Læsetid: 11 min.

USA fik vendt vrangen ud

10. september 2005

Fire år efter angrebene den 11. september 2001 blev USA ramt af en naturkatastrofe af historiske dimensioner. Mens præsident Bush i New York kunne samle nationen mod én fælles ydre fjende, har orkanen i stedet splittet landet. Fattigdom, ulighed og forskelsbehandling blev udstillet for verden og har sat gang i en sjælden debat om de værdier, USA skal bygge på

Katastrofescenerne efter orkanen Katrina var barsk kost for alle, men ikke mindst for amerikanerne: Myndighederne og det massivt opgraderede Home Land Security svigtede totalt, og der udbrød anarki i New Orleans.

Seere overalt i USA var både forfærdede, forargede og pinligt berørte. Forfærdede over den menneskelige nød. Forargede over myndighedernes inkompetence og pinligt berørt over vold og Bagdad-lignende hamstringsscener i de forladte butikker. Men mest knugende for samvittigheden var billederne af næsten udelukkende fattige sorte blandt de efterladte.

Billederne fik juraprofessor Lani Guinier til at se rødt. Hun blev i 1998 den første fastansatte afro-american professor på Harvard Law School, og hun er ikke ikke i tvivl om, at racisme stadig er dybt indgroet i det amerikanske samfunds magtstrukturer.

"Fattige sorte er på mange måder det amerikanske samfunds pendant til de kanariefugle, der i minerne skulle advare minearbejdere om gasudslip i tunnelerne," fortæller hun.

"Gassen ramte fuglene hurtigere, så minearbejderne kunne nå at komme ud. I symbolsk forstand er de fattige sorte samfundets kanariefugle. De er sårbare; deres åndedræt er skrøbeligt, og de gisper efter vejret som signal om, at der er et problem med atmosfæren generelt. Pointen for det amerikanske samfund er, at i stedet for at prøve at forstå, hvorfor kanariefuglen gisper efter vejret - at vi alle er truet; så har vi i USA en tendens til at patologisere fuglen: Problemet er den sorte fugls eget. Det er dens karakteristika, handlinger eller forskellige former for defekter, der forårsager dens problemer. Hele idéen er, at man igennem patologiseringen slipper for at forholde sig til ondets rod og de strukturelle uligheder, der stadig er for store - og som konstant vedligeholdes gennem lovgivningen og i særdeleshed af fraværet af en socialpolitik med en kollektiv profil," siger Lani Guinier.

Om det var George W. Bushs føderale regeringsapparat, der svigtede, eller det var den demokratiske guvernør Kathleen Blanco og borgmesteren Ray Nagin, der ikke var sig deres ansvar bevidst i forhold til forebyggelse og katastrofeplanlægning, diskuteres stadig. Konsensus synes at være, at der var et gennemgående myndighedssvigt på alle niveauer. Og Katrina ser nu også ud til at kunne blive den tragiske katalysator, der bringer langt mere grundlæggende problemstillinger frem i den brede offentlige debat end de kendte politiske spil om placering af ansvar.

Fattigdom. Ulighed. Race. Tre ord, som selv liberale amerikanske medier oftest er kemisk renset for på lederplan, er efter tv-billederne af de fattige sorte i New Orleans kommet på forsiderne og diskuteres på de store landsdækkende tv-kanaler i prime time. Billederne kan ikke ignoreres eller bortforklares. Hvilke årsager der end var til, at tusindvis af fattige sorte ikke kunne eller ville forlade byen, har symbolværdien ikke været til at tage fejl af. Og spørgsmålet blandt mange amerikanske intellektuelle er nu, om billederne og den vrede, de har skabt, heller ikke får lov til at blive glemt? Katrina har dermed ved sin simple, rå argumentationskraft legitimeret en debat om de værdier, det amerikanske samfund bygger på.

