Læsetid: 3 min.

USA søger forsoning

28. juli 1999

Den største risiko for USA er en kombination af hybris og ligegyldighed.
Dominique Moisi, vicedirektør i Institut Francais des Relation Internationales i Paris.

Uanset hvor langt USA strækker NATO's militære tøjr, så kan rivaliserende magter stadig tøjle det ved hjælp af FN's diplomati.
Kommentar i Financial Times i går.
I et forsøg på at læge nogle af sårene efter NATO's aktion på Balkan har USA indledt en diplomatisk offensiv over for to af sine hovedkritikere, Rusland og Kina. Det er sket med forsonende meldinger under - og op til - denne uges ASEAN-møde i Singapore, hvor den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, har ført samtaler med såvel sin russiske som sin kinesiske kollega. Det sker efter en række sammenstød, der kulminerede med NATO's 78 dage lange Balkan-aktion, bombningen af Kinas ambassade i Beograd 7. maj og alliancens udvidelse mod øst. Men det er langt fra nogen let mission, Madeleine Albright er ude på.
Ganske vist har den seneste tid budt på en vis op-blødning af USA's forhold til de to lande: Rusland er så småt begyndt at optø sit forhold til NATO, den russiske ministerpræsident Sergej Stepasjin er på rundtur i USA, mens man fra amerikansk side har søgt at gyde olie på vandene i forhold til den seneste kinesisk-taiwanesiske strid, ligesom USA's præsident Clinton ventes at møde Kinas præsident Jiang Zemin i september. Det er altsammen gode tegn for den forsoningsproces, der nødvendigvis måtte følge efter Balkan-krigen.

Men det ændrer ikke ved, at Balkan-krigen har givet store forstyrrelser i især USA's forhold til Kina og Rusland, der siden den kolde krigs afslutning er søgt tættere på hinanden i et forsøg på at opveje en amerikansk dominans, der ikke bare udspiller sig inden for NATO, men også inden for institutioner som APEC-samarbejdet, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Så sent som i forgårs fastslog Ruslands udenrigsminister Igor Ivanov, da også, at en genetablering af forholdet til USA vil kræve en to- eller tredobbelt indsats af parterne, og han understregede, at der skal skabes et "stabilt forhold uden afvigelser eller overraskelser".
Også i Europa har Balkankrigen ført til en fornyet debat om en styrkelse af den europæiske stilling på den internationale arena. Ganske vist lykkedes det under krigen at bevare sammenholdet inden for NATO, men der var også store meningsforskelle, som pustede til de fløje, der ønsker en klarere europæisk profil. En profil, man i disse dage søger at pudse af i forhold til støtten til Balkan, og som forlængst har ført til diskussioner om en stærkere europæisk militærarm.

Altsammen er det udtryk for et internationalt samfund, der søger at tøjle et USA, der efter den kolde krig fremstår som verdens eneste fuldblods-supermagt med en dominerende stilling på såvel det sikkerhedspolitiske som det kulturelle og økonomiske område. Det er samtidig en stilling, som for nylig fik en anerkendt politisk analytiker som Dominique
Moisi, vicedirektør for Institut Francais des Relation International i Paris, til at advare USA mod at lade sig styre så meget af indenrigspolitiske dagsordener, at det i resten af verden opfattes som arrogance og selvtilstrækkelighed og udløser en modreaktion: "Det (USA, red.) vil i stigende grad fjerne sig fra resten af verden, hvis det - til trods for sin tilsyneladende internationale stilling- fastholder en politik, der spænder fra eksekveringen af dødsstraffe til at negligere miljøhensyn".

Udviklingen bør give stof til eftertanke i USA, og vurderet ud fra Madeleine Albrights seneste meldinger tyder noget på, at den proces er i gang. Således afviste hun op til ASEAN-mødet i Singapore, at Balkan-krigen kan ses som dannende præcedens for det internationale sikkerhedssystem, ligesom man fra amerikansk side har understreget, at NATO har rod i et geografisk afgrænset område. Det ligner en justering af meldingerne forud for vedtagelsen af NATO's nye "strategiske koncept" tidligere i år.
Justeringen er klog. Balkan-krigens efterspil viste, at USA fortsat er afhængig af det internationale samarbejde. Det var således verdens syv førende industrinationer og Rusland (G8-klubben), der fik strikket en fredsaftale sammen, og mandatet for fredsstyrken blev alene sikret ved et mandat fra det FN, der ved krigens begyndelse blev kørt ud på et sidespor. Amerikansk dominans eller ej, så viste FN og dets diplomati, at det fortsat har en berettigelse - og også af den grund er forsøgene på en genetablering af båndene til Kina og Rusland så vigtige. Omend eftertanken bør række videre. -jarl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu