Læsetid: 2 min.

Uro i Gaza truer parlamentsvalg

Den palæstinensiske leder Abbas åbner op for udsættelse af parlamentsvalget senere på måneden med henvisning til Israels planer om at forbyde palæstinensere i Jerusalem at stemme
3. januar 2006

Et par hundrede palæstinensiske politifolk besatte i går en række regeringskontorer på Gaza-striben i protest mod selvstyrets manglende evne til at stoppe den omsiggribende lovløshed i området.

Besættelsen er et alvorligt udtryk for, at frustrationen og utilfredsheden med den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas og hans organisation Fatah nu også når langt ind i politiets rækker.

Volden i Gaza er eskaleret, siden israelerne trak sig ud af området i september efter 38 års besættelse, og truer nu gennemførelsen af parlamentsvalget senere på måneden.

"Vi opfordrer alle betjente til at smide deres uniform, fordi det palæstinensiske selvstyre har bundet hænderne på alle politifolk og forhindrer os i at opretholde lov og orden," sagde en politibetjent ifølge Reuters.

Hamas i førertrøjen

Mahmoud Abbas, der i disse dage er på rundrejse i den arabiske verden, er under pres fra mange sider. Ikke mindst står han og Fatah til en gevaldig øretæve i det kommende parlamentsvalg.

Hamas, den anden ledende politiske gruppe, der stiller op til valget, fører ifølge flere meningsmålinger med op til 55 procent af stemmerne. Truslen understreges af, at Hamas vandt overraskende mange stemmer ved lokalvalgene i sidste måned.

Ledende medlemmer af Fatah har på den baggrund i et stykke tid opfordret Abbas til at aflyse eller udskyde valget. Abbas synes at være ved at give efter for presset, og i går sagde han så for første gang, at han er parat til at udskyde det. Han bruger dog som begrundelse Israels forbud mod at lade araberne i det østlige Jerusalem deltage i valget.

"Vi er alle enige om, at Jerusalem bør inkluderes i valget. Hvis ikke vi får Jerusalem med, er alle fraktioner enige om, at der ikke bør afholdes valg," sagde Abbas i Doha i Quatar på tv-stationen Al Jazeera.

Israelerne har endnu ikke officielt besluttet, om de vil tillade Jerusalems 200.000 palæstinensere i at deltage i valget. Hidtil har denne gruppe haft mulighed for at brevstemme.

Det er Hamas' deltagelse i valget, der får israelerne til at overveje, om de vil lade palæstinenserne i Jerusalem deltage.

Det er nyt for Hamas at deltage i demokratiske valg, og partiet afviser at lade sig afvæbne og opgive sin politiske ideologi, der benægter Israels ret til at eksistere.

Afgørende valg

Selv om det er politisk bekvemt for Abbas at benytte israelerne som en undskyldning for at udsætte valget, vil en sådan beslutning formentlig kun skabe endnu større problemer og uro. Han vil desuden sætte vigtig international opbakning til fredsprocessen med Israel over styr, som det fremgik af den udtalelse, som Bush-administrationen sammen EU, FN og Rusland, den såkaldte Kvartet, fremsatte i sidste uge. De fire sagde utvetydigt, at det var afgørende, at valget blev gennemført, og samtidig opfordrede de Israel til at tillade valg i Jerusalem. Samtidig gentog udtalelsen opfordringen til Hamas om at lade sig afvæbne som en vigtig betingelse.

Den demokratiske proces har da også vist sig at have positive effekter på de to partier Fatah og Hamas. Fatah har ved truslen om et valgnederlag blandt andet været tvunget til at udskifte den gamle korrupte garde, som Afarat efterlod og i stedet opstillet en række reformvenlige, yngre kandidater.

Hamas er trods alt begyndt at udvise en vis pragmatisme og har blandt andet for nyligt støttet, at en kvinde blev valgt som borgmester i Ramallah, Vestbreddens vigtigste by.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her