed til at drage i krig imod muslimer ikke blot en selektiv hukommelse - det har en dybt indgroet antimuslimsk fordom om muslimers iboende voldelige tendenser.

Ihukom blot Shakespeares heksebryg af "tyrkernæser og tartarlæber", Dantes portræt af Muhammed i Helvede, Voltaires Fanatismen eller Profeten Muhammed og Delacroix' maleri Massakren ved Chios, hvor kristne bulgarske kvinder forfølges af tyrkiske lansenérer. Massedrabene på muslimer 50 år tidligere på Peloponnes blev hverken skildret eller husket.

Men hvorfor skulle en pave, som ser ud til end ikke utvetydigt at vide, hvad der foregik i hans eget kristne land i sin ungdom, forstå relevansen af alt dette i dag?

Jonathan Powers er en af verdens førende kolumnister om internationale forhold, menneskerettigheder og fred. Hans klummer bringes i International Herald Tribune og 50 andre aviser kloden over

© Jonathan Power og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu