Læsetid: 4 min.

USA og lakajer i krig

19. marts 2003

MED BESLUTNINGEN om at trodse et klart flertal i FN’s Sikkerhedsråd har præsident George W. Bush dokumenteret, at USA agter at udnytte dets formidable styrke til at bestemme alt selv. Den økonomiske, politiske og militære overlegenhed, som USA besidder i forhold til alle andre nationer, er enorm. Intet land på kloden kan nu eller i mange år, sandsynligvis årtier, true dets position som noget nær enehersker – og det er åbenlyst, at den flok texanske gunmen, som regerer i Det Hvide Hus netop nu, nyder rollen. Væk med de diplomatiske lakskos langsommelighed. Ind med den action, som en ordentlig cowboy elsker. Nu tager det udvalgte folk sagen i egen hånd. I går Afghanistan, nu Irak, i morgen Nordkorea.
Sikkerhedsrådet og især Frankrig forstod ikke i tide at rette ind – og de er derfor blevet fejet til
side af den amerikanske regering som værende
irrelevante. Da Bush natten til tirsdag dansk tid kom med den ventede krigserklæring, blev den
internationale retsorden slået sønder og sammen. Bush-logikken er klar: USA har altid ret – og hvis de ikke har det, så har de det alligevel.

DEN KRIG, som Bush fører mod Irak, har ingen legitimitet. De såkaldte beviser, som USA har lovet at fremlægge, har ingen værdi haft. Det er mislykkedes at overbevise omverdenen om, at Irak vitterligt besidder masseødelæggelsesvåben. De dokumenter, som efterretningstjenesterne har fremlagt, har været pinligt ringe. Den tætte forbindelse, som USA har hævdet, der eksisterer mellem Saddam Hussein og Osama bin Laden, er der ikke vist et eneste blot spinkelt bevis på. Omvendt kan man konstatere, at det pres, som et enigt Sikkerhedsråd placerede på Saddam med resolution 1441, har ført til, at våbeninspektørerne har gjort betydelige fremskridt. USA har benyttet hele dets arsenal af stokke og gulerødder i forsøget på at tvinge Sikkerhedsrådets fem permanente og ti ikke-permanente medlemmer til at bakke op om en ny krigsresolution – og alligevel mislykkedes det. Det lykkedes hverken at skaffe det såkaldte moralske flertal – altså at ni lande havde bakket op – eller at hindre, at de tre, som truede med veto, nemlig Frankrig, Rusland og Kina, ville lade være. Modstanden mod USA’s krig er ganske enkelt så stor, at statsledere valgte at trodse den amerikanske pression.

DEN KRIG, der nu vil komme mod Irak, er hverken baseret på overbevisende argumenter eller på opbakning fra Sikkerhedsrådet. Den har altså ingen legitimitet – og synes i stedet båret af Bush’s behov for at præstere en spektakulær krigssejr før det kommende præsidentvalg. Krigen bliver muligvis vundet på forholdvis kort tid, men det gør den ikke mere retfærdig. Der er grund til at frygte, at titusinder af irakere vil blive dræbt, når amerikanske og britiske bombefly, efterfulgt af landtropper, angriber for fuld styrke. Det er alene den umiddelbare og rædselsvækkende konsekvens af angrebskrigen. Det had, som krigen vil efterlade hos fundamentalister i regionen, kan få langt værre langtsigtede konsekvenser med mere terror og flere krige til følge. Bush er så langt fra at være en eftertænksom vestlig statsleder, man næsten kan forestille sig – i stedet virker han i foruroligende grad som en primitiv sherif, der er ude af stand til at forvalte sin enorme våbenkraft.

DEN DANSKE regering har valgt at bakke fuldt og helt op om USA’s linje, hvilket placerer Danmark som et af de mest krigslystne lande. Det er deprimerende, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i den grad er blevet forblændet af præsident Bush. Fogh bryder med det for et lille land så afgørende princip, at det internationale samfund skal sanktionere en krig. Hans desperate forsøg på at bilde danskerne ind, at der i virkeligheden er en klar FN-forankring til krigen, grænser til det pinlige. Fogh, har du glemt, at USA overhovedet ikke var i nærheden af at få opbakning i Sikkerhedsrådet? Udenrigsminister Per Stig Møller, som i hele krigsopbygningen har talt for et klart FN-mandat, har lidt et så bastant nederlag til sin statsminister, at hans troværdighed naturligvis er stærkt svækket. Nu går Danmark så i krig – ikke blot uden et FN-mandat, men også uden Socialdemokraterne og De Radikale. USA’s krig mod Irak er uden legitimitet, og Danmark burde selvfølgelig følge lande som Sverige, Tyskland, Belgien, Frankrig og Canada i afvisningen af den.

MELLEMØSTEN ville helt sikkert være et bedre sted uden Saddam Hussein. Despoten kunne vælge at gøre sit forarmede folk en eneste tjeneste ved at følge præsident Bush’s opfordring og forlade Irak sammen med sine sønner omgående. Det kunne hindre de kommende mange ugers amerikanske militære massakre på den irakiske
civilbefolkning. Verden ville også være et mere sikkert sted, hvis USA’s præsident ikke hed George W. Bush. Den hævntørst, der har præget ham, siden han ydmyget tumlede rundt i Air Force One efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001, vælter nu ud over verden. Det er nødvendigt at spørge sig selv om, hvem der egentligt udgør den største fare mod verdensfreden og verdensordenen i disse uger: Saddam Hussein eller George W. Bush?

dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her