Læsetid: 4 min.

Uro i geledderne

25. marts 2003

»Mine oplevelser under produktionen af denne film gjorde mig ekstra opmærksom på, hvor sorgfuld og nedværdigende krig er. Uagtet hvem man tror på, Gud eller Allah, lad os håbe, at Han vil holde hånden over os.«
Adrien Brody, da han fik en Oscar for sin rolle som polsk-jødisk klaverspiller
i Roman Polanskis ’Pianisten’.

Skildringen af den polske jøde Wladyslaw Szpielmans overlevelse mod alle odds i det tysk-besatte Warszawa under 2. Verdenskrig høstede natten til mandag bifald i Hollywood. Og med rette, fordi den polskfødte instruktør og jøde Roman Polanski i kraft af sine oplevelser som forældreløs i Polen under krigen kan videregive dens gru såvel som det minimum af menneskelighed, der trods alt bevares under rædslerne. Der er altid håb, hvor der er mennesker.
Filmen har været en stor publikumssucces i USA, hvilket demonstrerer, at amerikanerne trods alt kan sætte sig ind i krigens nedværdigelse af mennesket. Det mener den amerikanske regering og medierne imidlertid ikke. Man husker, at ingen tv-station i USA har vist billeder af snesevis af ofre, der sprang ud fra World Trade Center i 2001, skønt disse videobilleder har været offentliggjort verden rundt. Søndag og i går blev man vidne til endnu et eksempel på denne sterilisering af krigsreportagen i amerikansk tv og aviser. På ingen kanal ville man fremvise billeder af de dræbte amerikanske soldater. Det var for meget, lød budskabet – respekt for de døde.
Offentliggørelse af billeder af krigsfanger er en mere kilden sag. På den ene side kan de give pårørende dokumentation på, at deres kære er i live. På den anden side kan de virke ydmygende. Det afhænger af omstændighederne. Modsat Bush-regeringens og statsminister Anders Fogh Rasmussens opfattelse er Genévè-konventionens artikel 13 ikke så entydig i sin afstandtagen fra denne praksis, som de foregiver. Men det er klar en overtrædelse af konventionens ånd at bruge disse billeder i propagandaøjemed, som den irakiske regering helt sikkert gør. Men her må man tage en anden og ret enestående omstændighed i betragtning: Denne krig bliver ikke anset for at være legitim, ej heller lovlig under FN’s charter, udenfor USA og Storbritannien. Det forhold undergraver amerikanernes og briternes troværdighed, når de protesterer over overtrædelser af krigens love og måske endda krigsforbrydelser begået mod deres soldater. Rundt om i verden bliver USA og Storbritannien – sammen med Australien, Polen, Danmark og andre – trods alt opfattet som aggressorerne. Og en væsentlig del af en krigs legitimitet beror på den internationale opinions holdning.

PÅ hjemmebane i USA kan krigens legitimitet hurtigt få nogle skrammer, hvis medierne en dag vrister sig løs fra Pentagons jernnæve og begynder at vise billeder af krigens katastrofale følger for det enkelte invidid. Det er et dilemma, som Bush-regeringen og alle dens forgængere – især Lyndon Johnson og Richard Nixon under Vietnam-krigen – altid har måttet konfrontere. I denne krig løber Pentagon en vis risiko ved at lade reportere af forskellig nationalitet rejse med styrkerne ind i Irak. Hvis det går galt under angrebet mod Bagdad og amerikanerne lider store tab, vil det blive vanskeligt for Pentagon at styre mediedækningen i samme udstrækning, som det hidtil er lykkedes. Måske kan medrejsende reportere – som er blevet integreret i delinger – holdes under nogenlunde kontrol. Sværere bliver det med freelancere, der er villige til at risikere livet for at videregive en uafhængig skildring. Umuligt bliver det, når den irakiske propagandamaskine fremviser civile ofre og udstiller amerikanske krigsfanger til almen spot.
Derfor angreb forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans officerer i Qatar søndag den arabiske tv-station al-Jazeera for at offentliggøre billeder af døde soldater og krigsfanger. I et globalt mediemarked er det praktisk talt umuligt at holde døren tæt lukket for de amerikanske tv-seere. I denne omgang lykkedes det for Pentagon at stoppe offentliggørelsen af de grufulde tv-billeder af amerikanske soldaterlig, men sådan som fronterne er stillet op lige nu i og omkring Bagdad er det kun et spørgsmål om tid, førend den amerikanske befolkning får krigens virkelighed indenfor i dagligstuen. Slaget bliver utvivlsomt blodigt.

Man kan sige, at krigens legitimitet i USA vil være direkte proportional med antallet af ligposer, som bliver sendt hjem. Det er blevet kalkuleret, at en ud af hver femtende amerikanske soldat har mistet livet i alle landkrige siden 2. Verdenskrig. Den eneste undtagelse er Golf-krigen, hvor 150 amerikanske soldater ud af 500.000 blev dræbt. Siden 1991 antages smertetærsklen at ligge på mellem 150 og 500 faldne. Flere end det tal i Irak vil stille præsident George W. Bush i en meget vanskelig politisk situation, fordi den offentlige opbakning til krigen formentlig vil falde af og måske nå under 50 pct. I vore tider er amerikanerne ikke villige til at lide samme ofre som tidligere. En femtendedel af de 250.000 udstationerede soldater i Den Persiske Golf svarer til 17.000 ligposer!
Dette er selvfølgelig en politisk kendsgerning, som Saddam Husseins regime vil vide at udnytte til det yderste. På et eller andet tidspunkt under erobringen af Bagdad bliver Bush nødt til at tage en skæbnesvanger beslutning. Skal jeg ofre irakiske civile eller amerikanske soldater for at vinde? Valget af den første udvej vil få den arabiske verden til at eksplodere i vrede. En selvopofrelse af unge amerikanere vil betyde politisk ruin for præsidenten.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu