Læsetid: 3 min.

USA i defensiven

17. februar 2003

I lyset af en voksende afstandtagen fra krig mod
Irak – i det mindste ud fra gældende betingelser – blev den amerikanske og britiske regering nødt til at sadle om i denne weekend og opgive en plan om at fremlægge en resolution i Sikkerhedsrådet, der ville beskylde Saddam Husseins regering for ’væsentlige brud’ på sine forpligtelser under FN-resolution 1441 fra november sidste år. Årsagen er den simple, at et flertal på ni ud af 15 medlemmer var imod. Bortset fra de USA-allierede stater Bulgarien og Spanien har de otte andre ikke-permanente medlemslande gjort det klart, at de kun vil kunne stemme for en ny FN-resolution, der bemyndiger væbnet indgreb, såfremt de fem veto-bærende stormagter kan nå frem til en konsensus. Et USA og Storbritannien, der handler uden for FN, ville være en større fare for verdensfreden, end Saddam Hussein og hans masseødelæggelsesvåben, mener disse lande. Der er stadig rigelig tid til at håndtere trussel fra Irak.

Det er en udvikling, som bør hilses velkommen overalt i verden. Uanset hvilket middel det internationale samfund vælger at afvæbne Saddam-regimet med, kan og må det ikke ske uden sanktion fra den højeste myndighed i anliggender om fred og sikkerhed – Sikkerhedsrådet. Ellers er den internationale sikkerhedsarkitektur opbygget siden Anden Verdenskrig i fare for at bryde sammen. Det dramatiske FN-møde i fredags understregede, hvor meget der står på spil, og verdensopinionens frygt for en krig og dens konsekvenser – især uden enstemmig FN-opbakning – blev yderligere manifesteret, da mindst seks millioner mennesker gik på gaderne fra Melbourne til New York lørdag i demonstrationer, hvis lige ikke er set siden Vietnam-krigen. Begge manifestationer – den ene i Sikkerhedsrådet, den anden med taler og skilte i 360 byer verden over – var en utvetydig advarsel til præsident George W. Bush: Du har ikke overbevist os!
Præsidenten bliver nødt til at lytte. Der er ingen vej udenom, med mindre han tror, at den amerikanske befolkning ene og alene er villig til at bære det fulde ansvar for en genopbygning af Irak efter en krig. Det vil den ikke. Okay, måske briterne og australierne bidrager. Men det ændrer ikke ved, at en angelsaksisk krig mod et muslimsk land uden støtte fra stormagterne i det kontinentale Europa samt Rusland og Kina kan blive en bekostelig affære, og ikke alene for budgettet. Manglen på international legitimitet vil udløse længe indestængt indignation over Bush-regeringens politik i de arabiske og muslimske lande. Risikoen for ’et civilisationernes opgør’ ligger lige for. Det ved man naturligvis godt i Washington og London. Derfor så vi i weekenden en korrigering af kursen.
Modsat tidligere udtalelser fra Bush-regeringen gik uret ikke i stå 14. februar. Der er tid endnu. Foreløbig vil man se, hvad der kommer ud af EU-topmødet om Irak i Bruxelles i dag. Tirsdag afholdes en debat i FN’s generalforsamling, der vil give lande ikke repræsenteret i Sikkerhedsrådet mulighed for at ytre deres mening. Kun herefter planlægger Bush og Blair at tage stilling til næste fase. I går mente New York Times at vide, at de to regeringer vil anmode chefinspektørerne Hans Blix og Mohamed el-Baradei om at opstille nogle specifikke kriterier, som Irak skal leve op til, inden de to skal indgive deres næste rapport den 1. marts. Det kan f.eks. være at lade amerikanske, franske og russiske overvågningsfly tage nærbilleder i lav højde af irakisk territorium, skønt det forærer USA værdifuld information om landets krigsforberedelser. Et andet kriterium kunne være tilintetgørelse af Iraks al-Mahmoud missiler og tilhørende infrastruktur – en bitter pille at sluge for Saddam. Et tredje kriterium ville være en fuldstændig liste over alle våbenforskere, afhøring af dem alle uden irakisk overvågning, muligvis uden for Irak.

Disse tre krav ligger inden for resolution 1441. Hvis Irak ikke samarbejder, ville det være et ’væsentligt brud’. Såvidt vides er Hans Blix villig til at bruge disse kriterier for at afprøve Iraks samarbejsvilje. Spørgsmålet er, om Frankrig, Rusland og Kina vil acceptere denne fremgangsmåde. Det er svært at se, hvordan de kan sige nej. Faren for Bush-regeringen er naturligvis, at Saddam sluger den bitre pille. Men hvor mange indrømmelser vil diktatoren give? USA kan blive blive ved med at hæve tærsklen, indtil han blinker. Så travlt har amerikanerne heller ikke. I går talte man om en krig i ultimo marts eller primo april. En ting er sikker: Jo fastere Sikkerhedsrådet står, jo mere enhed stormagterne viser, desto nærmere kommer sandhedens øjeblik for Saddam. Hvis han tror, der bliver givet ved dørene, tror han fejl.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her