Læsetid: 4 min.

USA må finde sine gamle dyder

Efter Bush-regeringens fiasko i Irak har verden mere end nogensinde brug for, at den demokratiske supermagt besinder sig på sine fundamentalt sunde kerneværdier
7. november 2006

Det var det britiske koloniriges rebellerende undersåtter i Amerika, som deres Uafhængighedserklæring af 1776 for første gang syntetiserede de bedste tanker fra den europæiske oplysningsfilosofi. Og det gjorde det i et så inspirerende sprog, at det franske dokument fra 13 år senere - Déclaration des droits de l'homme et du citoyen - ved siden af fremstår som en prosaisk indkøbsliste.

Amerikanerne opfandt ideen om den moderne, liberale republik. Det var amerikanerne, som greb en 2.500 år gammel idé, som havde blomstret ganske kort for siden at visne hen, og genindførte den i den moderne verden: demokratiet.

Det var Amerika, der gav inspirationen til Den Franske Revolution, skønt det - som det er hændt flere gange siden - med Napoleons hærgende fremfærd over Europa kom til at se med nogen fortrydelse på de ulykker, det havde fremprovokeret.

Som en, der tilbragte en del af sin ungdom som medarbejder i Martin Luther Kings aktiviststab under hans kampagne i Chicagos slumkvarterer, da Vietnamkrigen rasede på sit højeste, har jeg aldrig forvekslet de jævnligt tilbagevendende fiaskoer for amerikanske udenrigspolitik med den idealisme, instinktive higen efter retfærdighed og menneskerettigheder og klippefaste tro på, at den ultimative magt residerer i stemmeboksen, der står i centrum for amerikansk politisk liv.

Ekspansionisme

Det kan hænde, at der kommer præsidenter som George W. Bush til magten, som perverterer disse idealer foruden at føre unødvendige krige, der koster titusindvis af mennesker livet, men jeg nærer ingen tvivl om, at før eller siden vil Amerika atter finde tilbage til sine fundamentalt godartede grundværdier.

Samtidig - mens Irak understreger farerne ved uigennemtænkt og overfladisk udenrigspolitik for en ny generation, på samme måde som Vietnam gjorde for vores - må vi være fuldt opmærksomme på, at bagsiden af amerikanske revolutionære mønt er, at der ofte vil være en næsten iboende drift efter at føre en revolutionær udenrigspolitik. I modsætning til, hvad der er en udbredt opfattelse hos mange amerikanere, har USA næsten fra begyndelsen af været ekspansionistisk. Som Fareed Zakaria engang skrev. "Lige siden de 13 kolonier uophørligt gav sig til at marchere mod vest og besætte kontinentet, har ekspansionisme og imperialisme været del af det amerikanske ideal."

Disse ambitioner blev ikke udtømt med erobringen af indianske områder og senere Californien. I 1850'erne, umiddelbart efter Den Mexicanske Krig, der med Octavio Paz' ord "berøvede os næsten halvdelen af vort nationale territorium," har amerikanske politiske ledere med missionerende ildhu prædiket om nøvendigheden af yderligere ekspansion. Amerikanske diplomater forsøgte at forhandle om indlemmelse af dele af Cuba og siden Hawaii. Selv Canada var et mål. John Quincy Adams (USA's sjette præsident, 1825-29) var overbevist om, at USA i sidste ende ville have annekteret hele Nordamerika.

Universelle rettigheder

Ikke desto mindre er amerikanerne igennem hele den lange historie om USA-udvirket 'regimeskift' - fra Hawaii over Puerto Rico, Filippinerne, Mexico, Iran, Chile, Haiti, Den Dominikanske Republik, Mellemamerika, Panama, Grækenland til seneste Sydvietnam og Irak - bestandig blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt deres adfærd i praksis svarede til deres erklærede principper. Som Robert Kagan skriver i sin tankevækkende nye bog Dangerous Nation:

"Når amerikanerne i deres stræben efter materiel og åndelig lykke involverer sig med andre folkeslag, bliver deres påberåbte princip om universelle rettigheder ofte en del af denne interaktion. Dette princip tjener som en form for moralsk overjeg, når der skal fældes domme over amerikanernes egoistiske bestræbelser."

William Fulbright, formanden for det amerikanske senats komité for udenlandske relationer, udgav midt under Vietnamkrigen en bog, der bar titlen Magtens arrogance. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvilken karakteristik han ville sætte på USA's nuværende magthavere.

Fulbright var Bill Clintons mentor, men Clinton selv var tilsyneladende aldrig i stand til at sige mere end, at "USA ikke bare kunne nøjes med at være en stormagt blandt andre" - han uddybede aldrig, hvilken global rolle han så for sig. Med sit felttog imod 'ondskabens akse' gav Bush Amerika en klarere defineret rolle, men med voldsomt modproduktive konsekvenser til følge. Ved at gøre militær magt til sit foretrukne redskab frem for forhandlinger og diplomati, begik han den samme fejl, som er så typisk for dem, der flyver for tæt på solen.

I de kommende måneder forud for den uafvendelige amerikanske tilbagetrækning fra Irak, må resten af verden modstå fristelsen til at hovere eller lægge Amerika diplomatisk på is. Amerikas grundlæggende værdier og principper behøves stadig i vores letantændelige verden.

Amerikanerne burde for deres del i deres aktuelle historiske fadæse ihukomme Montesquieu, som da han kommenterede Romerrigets og de spanske og franske imperiers fald, forklarede, at de "havde nået en større magt end deres visdom rakte til at retlede; for at tilfredsstille øjeblikkets lidenskaber tabte de deres vedvarende bedste interesser af syne." Amerikanerne må i dag atter spørge sig selv, hvorfor de har givet efter for deres lavere, ekspansionistiske drifter.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator for International Herald Tribune og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her