Læsetid: 3 min.

USA' s eksport af rationalitet

Der må være en balance. Så mens Bush pumper irrationalitet ud i verden pumper amerikansk fiktion rationalitet ud i lige så store mængder. Eller omvendt?
16. september 2006

Jeg må indrømme, at jeg elsker i al fald visse amerikanske serier. I årevis hang jeg på Skadestuen, mens strygetøjet blev ekspederet. Allerede her var der noget nyt på færde, en udsøgt morbiditet. Efter hvert eneste afsnit kunne man prise sig lykkelig for at være i live.

Det næste seriehit var Six feet under. Indtaget fra dvd i lange nætter alene hjemme. Skadestuen havde jeg lige kunnet klare med fransk synkronisering, men der var en ny standard over Alan Balls elegante serie med frie hænder efter filmsuccesen American beauty.

Den helt uden tvivl patetiske (for nu ikke at sige Katarsis) smag for, nej ikke det skæbnesvangre, snarere dødens (og livets) absurditet, fik her en særlig parfum med det indledende dødsfald

Dødens årsag

Endnu en aften alene hjemme søndag, 10. september. Og ikke alene kan man så svælge i de amerikanske serier, der er flere og flere af på fransk fjernsyn, man kan også i majestætisk ensomhed zappe. Den 10. september skulle krydszapningen mellem amerikanske serier og mindeudsendelser for den 11. september give et unikt indblik i amerikansk idéverden. Et særligt fantasme om amerikansk rationalitet pumpes ud i verden i samme takt som Bush's irrationalitet.

Jeg droppede hurtigt vennerne fra Skadestuen - de har mistet luften under vingerne - for fascineret at betragte Les Experts, som de hedder på fransk. Andre steder i verden er serien kendt som CSI: Crime Scene Investigation. Døden er i bogstaveligste forstand sat i scene.

Ligene obduceres i et rum, der udgør en mellemting mellem en Armanibutik, loungen på SAS-hotellet, en natklub og et samtalekøkken. I modsætning til i Six feet under begraver man ikke bare den døde. Næ, næ: Man finder dødens årsag. Langt ned i den mindste kødelige eller dødelige fiber - serien er kendt for sine svimlende nærbilleder. CSI er også kendt for de tekniske midler. Der er ikke grænser for, hvilket udstyr den rationelle og fra Agatha Christie og videnskaben så kendte årsagssøgning er forlænget med. En opvisning ikke alene i eksisterende amerikansk teknik, men også science fiction. Det optimale ægteskab mellem empirien og fornuften: Vi må finde ud af, hvem der har gjort det.

Det, som er så godt er, at der ikke er noget som helst kommunalt budgetbesvær, der forstyrrer undersøgelsen. Et grænseløst antal eksperter sættes på sagen i en endeløs tid - kun begrænset af seriens 60 minutter.

På den anden tv-kanal ser man billeder af redningsfolk med tomme udtryk i ansigtet, der vandrer rundt på Ground Zero i 2001.

Forbavsende sammenfald

Det tidslige sammenfald mellem Six Feet under fra tv-kanalen HBO, den konkurrerende Crime Scene Investigation fra CBS og Ground Zero er forbavsende.

Serierne starter begge året før, alle disse mennesker, hvis skæbner på amerikansk vis trænger langt ind under huden, døde i World Trade Center.

Det er sagt hundrede gange, at bin Laden satte sin terror i scene. Hvor præcist det skete, konstateres, når man opdager, at det imaginære amerikanske rum, bin Laden satte sin terror ind i, allerede var optaget af at sætte døden eller the crime scene i scene.

"Who are we,", synger The Who som CSI's temasang. De er dygtige, de der serieforfattere. Rygter forlyder, at de bedste manuskriptforfattere fra Hollywwod er smuttet over til de langt mere velbetalende serier. Alan Ball gik til serierne. Selveste Tarantino har leveret et afsnit af CSI.

For den, der kan sit Freud-alfabet udenad, sådan som disse manuskriptforfattere helt sikkert kan det, vil man med titelsangen Who are we vide, at Forbrydelsens scene naturligvis har at gøre med 'den primære scene'. At forældrene gik i seng med hinanden, og at 'jeg' blev til. Hvem er jeg? Dødens eller livets årsag. Det kommer ud på et.

Hvem er vi?

Imens går de stadig rundt med tomme ansigter på Ground Zero.

De opklarer og opklarer og opklarer på CSI. Serien er eksploderet, den startede i Las Vegas, men nu opklarer de også i New York og i Miami, og serien er tidens største verdensomspændende succes.

Bush gik lige hen og gjorde, hvad han måtte gøre i forhold til spørgsmålet om, hvem han er.

Naturligvis har han ikke turdet se scenen i øjnene, i stedet ramte han - på trods af alle eksperternes 'rationelle argumenter - lige dér, hvor det var om at gøre. Statuen af Saddam Hussein er segnet, hvilket ikke lykkedes for farmand.

Vi foretrækker at tro, at vi ved, hvem vi er. 100 millioner mennesker verden over ser nu CSI, hvor alting opklares. Imens roder amerikanerne rundt i Bush's mudder et sted i Irak.

Hvem var det var nu, vi var? Og så gik jeg sgu i seng.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her