BOSTON - Amerikanske beslutningstagere og intellektuelle ved ikke hvilken fod, de skal stå på efter det franske nej til EU-forfatningen i søndags. Skal man glæde sig over et svækket EU eller bekymre sig over konsekvenserne? Er det godt, at EU-eliten har fået et skud for boven?
I nykonservative rækker mærker man en dæmpet glæde over, at Bush-regeringens nemesis nummer et og to i internationale affærer, Jacques Chirac og Gerhard Schröder, har fået løkken lagt om halsen af deres egne landsmænd to år efter deres afstandtagen fra USA's krig mod Saddam Husseins Irak.
"Jeg kan forestille mig, at Bush, Condoleezza Rice og de nykonservative i regeringen triumferer over den blodtud, Chirac har fået. Deres glæde luftes naturligvis privat, men de bør ikke undervurdere EU's talent for et come-back," siger Jeremy Rifkin, forfatter til bogen The European Dream, til Information.
De nykonservatives mest prominente forum, opinionssiderne i avisen The Wall Street Journal, lægger dog en mere tvetydig holdning for dagen i sin vurdering af nej'et.
"Et ja ville have betydet en fælles udenrigspolitik, hvor Frankrig og Tyskland ville anskue Europa som en modvægt til USA. Det er ikke i USA's interesse. Uden traktaten vil det blive lettere for USA at skabe koalitioner af villige lande," hedder det i en leder.
En upålidelig partner
På den anden side bekymrer avisen sig for "det demokratiske underskud" i forbindelse med den tre år lange udarbejdelse af traktaten.
"Meningen var at bringe EU tættere på dets borgere. Udfaldet af afstemningen i Frankrig er ironisk, fordi nej'et blev demokratiets sejr over en uigennemskuelig og elitær proces", skriver Wall Street Journal.
Den største bekymring i Washington går dog på, at et svækket Europa kan blive en upålidelig partner for USA på verdensscenen.
"Vi byder et stærkt og integreret Europa velkomment. USA har brug for en effektiv partner til at håndtere de mange trusler, vi står ansigt til ansigt over for," sagde udenrigsminister Condoleezza Rices talsmand Noel Clay mandag.
Kun et mindretal af nykonservative kommentatorer fryder sig, mener David Cameron, der er leder af institut for European Union Studies på Yale University.
"Det er ikke en god ting for USA. Ikke alene Frankrig står svækket. Det gør Tyskland og Storbritannien også, og det på et tidspunkt, hvor de kontinentale EU-lande befinder sig i en alvorlig økonomisk krise. Et nederlag for traktaten kan aldrig blive en sejr for Amerika," siger Cameron til Information.
Generelt har omtalen af forfatnings-afstemningen i Frankrig været sporadisk i amerikansk presse. Alligevel prydede det negative resultat amerikanske avisforsider mandag og i går.
Ingen USA-kritik
Forklaringen er enkel, siger journalisten og Europa-kenderen Christopher Caldwell fra det nykonservative ugeblad The Weekly Standard.
"Bush-regeringen og den udenrigspolitiske elite i Washington har udvist en imponerende disciplin. Ingen har kritiseret traktaten eller EU i ugerne op til søndagens folkeafstemning."
"Det er selvfølgelig rigtigt, at Bush-regeringen har været splittet. Alle ønsker et stærkt Europa på den globale scene. Problemet er, når Chirac taler om EU som en modvægt og en multipolær verden. Vi bliver mistænksomme, når det ser ud som EU vil have Kina til at være en af modpolerne," siger Caldwell til Information.
Hverken panik eller desperation over det franske nej søndag og en mulig afvisning af traktaten i Holland i dag kan dog registreres fra amerikansk side. Tværtimod tolker eksperter resultatet i et positivt lys.
Europæisk engagement
"Jeg gik stærkt ind for et ja til forfatningen," fortæller Jeremy Rifkin, netop vendt hjem efter to uger i Frankrig.
"Hvad jeg så var et fantastisk engagement i EU på græsrodsniveau for første gang i fransk historie - også i andre EU-lande. Det berømte demokratiske underskud var forduftet. Folk gik virkeligt op i debatten på begge sider. Nu vågner folk op og mange vil uden tvivl være skræmte, hvis EU-projektet går i baglås. Nu gælder det om at finde ud af, hvad man kan sige ja til og eliten kan godt sige farvel til at udforme projektet alene."
Yale-professor David Cameron mener heller ikke, man skal overdramatisere.
"EU har gået gennem to andre lignende kriser i sin historie. Den første var, da planerne om et europæisk forsvarssamarbejde måtte skrinlægges i 1954. Det havde nær undergravet grundlæggelsen af EF, men allerede i 1957 kom Rom-traktaten. Den næste krise var chokbølgerne fra det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992," siger han.
"Ligesom ved de tidligere kriser er det muligt at finde institutionelle udveje. Der er intet til hinder for, at Ministerrådet om nogle år vedtager de dele af traktaten, som ville have skabt nye poster som udenrigsminister og præsident og regler for flertalsafstemning. Charteret om grundlæggende rettigheder kan blive fremlagt til afstemning separat om nogle år."
"Generelt anlægger amerikanske eksperter en pragmatisk indstilling til EU-krisen. Det var ikke meningen, at EU skulle have en traktat. Det var noget Giscard D'Estaing fandt på. Nu kan arbejdet på at opbygge EU klods på klods starte op igen,"konstaterer David Cameron.