Orkanen har sat Bush-regeringens prioriteringer - skattelettelser, der primært gavner de mest velhavende, samt nedskæringer i de offentlige serviceydelser og 'bløde' investeringer - under pres. Et pres, der i hele mediespektret i hidtil uset grad fokuserer på statens rolle, statens størrelse, statens forpligtelser - og om USA kan være sig selv bekendt.

Financial Times skrev på lederplads, at "amerikansk politik i de sidste 25 år har været domineret af den opfattelse, at alt, hvad der var galt i USA, ville forsvinde, hvis bare regeringen ville lade befolkningen i fred." Underforstået 'Big government is bad'.

Los Angeles Times-klummisten Robert Scheer mener, at den katastrofale krisehåndtering "(...) ikke skyldes forglemmelse eller simpel inkompetence. Det er resultatet af en kampagne anført af de fleste Republikanere og alt for mange Demokrater, der systematisk har dæmoniseret den føderale regering og den offentlige sektors rolle i det amerikanske samfund."

I Texas-avisen Austin Chronicle slår chefredaktør Louis Black på samme tema: "Den teori, at regeringen ingenting gør og ingenting kan, blev under Katrina konfirmeret af præcis de samme mennesker, der er teoriens største støtter og gennem deres beslutninger gør mest for at promovere den."

Amerikanere nærer historisk mistillid til en omfattende føderal stat, men udklippene ovenfor er karakteristiske for tonen i langt hovedparten af de toneangivende aviser i disse dage. Både på Østkysten, Vestkysten og i Midtvesten. Selv de mere konservative landsdækkende tv-medier - inklusive Fox News Network - har talt indigneret om behovet for at styrke det offentlige beredskab og gøre en øget indsats mod fattigdom og ulighed. Sågar nævnes det utænkelige, at skatten måske bør sættes i vejret for at frigive ressourcer til øgede investeringer i infrastruktur.

Det er disse tendenser, der nu får progressive kræfter til at håbe, at tragedien, der ramte New Orleans - om ikke andet - kan tjene til at åbne for en diskussion af, hvilket samfund man ønsker, og om de økonomiske prioriteringer, man har fulgt i de sidste årtier, skal revideres.

David Wessel er økonom og redaktør af det ansete Wall Street Journal. Han har i 2005 skrevet en række temaartikler om 'myten om den amerikanske drøm', og han er ikke i tvivl om, at Katrina kan få stor indflydelse:

"Jeg kan ikke komme i tanke om nogen begivenhed i løbet af de sidste 10 år, der har gjort mere for at bringe ulighedsdiskussionen frem i offentligheden, end denne, på grund af den gennemgående opfattelse, at de hvide slap fri, og de fattige sorte uden transportmuligheder og forsikringer ikke gjorde. Det, der står tilbage efter New Orleans, ud over at det var en forfærdelig menneskelig tragedie, er de utroligt ubehagelige billeder af fattige, tørstige og sultne sorte, stående på tagene med skilte påmalet 'hjælp os'. Specielt når man sammenholder med, at vi har en forsidehistorie i Wall Street Journal i dag med en hvid mand fra et højtliggende område af New Orleans, der bruger flodvandet i sin swimmingpool til at skylle ud i toilettet og til at lave isterninger til sine drinks, men ellers er blevet helt forskånet. Det er naturligvis ikke sådan, at det kommer som en chok. Alle ved, at samfundet er utroligt ulige, og at der er mange fattige, men nu er de menneskelige omkostninger kommet frem i forreste række," siger David Wessel.

Ved et tilfælde hærgede orkanen netop, da den amerikanske pendant til Danmarks Statistik, US Census Bureau, fremkom med deres redegørelse Income, Earnings, and Poverty From the 2004 American Community Survey den 30. august.

