Læsetid: 4 min.

USA nægter enhver forhandling

Det amerikanske lokale står tomt ved klimamødet i Montreal. 'Vi går vores egne veje,' siger den amerikanske delegations leder, Paula Dobriansky
9. december 2005

MONTREAL - USA's regering vil ikke være med til noget som helst, hvis det kan risikere at føre til forhandlinger om fælles mål for fremtidens klimapolitik. Den amerikanske delegations lokale stod i går tomt. De amerikanske delegerede blev væk fra flere møder, der var aftalt med de andre parter i FN's klimakonvention, herunder EU. USA's delegation vil ikke engang holde møde med den canadiske miljøminister, Stéphane Dion, der i år er leder af klimamødet.

Dion har foreslået, at man beslutter sig for en diskussion om fremtiden. En diskussion mellem de parter, der ikke er med i Kyoto-aftalen. En diskussion uden betingelser. Men USA siger nej, fordi han kalder en sådan diskussion for en "proces".

"En formel diskussion vil uvægerligt føre til forhandlinger, og det er vi imod," siger chefforhandler Harlan Watson.

I sommer skrev præsident Bush under på en erklæring fra G8-topmødet i Gleneagles, Skotland. Der stod: "Vi vil samarbejde. Vi forpligter os til at gøre fremskridt på FN's konference om klimaforandringer i Montreal i den globale diskussion om langsigtet fælles handling for at påvirke klimaforandringerne."

USA har verdens største CO2-udslip, og det vokser. Mange har stillet forslag for at komme USA i møde. For eksempel kunne man skelne mellem forskellige typer af forpligtelse eller aftaler, der kun omfatter én sektor ad gangen. For eksempel kraftværkerne eller energibesparelser eller udbredelsen af ny teknologi. Men USA vil slet ikke tale om det.

Ingen samtale mulig

"Det er utilfredsstillende, at man ikke kan føre en dialog," siger miljøminister Connie Hedegaard. "Men vi kan jo ikke tale med dem, når de ikke møder op."

"De amerikanske delegerede holder en lav profil, men de deltager meget aktivt i de møder, hvor de kan se en risiko for, at andre lande vil beslutte noget, der kan få følger for dem selv og de andre lande, der ikke er med i Kyoto-aftalen," tilføjer kontorchef Thomas Becker.

"USA skal ikke have vetoret. I stedet for at vente til USA kommer med, tror jeg, vi må forsøge at komme så langt som muligt med andre parter," siger Connie Hedegaard. Hun roser Kina, Sydafrika, Mexico og Brasilien, som viser vilje til at komme videre, selv om det endnu ikke sker i forpligtende vendinger.

"Sydafrika er meget konstruktiv, og mit møde med den kinesiske miljøminister gav mig også indtryk af, at Kina er meget positivt indstillet," siger hun.

Pres på hjemmefronten

På hjemmefronten er Bush-regeringen under voksende pres. Presset kommer fra en stor del af staterne, fra borgmestrene i mere end 100 byer, som også deltager i en parallel konference her i Montreal. En del af de største virksomheder har sat mål for begrænsningen af deres udslip.

Senest har 25 fremtrædende amerikanske økonomer i et åbent brev til regeringen og kongressen advaret regeringen om, at USA bliver nødt til at lægge loft over sit udslip, ligesom Kyoto-landene gør - og det bliver dyrere, jo længere man tøver.

De amerikanske virksomheder vil tabe markedsandele inden for vedvarende energi og energibesparelser, og de nødvendige indgreb bliver økonomisk bekostelige, hvis ikke man får skabt et velfungerende globalt marked for kvoter som grundlag for at finde de økonomisk bedste løsninger, skriver de 25 økonomer. Tre af dem er nobelpristagere, deriblandt den verdenskendte Joseph Stiglitz.

Hver sin vej

Men den amerikanske viceudenrigsminister Paula Dobriansky er ikke bøjelig.

"Vi går frem på hver sin måde," sagde hun på et pressemøde. USA ad de frivillige aftalers vej, Kyoto-landene ad den bindende vej.

USA's vej har ført til udslip, der stiger. Det samlede udslip er mindst 13 procent højere end i 1990. Udslippet i de 15 gamle EU-lande, der fra starten blev forpligtet af Kyoto-aftalen, er 9,3 procent lavere end i 1990.

Det anfægter ikke Dobriansky. Hun ser det som en fordel, at forskellige fremgangsmåder bliver "afprøvet", sagde hun på pressemødet. Også forskellige fremgangsmåder inden for USA's grænser.

Den canadiske premierminister Paul Martin holdt en tale, hvor han i stærke vendinger talte om nødvendigheden af global, langsigtet handling og udfordrede den store nabo mod syd.

Se bort fra Bush

"Det var en historisk tale," siger Bill Hare fra miljøorganisationen Greenpeace begejstret. "Men problemet er, at der er en kløft mellem talens store ord og de små, forsigtige skridt, det canadiske formandskab forsøger at tage".

"Tiden er kommet til at se bort fra Bush-regeringen og opbygge en aftale, der passer til USA's næste præsident og den amerikanske holdning, der vil vinde, før aftalen skal træde i kraft," siger den amerikanske miljøforkæmper David Doniger.

Alle de forhandlinger, der går ud på at få Kyoto-aftalen til at virke i praksis, er nu afsluttet med et resultat, som både Kyoto-landene og miljøbevægelserne finder nogenlunde tilfredsstillende.

Der er vedtaget en række tekniske spilleregler og juridisk bindende regler om, hvad der skal ske, hvis et land ikke overholder sine forpligtelser.

Spørgsmålene om, hvordan man kan få gang i godkendelsen af projekter, hvor i-landene investerer penge i at hjælpe med begræsningen af udslip i u-lande, har fundet en løsning. Og der er sket fremskridt, når det gælder de rige landes forpligtelse til at hjælpe sårbare, fattige lande med at tilpasse sig klimaforandringerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her