Læsetid: 4 min.

USA spænder ben for indisk-iransk aftale

Ministre fra Iran, Indien og Pakistan mødes snart for at drøfte planerne for en fælles naturgasledning. Eksperter betegner det som et historisk initiativ for fred og vækst i regionen. USA stiller sig på bagbenene
28. juli 2005

Indien har desperat brug for nye energikilder. Iran har for meget naturgas og for få aftagere. Pakistan hungrer efter en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Det er tre behov, der kan mødes i planerne om en naturgasledning mellem Iran og Indien via Pakistan.

Men endnu en gang truer intern mistillid og amerikanske interesser med at stå i vejen for samhandel i regionen. USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, gjorde det klart under et besøg i Indien i marts, at Washington er "bekymret" for projektet. Og hendes Viceudenrigsminister, Stephen Rademaker, skruede bissen yderligere på, da han for nylig kaldte det en "farlig fejltagelse".

"Det ville give indtægter til Iran, der kunne finansiere masseødelæggelsesvåben," sagde Rademaker.

Inderne har længe set Iran som kilde til at tilfredsstille den øgede efterspørgsel på energi, der er fulgt med den eksplosive vækst i den indiske økonomi. Det vurderes, at Indiens energibehov vil stige med mindst 150 procent over de næste 20 år. I dag udgør naturgas kun omkring syv procent af landets energiforbrug, men gasledningen ventes at betyde, at iransk gas får en afgørende betydning for Indiens fremtid.

Også Pakistan har meget at vinde ved projektet. Udover adgang til billig naturgas, vil gasledningen være en kærkommen håndsrækning til den haltende pakistanske økonomi. Selve byggeriet vil skabe mange arbejdspladser i de fattige og urohærgede provinser Baluchistan og Sind. Derudover anslås det, at Pakistan årligt vil tjene op imod 700 millioner dollar i transitafgifter.

'Rørledning for fred'

Der er imidlertid meget mere end penge på spil i projektet. I både den indiske og den pakistanske presse har projektet fået kælenavnet Pipeline of peace, rørledning for fred. Håbet er, at de fælles interesser vil tvinge de to landes ledere til at arbejde for fredelige løsninger, ikke mindst i forhold til den omstridte Kashmir provins.

Pakistans premierminister, Shaukat Aziz, sagde i april:

"Jeg har en dyb tiltro til, at forholdet mellem Indien og Pakistan bevæger sig i den rigtige retning, hvis vi bygger rørledningen."

Men der er flere spørgsmål, som skal besvares, før inderne vil skrive under på en aftale med de to muslimske naboer. Modstandere af projektet siger, det ville give Pakistan en strategisk fordel i den historiske rivalisering imellem de to lande. Pakistanerne kunne vælge at "lukke for hanen" og derved bringe Indien i en meget sårbar situation.

Indtil videre har den officielle indiske position dog været, at de økonomiske og strategiske fordele opvejede risikoen. Denne tiltro er blevet styrket, efter det seneste års tilnærmelse imellem de to lande.

Den største trussel mod projektet er imidlertid den amerikanske politik over for Iran. I 1995 vedtog USA en lov, der forbyder investeringer i Iran på over 20 millioner dollar. Der er derfor juridisk grundlag for, at indføre sanktioner imod lande, der investerer i den iranske naturgas industri. Ifølge den anerkendte amerikanske sikkerhedspolitiske ekspert, George Perkovich, vil USA ikke stå tilbage for, at benytte loven i forhold til Indien og Pakistan.

Han mener, at Bushadministrationen er ved at begå en strategisk brøler på to afgørende områder. For det første vælger de at ignorere de mulige fredsgevinster i forholdet mellem Indien og Pakistan og for det andet muligheden for at rette op på forholdet til Iran.

Perkovich skriver i en artikel i New York Times: "Washington kan ikke få i både pose og sæk. Vi kan ikke sige, at iranerne ikke har brug for atomenergi, fordi de har verdens næststørste naturgasreserve og samtidig blokere for investeringer i deres gasindustri. Iranere på tværs af det politiske spektrum er overbeviste om, at USA's mål er at holde dem nede. At blokere for rørledningen til Indien vil være en fortsættelse af denne kontraproduktive kurs."

Ifølge Perkovich er den klogeste løsning også den mest simple: "Alt hvad USA skal gøre er at holde sig væk og lade markedskræfterne og de regionale sikkerhedsinteresser styre. En rørledning, der er god for Indien, Pakistan og Iran, er også god for USA," konkluderer han.

Det er stærkt tvivlsomt, om USA vil følge denne opfordring, men indtil videre tyder det på, at de tre parter i projektet vælger at overhøre de amerikanske indvendinger.

"Vi vil fortsætte med projektet på basis af vore egne nationale interesser," siger den pakistanske gas-og olieminister Ahmed Waqar i denne uge til nyhedsbureauet AFP.

Ambivalent indisk politik

Også fra New Delhi har meldingen indtil videre været, at behovet for energi overstiger hensynet til USA's modstand mod det iranske regime.

"Vi har ingen problemer af nogen art med Iran," udtalte Indiens udenrigsminister, Natwar Sing efter Condoleezza Rices besøg.

Det var i marts, og siden er der flydt meget vand under broen mellem de to giganter. I sidste uge under sit møde med den indiske premierminister, Manmohan Singh, lovede Præsident Bush Indien støtte til landets atomenergiprogram. Det har bragt den indiske premierminister ud i et mindre politisk stormvejr. Oppositionen beskylder regeringen for at rykke tættere på USA på bekostning af freden og samhandlen i regionen. Flere indiske aviser spekulerer i, om aftalen med amerikanerne kom i hus på betingelse af, at Indien opgiver rørledningen til Iran.

"Jeg tror ikke, at de to ting har noget med hinanden at gøre," sagde Indiens energiminister, Mani Shankar Aiyar, i lørdags til dagbladet, The Hindu. Det er det hidtil klareste officielle svar på den alvorlige anklage, at Indien lader USA diktere den regionale energipolitik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her