Læsetid: 2 min.

USA advarer Nordkorea mod ny prøvesprængning

En ny nordkoreansk atomprøvesprængning vil være en 'krigerisk handling', advarer USA. Nordkorea ser FN-sanktionerne som en krigserklæring
18. oktober 2006

Krigsretorikken blev skruet endnu en tak i vejret, da Nordkorea i går advarede resten af verden mod at følge USA's bestræbelser på at gennemføre de nye sanktioner mod det stalinistiske styre. Sanktionerne, der i weekenden blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd, er en "krigserklæring", og Nordkorea er klar til kamp, lød det i en officiel meddelelse.

"Vi vil uden tøven tildele nådesløse slag til enhver, der forsøger at krænke vores suverænitet eller ret til overlevelse under påskud af at følge resolutionen fra FN's Sikkerhedsråd, sagde en talsmand fra Nordkoreas udenrigsministerium.

Sydkoreas regering og den amerikanske viceudenrigsminister, der i går var på besøg i Sydkorea, trak på skuldrene over udtalelsen og sagde, at den "ikke indeholder noget nyt".

Frygt for endnu en bombetest

Mere alvorligt ser USA på truslen om, at Nordkorea vil foretage endnu en atomprøvesprængning. Tidligere på dagen sagde Hill, at en ny atomprøvesprængning fra Nordkorea vil blive betragtet som "en krigerisk handling".

"Vi vil alle betragte endnu en test som et krigerisk svar fra Nordkorea til det internationale samfund," sagde han.

"Jeg tror, at det internationale samfund i så fald vil reagere meget tydeligt over for Nordkorea, understregede Hill efter et møde med sin russiske og sydkoreanske kollega i Seoul tirsdag.

Amerikanske efterretningsfolk sagde mandag, at de har fastslået, at sidste uges underjordiske eksplosion i Nordkorea var en atomprøvesprængning.

I Washington lød vurderingen i går, at Nordkorea kan forventes at gennemføre endnu en atomprøvesprængning. Men "det vil ikke være en god ting" for regimet, sagde talsmanden for Det Hvide Hus, Tony Snow.

Han tilføjede, at hvis den nordkoreanske leder Kim Jong-Il tror, at det internationale samfund ser gennem fingre med, at hans styre foretager endnu en atomvåbentest, "tager de fejl".

Condoleezza Rice i Japan

USA's udenrigsminister Condoleezza Rice ankommer i dag til Japan for at opfordre Nordkoreas nabolande til at isolere Kim Jong-Ils styre yderligere.

Den nye FN-resolution, der blev vedtaget enstemmigt af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer, indeholder blandt andet et forbud mod, at andre lande sender våben og en række andre varer til Nordkorea. Desuden tillader den, at al godstransport ind og ud af Nordkorea gennemsøges.

Både Kina og Sydkorea har understreget, at de bakker op om sanktionerne, men har været forbeholdne over for at skulle inspicere nordkoreanske skibe. De to lande er bange for at provokere Nordkoreas regering og forværre den i forvejen spændte situation i regionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu