Læsetid: 4 min.

USA alene i verden

2. januar 1999

Til forskel fra diktaturet kan demokratiet aldrig blive pålagt. Demokrati er pr. definition altid noget, man vælger.
USA's udenrigsminister Madeleine Albright i tidsskriftet Foreign Affairs november/december 1998.
Set med kosmopolitiske briller føles det år, vi forlod for kun et døgn siden, som afslutningen på en æra i international politik. Utvivlsomt vil historikerne finde et eller andet fikst prædikat, som passer til perioden, der strækker sig fra 1989 til 1999. Fin de siecle er nok lidt trivielt. Titlen på Francis Fukuyamas essay Historiens Ophør og Det Sidste Menneske fra 1989 ville måske ramme tidsånden mere præcist.
Da Berlin-muren faldt i oktober 1989, troede man jo immervæk, at den bipolære verden ville blive afløst af en epoke, hvor en godartet supermagt uden tvang ville udstrække sit hegemoni ved hjælp af den Kolde Krigs to sejrende ideologier - demokrati og kapitalisme. Fukuyamas profeti lød fortryllende, og besnærede vel mange. Hvem ville ikke ønske, at historiens dialektiske udvikling pludselig afløses af en konfliktfri epoke?
Her ved årsskiftet ved vi, at denne forestilling ikke alene var naiv, den var formentlig en hallucination - et fata morgana, som alle kunne skimte i horisonten, men aldrig gribe fat i. Og dog - den første halvdel af dette årti gav anledning til en berettiget optimisme. USA viede med ét de Forenede Nationer en opmærksomhed, som man kun havde set i de første år efter organisationens fødsel. Efter fyrre års fastfrossen dialog mellem den kommunistiske og den frie verden skulle FN bruges til noget nyttigt.
Amerikanerne ville ikke gå enegang. Nej, Sikkerhedsrådet skulle skænkes større indflydelse i løsningen af regionale konflikter, så Washington gik ind for at indsætte FN's fredsbevarende styrker i konfliktpunkter rundt omkring i verden - endda med amerikanske soldaters deltagelse. I realiteten accepterede supermagten under visse omstændigheder at underordne sine udsendte styrker en ikke-amerikansk befalingsmand. En begivenhed helt uden fortilfælde.

FN-styrker med de blå-hvide hjelme spredte sig som svampe til de mest usandsynlige hjørner af kloden - også til nationer, hvor de ikke kunne gøre gavn. Men hvad betød det? FN havde fået et nyt liv efter den Kolde Krig. Ingen konflikt var uløselig. Utvivlsomt bidrog præsident George Bushs imponerende og succesrige samling af en international koalition i 1990-91 i protest mod den irakiske diktator Saddam Husseins brutale overgreb på oliestaten Kuwait til denne eufori. Selv Kina og Rusland gav i Sikkerhedsrådet grønt lys til magtanvendelse. Operation Ørkenstorm signalerede, at et nyt internationalt retssamfund ført an af USA og dets allierede var undervejs. Amerikanerne ville undlade at gå enegang og bestræbe sig på at føre koalitionspolitik. Ingen diktater, kun overtalelse.
Efter den succesrige Golf-krig blev FN's fredsbevarende styrker sendt til Somalien og Bosnien. Begge steder gik det galt. Det østafrikanske land blev hurtigt opgivet af USA, da 18 amerikanske soldater mistede livet i et sammenstød med lokale oprørere. I eks-Jugoslavien udviste ingen af de stridende parter respekt for FN, så i stedet trådte NATO anført af USA til.
Her blev spirerne lagt til den nye æra, vi nu bevæger os ind i. Langsomt, og sikkert, har USA opgivet rollen som førstemand blandt ligemænd. Det godartede hegemoni er ikke blevet til noget. Nu står vi med en supermagt, der hverken evner at prioritere sine egne eller ligesindedes interesser. Aktuel amerikansk udenrigspolitik er karakteriseret af spredt fægtning uden klare visioner og uden mobilisering af tilstrækkelige midler. Eksemplerne vrimler.
Diplomati og militærmagt blev brugt over for Irak i 1998, mens Rusland - med sine enorme nukleare arsenaler - fik lov at sejle i egen sø. I Washington er der hverken penge eller politisk vilje til at komme Moskva til undsætning - end ikke en afskrivning af den gamle sovjetiske gæld kan der tilsyneladende blive tale om. Bill Clinton rejser under stor fanfare Afrika rundt og lover at engagere USA mere i kontinentets økonomiske udvikling, men hjemme i Washington lykkes det end ikke præsidenten at få Kongressen til at vedtage en relativ tam bilateral handelsaftale med nogle få udvalgte afrikanske lande. I midten af november sender Clinton afbud til et uhyre vigtigt APEC-møde i Malaysia, hvor der var brændende behov for amerikansk lederskab midt i den hidtil værste økonomiske krise i Østasien i 25-30 år. Som sædvanlig er det USA's næsten sygelige besættelse med Saddam Hussein, som driver beslutningsprocessen i Det Hvide Hus. Krydsermissilerne er på vej mod Bagdad.

Washington er lige så besat af en blind tro på nyliberalismens dyder. Clinton har gjort frihandel og fri kapitalbevægelse til sit mantra ud fra den lidet plausible betragtning, at demokratiet kun kan slå rødder i Latinamerika, Afrika og Asien, dersom amerikansk kapitalisme vinder fodfæste. Da det går galt i Sydøstasien i 1997-98, skubber amerikanerne al skylden over på de kriseramte lande og nægter at revidere en international økonomisk politik baseret på Francis Fukuyamas idéer.
Ringen er sluttet. Uanset hvorhen man spejder ti år efter, at startskuddet til historiens ophør lød, synes amerikanerne at have misrøgtet den historiske rolle, der blev dem tildelt. Selvfølgelig kan USA i kraft af sin militærmagt stadig få sin vilje hid og did, men det forslår ikke. Vores verden er blevet alt for kompliceret til, at supermagten kan lede alene. 1998 var året, da alle andre end Washington erkendte, at kun et bredt internationalt samarbejde - som Berlin-murens fald gav næring til håb om - kan give varige resultater. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her