Læsetid: 3 min.

USA og Europa

17. maj 2003

USA og Europa: en måned inden krigen mødtes Patten og Perle. De skulle tale om Irak. Chris Patten er EU-kommissær for udenrigspolitiske relationer, Richard Perle var formand for en kommission under det amerikanske forsvarsministerium. Patten tøvede, Perle ville handle. Patten sagde at »det var vigtigere at styrke de internationale regler end at sætte væbnede styrker ind. Man skulle give hinanden hånden, før man brugte hånden til at affyre våben.«
Perle var hånlig:»Man siger, at krig bør være den sidste udvej. Men i tilfældet Europa er krig ikke engang sidste udvej, fordi europæerne har ikke kraft til at føre krig. Når de ikke kan selv kan handle, foragter de handling i det hele taget.«
Europa er blevet fremstillet som en drømmende idealistisk kvinde, der tror på diplomatiets paradis. USA er derimod den handlekraftige mand: den realistiske aktør. I denne uge udkom en bog på dansk, der fremstiller USA og Europa som to mennesker, hvis forhold kan diskuteres over caféborde i samme sprog som alle de andre intrikate parforhold: Robert Kagans bog Paradiset og magten. Figurerne er karikerede, men klare: europæerne er tilhængere af internationale traktater og diplomati.
Amerikanerne agerer multilateralt om muligt, men unilateralt om nødvendigt. Europæerne har mistillid til magtudfoldelse, amerikanerne har tillid til deres egen magtudfoldelse. Europæerne er passive: de interesserer sig først for den irakiske befolkning, når den bliver muligt offer for amerikanske missiler. Det er ifølge Kagan kun forståeligt, at de bløde svage europæere ikke har gjort så meget:
»Manglen på kapacitet til at besvare trusler fører ikke kun til øget tolerance. Det kan også føre til fornægtelse. Det er almindeligt, at man udelukker alt det fra sin bevidsthed, som man ikke kan gøre noget ved.«
Amerikanske nykonservative som Perle har efterlyst europæisk handlekraft. Men også venstreorienterede amerikanske intellektuelle som Richard Rorty og Michael Walzer har efterlyst europæisk kraft og vilje til mere end nej til USA. Europæerne fortrænger det forhold, at de internationale institutioner ikke kan løse alle globale konflikter. Konflikter, der ikke kan løses gennem FN, kan i denne optik ikke løses overhovedet.

PÅ den anden side: Den nykonservative amerikaner Gary Schmitt forklarede i Die Tageszeitung tirsdag den amerikanske position:
»Vi må gøre os klart, hvad FN kan og hvad FN ikke kan. Det svarer til en gangbesværet krikke. Den sætter man ikke til start i et hestevæddeløb. Jeg vil hverken afskaffe Folkeretten eller FN. Men de institutioner må tilpasses de nye globale forhold.«
De konflikter der ikke kan løses, må løses af en amerikansk-ledet ’koalition af de villige.’ Nogle europæiske regeringer foretrækker at være villige. Andre insisterer på modstand.
Schmitt ser den multipolære verden som en ustabil verden. Derfor foretrækker han en verden styret »af en unipolær magt som ganske vist begår fejl, men som er demokratisk.« Derfor kan man forsvare, at denne stormagt ikke underlægger sig den internationale straffedomstol og ikke respekterer nedrustningsaftaler: Landets egne demokratiske kontrolinstanser vurderes som tilstrækkelige.
Som allerede Benjamin Franklin sagde: »Amerikas anliggender er menneskehedens anliggender.« Det, der er godt for USA, er godt for resten af verden. Det, der er godt for USA’s sikkerhed, er godt for resten af verdens sikkerhed.

Denne kobling afslører realismens forbindelse til en idealisme. Den forbindelse viser sig også i forestillingen om midler og mål. Som den tyske filosof Jürgen Habermas har påpeget:
»De nykonservative i Washington sætter hverken realisme eller frihedspatos op imod Folkeretten, men derimod en revolutionær dagsorden: Den aktion, der er politisk vellykket og almægtigt sætter den liberale verdensorden igennem, betragtes stadig som moralsk legitim, selv om den har betjent sig af folkeretsstridige midler.«
Den amerikanske verdensorden bygger på, at USA er et demokratisk land og altid vil være det stærkeste land. Det er netop her, at USA viser sig som drømmende idealist og europæerne som realistiske mænd: USA tror på, at de varer evigt som stormagt, mens europæerne satser på en verdensorden, som vil garantere stabilitet, uafhængigt af om verdens mægtigste stormagt hedder Kina, Rusland eller USA. Fra dette perspektiv optræder USA ifølge Habermas som et dårligt eksempel for fremtidige stormagter.
Grundtanken i de demokratier, som Vesten prøver at udbrede, er at sikre politisk kontrol med fremtidens ledere, uanset om de er ’gode’ eller ’onde’. Denne grundtanke er såvel realistisk som idealistisk, og den bør være forudsætning for missionseksport af vestlige liberale demokratier. Europæerne må spørge sig selv: Kan vi gøre mere? Der findes ikke fungerende love uden udøvende magt.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her