I betragtning af de meget høje omkostninger, der er forbundet med det, kan man godt spørge sig selv, hvor mange filminstruktører og -producenter, der egentlig stadig nyder at lave film. Tag nu f.eks. instruktøren John Sayles og hans mangeårige arbejdsmakker og producent, Maggie Renzi, der helt nonchalant sidder og taler om, at de selv har kastet 30 millioner kroner i deres nye film, Silver City. Jeg bliver noget bekymret. Har de så- øh- tjent dem ind igen? "Jeg ved ikke, om vi nogensinde kommer til at tjene dem ind," siger Sayles.
"Måske i løbet af nogle år, når filmen kommer på video eller på en anden måde," tilføjer Renzi. "Vi har rejst på turne med vores film, hvilket var virkelig sjovt. Vi rejste rundt sammen med folk som R.E.M.... vi udgjorde Silver City-ekspressen, og det var hyleskægt."
Nå, det lyder da som om, de har nydt det.
Spidning af Bush
Efter 15 fælles film har Sayles og Renzi tilsyneladende fundet de rette bevæggrunde for at lave film. En spidning af George W. Bush forud for præsidentvalget sidste år var motivationen bag Silver City, ikke at tjene penge. "Vi prøver at gøre noget for at komme af med Bush," siger Renzi. "Jeg tænkte: 'Er der overhovedet noget loft for, hvor meget jeg vil betale for dét?'" John Sayles fik ideen til filmen lige efter valget i 2000. Han syntes, at det var en ubehagelig tanke, at så mange vigtige historier var blevet negligeret af medløberne i medierne og ønskede at beskrive landets "hemmelige historie". "Flere år senere kunne jeg læse om alt muligt - militære skandaler, skandaler i CIA og andre skandaler - i en række bøger. Hvordan kunne det lade sig gøre, at folk havde været klar over, at det foregik, uden at det kom i aviserne?" Sayles brugte Chinatown - den klassiske film noir om korruption - som model for sin film. Danny Huston spiller en privatdetektiv, der opsporer fjender af den klodsede guvernørkandidat Dickie Pilager (spillet af Chris Cooper), efter at et lig dukker op i en sø, der bliver brugt som pittoresk baggrund for en tv-udsendelse om valget. Det vrimler med tvivlsomme personnager, hvis pendanter i virkelighedens politiske verden er forholdsvis let genkendelige, heriblandt Richard Dreyfuss' Karl Rove-lignende kampagneleder og en Matt Drudge-agtig, oprørsk journalist (Tim Roth).
Ikke optimist
Sayles er grundig i sin beskrivelse af det lille samfund i Colorado - fra de sleske politikere til de mexikanske indvandrere. Silver City vil gerne sige en masse om det moderne USA. Måske lidt for meget, med det resultat at stilen hele tiden bevæger sig mellem satire og film noir. Det hele ender med et skuldertræk, og Sayles er da heller ikke ligefrem optimistisk indstillet over for landets fremtid."Selv i Kongressen og i Senatet er folk købt og betalt, og det er virkelig skidt for det amerikanske folk. Hvis man vil have rent vand og gode skoler, er det ikke nødvendigvis det, der er på dagsordenen." John Sayles og Maggie Renzi mødtes i New York i 1974, da hun arbejdede med at caste skuespillere, og han finansierede sine skriverier med et kontorjob. Efter at have skrevet to romaner og nogle noveller endte Sayles med at skrive manuskripter for Roger Corman. Selv om Cormans halvslibrige produktioner var helt anderledes end de film, Sayles selv kom til at instruere, siger han, at hans samarbejde med Corman i slutningen af 1970'erne var hans 'filmskole' og en brutal indføring i, hvordan man skaber resultater med meget få midler. Corman var en sært forudseende person: "De film, han lavede, som blev betragtet som B-film og discount-agtige, er A-film i dag og koster 100 millioner dollar at lave," siger John Sayles. I Lone Star fra 1996, som er Sayles' mest berømte film, er portrættet af livet ved den amerikansk-mexikanske grænse et typisk eksempel på den rigdom af sociale og historiske kræfter, som Sayles forsøger at væve ind i sine projekter. Renzi og Sayles' næste film Honey Drip bruger igen et lille samfund (i Alabama) til at sætte fokus på større kulturelle forandringer - i dette tilfælde "overgangen fra blues til rock'n'roll". Makkerparret står igen med hatten i hånden foran pengemændenes skriveborde, hvilket ifølge Renzi "ikke ligefrem bliver lettere", efterhånden som producenterne bliver mere og mere konservative.
Skal have fuld kontrol
Jeg spørger John Sayles, om han ville give afkald på sin uafhængighed under arbejdet med bare én film. Han svarer, at det er altafgørende, at han har fuld kontrol over det endelige resultat. Maggie Renzi mener, at der måske nok kan skabes en gylden middelvej. "John har mentorer som Ron Howard og Spielberg-producenten Kathy Kennedy. Jeg vil gerne i dialog med dem." Det må være noget af en kamp at holde fast i sine principper i et stadig mere kommercialiseret miljø, men Sayles og Renzi virker tilfredse. "Vi har aldrig lavet en film, som vi ikke var tilfredse med," siger Maggie Renzi. Deres partnerskab er tydeligvis helt afgørende for deres produktivitet, men er der tidspunkter, hvor de er uenige? Det hjælper, at de laver noget forskelligt og ikke er i direkte konkurrence med hinanden, svarer Sayles. Renzi tænker nogle gange over, om de skulle slå sig mere på mainstream-film: "Men så tænker jeg på, hvor vild jeg er med de film, vi har lavet. Jeg tror, at jeg er mindre i tvivl end de fleste andre producenter."
© Information og The Independent
Oversat af Nina Skyum-Nielsen
Silver City udkom fornylig på dansk dvd. Find anmeldelsen i arkivet på www.information.dk
