Læsetid: 4 min.

Den urene nydelse

Idéerne står i kø og på linje i Niels Franks stimulerende essay-samling om den litterære modernisme - og det, der fulgte efter
15. maj 2007

Samtiden kommer først til syne i slutningen af Niels Franks nye bog Alt andet er løgn, men så sker det også med brask og bram. Faktisk slutter han sin nye bog med en diskussion af, hvorvidt og hvordan de berygtede Muhammed-tegninger kan være et billede på kunsten i det 21. århundrede, nu hvor vi er på vej ud af modernismen.

Det kan de, mener Frank, fordi de viser, hvordan det æstetiske (tegningerne som tegninger) og alt muligt andet (hele krisen, vel) i dag er filtret ind i hinanden. Og på ét niveau har han givetvis ret. Al politisk satire knytter sig tæt - for modernismens kunstforståelse: for tæt - til konkrete, historiske begivenheder, og giver ikke af den grund køb på deres kunstneriske effekter.

På et andet niveau er der noget ærgerligt over slutningen. Diskussionen af tegningerne forvirrer mere end den stimulerer, blander to-tre dagsordener sammen og bliver en art villet aktualisering af pointer, der i Alt ander er løgn står stærkt nok i sig selv. Det er synd. For Frank har skrevet en glimrende, idérig læsning af en række moderne klassikere - og et vigtigt indspark i debatten om ny dansk litteratur.

Den skønne digtning

Titlen, Alt andet er løgn, stammer fra et citat af den franske, symbolistiske digter Stéphane Mallarmé. I sin helhed lyder det som følger: "Der findes ikke andet end Skønheden; - og den har kun ét fuldendt udtryk: Poesien. Alt andet er løgn."

Dermed formulerer Mallarmé, mener Frank, en grundfigur for den senere, modernistiske digtning, nemlig at poesien står i en art modsætningsforhold til verden. Men samtidig formulerer han tanken om, det det er i poesien, at mennesket (og verden) kan redde sig ud af den moderne samtids 'løgn'.

Denne forestilling - at kunsten er en art 'reddende modsætning' til det konkrete liv og dets trakasserier - har haft et langt efterliv. Herhjemme kom den til at præge kredsen omkring tidsskriftet Heretica såvel som de tidlige tresseres modernisme. Den er blandt andet helt afgørende for Villy Sørensens kritiske og indflydelsesrige hovedværk Digtere og dæmoner.

Det er også denne forestilling, Niels Frank engageret og aktivt gør op med i Alt andet er løgn. I stedet foreslår han en litteratur, som ikke ser sig selv i modsætning til sin tid, men er midt i dens mangfoldighed. Som ikke tænker digteren (og, gennem ham: mennesket) som outsider og ener, men derimod "præsenterer selvet i dets indre verden og midt i det sociale rums enorme netværk". Og, endelig, som ikke fremstiller digteren som repræsentant for det alment menneskelige, men vedstår at han er situeret i et konkret her og nu, at han altid "indtager en position".

For Frank er denne digtning "postmoderne". Ordet risikerer at være misvisende, i al fald hvis man med postmoderne forstår noget med simulakrer, permanent ironi og en tom ligegyldighed. For her er pointen den modsatte. Frank vil en uren, engageret, steds-specifik litteratur, hvis vigtigste kendetegn er en ny, konkret og nærværende tiltale af læseren.

Hundeslubren

Sådan er, så vidt jeg kan se, det grundlæggende ærinde i Alt andet er løgn. Udredningen af modernismen og dens alternativ sker gennem syv essays, der diskuterer så forskellige ting som den danske Baudelaire-reception og netop Villy Sørensen, men også Johannes V. Jensen, Peter Seeberg, det tyvende århundredes amerikanske lyrik, Per Højholt, Poul Borum, Mallarmé og Francis Ponge.

Mange af teksterne har været udgivet før, men trykkes nu i udvidede og reviderede former. Tilsammen udgør de en til tider forvirrende, men som oftest overdådigt stimulerende samling af idéer og argumenter. På trods af bogens sobre, ræsonnerende tonefald - Franks omskrivninger har i visse tilfælde karaktér af regelret afpolemisering - får man indtryk af en digter, som med liv og sjæl bokser med et sæt af problemer, hvis omfang og konsekvenser kun gradvist udfoldes.

Man møder også en digter, som bag sagligheden vover sig ud til steder, hvor den almindelige litteraturhistorie og -kritik sjældent bevæger sig.

Hvad mente Gertude Stein for eksempel, da hun sagde, at det var hendes hund - da den drak vand - der lærte hende forskellen mellem en sætning og et afsnit? Hvorfor ikke bare analysere sit eget værk, når det nu er det, man kender bedst? Eller inddrage personlige anekdoter og erindringer, hvis det kan hjælpe forståelsen.

Urene værker

Hvilket alt sammen viser, at Alt andet er løgn vil mere end at udlægge den moderne litteraturs historie. Det gør den også, på overfladen måske mest. Men under overfladen er den et forsøg på at skrive en kritisk forhistorie til og teoretisk at begrunde den vigtigste forskydning i de sidste ti års nye, danske litteratur.

Uden at de nævnes, peger Franks begreber om "den situerede digter" og "det urene værk" - og flere andre - nemlig hen mod så vigtige, nye forfattere som Pablo Henrik Llambías, Lars Frost, Mette Moestrup, Lone Hørslev og, selvfølgelig, Niels Frank selv. De skriver alle værker, som overskrider sondringen mellem det blot private og det alment-personlige, ligesom de jævnligt overskrider grænsen mellem fiktion og dokumentarisme.

Det er en tendens, som jævnligt læses gennem avantgardens historie, forestillinger om konceptkunst eller via diskussioner af det nye medielandskab. Frank gør det muligt at se, at de først og fremmest er udtryk for et brud med modernismens kunstforståelse.

Deri er der aktualitet nok, også uden Muhammed-tegninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu