BEIRUT - For første gang siden juli-krigen sidste år blev der i går affyret raketter fra Libanon mod mål i Israel. Ingen kom til skade under angrebet, der bestod af to katushya-raketter rettet mod den nord-israelske by Kiriat Shmona søndag eftermiddag.
Det synes udelukket, at Hizbollah skulle finde anledning til et angreb på nuværende tidspunkt, så mistanken samler sig om en af de til tider meget svært bevæbnede grupper, der opererer i de palæstinensiske flygtningelejre.
Her er spændingerne mellem først og fremmest Hamas og Fatah vokset i weekendens løb med flere angreb på Hamas til følge. Fredag eftermiddag talte Information med lederen af Hamas i flygtningelejren Ain el-Hilweh. Han forsikrede, at både han og Fatah gjorde deres yderste for at bevare roen, men få timer efter interviewet blev Hamas-lederen angrebet med en håndgranat. Gerningsmanden menes at komme fra Fatah, der kontrollerer lejren. Abu Ahmed Fadel Taha, som Hamas-lederen hedder, slap med mindre skrammer.
Ambulance udbrændt
Tidligt i går morges udbrændte en ambulance fra en Hamas-klinik efter et angreb i Bass-flygtningelejren, og i Bedawwi-lejren nord for Tripoli blev billeder af Hamas' grundlægger Sheikh Yassin revet i stykker og brændt.
Lejren er i forvejen under voldsomt pres, fordi indbyggertallet over de seneste fire uger er blevet fordoblet i takt med, at palæstinensiske flygtninge er kommet til fra den nærliggende Nahr el-Bahred-lejr. Her udkæmper den libanesiske hær en blodig kamp med den ekstreme og stærkt militant islamiske gruppe Fatah al-Islam. Kampene havde indtil i går kostet 68 soldater, mindst 50 militante og 32 civile livet.
Der er frygt for, at lignende kampe kan bryde ud i for eksempel Ain el-Hilweh-lejren, hvor flere grupper med både ideologisk og økonomisk forbindelse til al-Qaeda i Irak holder til.