Her fremgår det, at der i 2004 var 1,1 million flere amerikanere, der lever under den nationale fattigdomsgrænse end året før. Det samlede tal er nu mere end 37 millioner mennesker eller mere end én ud af ni amerikanere. USA's sorte er sammen med den oprindelige indianske befolkning og eskimoer den befolkningsgruppe, hvor der procentuelt er flest fattige. Og især blandt de sorte ligger mange ikke bare under grænsen - men langt under. Hele 12,6 procent af de sorte amerikanere har blot halvdelen af det rådighedsbeløb, der udgør fattigdomsgrænsen. Til sammenligning er tallet for hvide kaukasere 3,8 procent.

Lani Guinier tror ikke, man skal forvente, at en principiel diskussion om større lighed skal komme fra den politiske elite og mener, at enhver ændring i retning af større økonomisk og social lighed i USA er nødt til at komme fra neden. Det Demokratiske Parti tror hun ikke længere meget på, men den nuværende Bush-regering er trods alt stadig værre.

"Denne regering repræsenterer en ideologisk bevægelse, der har været fantastisk opsat på, at underminere hele den føderale regerings kapacitet og kompetence til at handle og prioritere kollektivt. De foregående regeringer havde også de undertrykkende strukturer indbygget i sig, men der er sket et skift med Bush, fordi hans administration, ligesom Reagans, anser governmentality, altså den aktive regeringsførelse, som problemet i sig selv, snarere end et redskab til at løse problemer."

Hun mener, at det stadigt stærkere fokus på individualisering og samfundets fralæggelse af ansvar i form af et mere og mere grovmasket sikkerhedsnet har voldsom social slagside.

"Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke bare taler om velfærdsydelser. Det handler om at skabe en politik, der viser samfundets vilje til at skabe et bedre og sundere samfund, snarere end at give individer mulighed for at blive superrige. Billederne fra New Orleans er billeder af et samfund, der ikke har set, at de sorte kanariefugle for længst er drattet ned. Det var billeder af et sygt samfund, og jeg håber inderligt, at det får en betydning," siger Lani Guinier.

Det gør Robert Tracinsky også. Men han drager en ganske anden konklusion. Han er redaktør og grundlægger af det inflydelsesrige, ultrakonservative www.theintellectualactivist.com, hvis absolutte økonomiske frihedsidealer deles af mange i den neo-konservative magtelite. Han mener, at man med orkanen Katrina oplevede en menneskeskabt katastrofe.

"Den menneskeskabte katastrofe hedder 'velfærdsstaten'. Vi så noget forfærdeligt i New Orleans, og det forfærdelige var ikke orkanen, for det er naturkræfterne, selvom de mange dødsfald naturligvis er en tragedie. Det forfærdelige var det moralske forfald. Der blev skudt på hjælpearbejdere; der blev plyndret; der blev voldtaget og dræbt. Det, vi så, var den psykologiske effekt af velværdsstaten, der har pacificeret de fattige så de ikke selv kan tage ansvar for deres eget liv eller håndtere en krisesituation som et kollektiv," siger Robert Tracinski.

Han mener, at den sociale mobilitet hørte op med at fungere som i den amerikanske drøm i 60'erne, da velfærdsstaten i hans optik blev indført i USA.

"Vi har altid haft et fantastisk fleksibelt og mobilt system, hvor immigranter kunne komme til landet; tage et arbejde, arbejde hårdt, sende deres børn i skole, så de kunne få en god uddannelse og senere komme længere op af den sociale rangstige end forældrene. Men den arbejdsmoral har velfærdssystemet ødelagt, ligesom den har smadret initiativ, personlige værdier, normer og evnen til at tage ansvar for sig selv. Jeg mener faktisk, at åndelig fattigdom er langt vigtigere i relation til ghetto-spørgsmålet end økonomisk fattigdom. Nu er vi skredet så meget ud ad sporet, at man ikke bare kan løse problemet over night, men jeg mener afgjort, at velfærdsstaten bør afvikles," siger Robert Tracinsky.

Philip Kasinitz, professor i sociologi på City of New York University, er meget langt fra at være enig med Robert Tracinsky i politisk henseende. Men han indvilger i at følge tankegangen så langt, det er ham muligt.

"Det tiltag, der på godt og ondt har vist sig mest effektivt, har været at flytte fattige fra de belastede boligområder. I den forstand, at man har givet støtte til, at man kunne etablere sig andetsteds. Undersøgelserne viser, at forældrene oftest bliver nogenlunde på det niveau, de hele tiden har været socialt set, men børnene tilpasser sig meget hurtigere de normer og højere personlige målsætninger, der er i de boligområder, de flytter til. På den måde er boligområdet og en bedre fungerende social struktur i sig selv meget vigtigt, og de mest opgivende og forarmede områder er derfor også en permanent ond cirkel. Det er i en hvis udstrækning også, hvad Tracinski siger, selv om jeg finder hans analyse historisk ukorrekt og teoretisk latterlig. Men det negative ved at flytte personer ud fra de sociale boligbyggerer er, at de, der flytter, oftest er dem, der allerede er mest funktionelle i de belastede områder. Og når ressourcepersonerne flytter ud, forarmes området endnu mere socialt, kulturelt, og - hvis man skal være lidt hård - også moralsk," siger Philip Kasinitz.

Philip Kazinits mener også, at graden af materiel ulighed i sig selv - og den følelse af mindreværd, den skaber hos mange fattige - forarmer på flere planer.

En undersøgelse fra 2004 af professor i økonomi Edward N. Wolff fra Jerome Levy Economics Institute viser fordelingen af værdier i det amerikanske samfund: Den rigeste procent sidder på 33 procent af samfundets totale værdier, de rigeste fem procent på 59 procent, og de nederste 40 procent ejer kun 0,3 procent af de samlede realiserbare økonomiske værdier i det amerikanske samfund. Tallene er fra 2001, og ifølge samtlige adspurgte er koncentrationen af rigdom blevet yderligere koncentreret efter Bush-regerin-gens skattelettelser.

Robert Tracinski er ikke udpræget tilfreds med Bush skattepolitik. Han mener ikke skatterne er blevet sænket tilnærmelsesvis nok, og finder det principielt forkert, at de øverste fem procent betaler 70 procent af de samlede skatteindbetalinger i USA.

Men hans tanker om realiseringen af Den Amerikanske Drøm stemmer ifølge David Wessel ikke overens med realiteterne:

"Der er stadig en stærk inflydelse fra myten om Den Amerikanske Drøm. At man kan komme fra ingenting og stige til vejrs som fugl Phønix. Det, vores research i talrige økonomiske og sociologiske analyser viste, var blot, at myten er langt stærkere, end realiteterne kan bære. Naturligvis er der undtagelser, og nok stadig flere deciderede solstrålehistorier end i f.eks. Europa, men generelt holder myten ikke. Det er snarere sådan i USA i dag - til forskel fra situationen for 25-30 år siden - at du har meget lille sandsynlighed for at klare dig markant bedre end dine forældres generation. Og det rammer særligt hårdt i de hårdest belastede områder, hvor der er færrest økonomiske, sociale og kulturelle ressourcer. Men eftersom de reelt fattige ikke spiller nogen særlig politisk rolle i USA, fordi alt på grund af vores valgsystem handler om sving-vælgerne i middelklassen, er der ikke et ret stort politisk incitament til for alvor at investere i at få løftet ghettoområderne," siger David Wessel.

Philip Kasinits er helt enig. Til gengæld har 11. september 2001 lært ham aldrig at være skråsikker i sine analyser, af hvad den politiske fremtid vil bringe.

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi var på vej i jeres (Europas, red.) retning, men det er der intet, der tyder på. Til gengæld troede vi 'tree hugging hippies' i New York, at måden, amerikanerne ville se verden på, ville forandre sig i en helt anden retning, end den gjorde efter 11. september, så jeg vil aldrig mere sige aldrig. Hvem ved - måske skaber de nye konkurrenter Kina og Indien en helt ny økonomisk situation, hvor vi bliver tvunget til at se på andre muligheder?" siger Philip Kasinitz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu