Læsetid: 4 min.

USA udfordret

20. juli 1998

DRØMMEN om at etablere en permanent international domstol til at efterforske og straffe de mest afskyelige krigsforbrydelser blev natten til lørdag en realitet, da et stort flertal på en FN-konference i Rom vedtog at se bort fra stormagters særinteresser - især USA's - og vedtog statutterne for en sådan domstol.
Chefen for den amerikanske delegation, David Scheffer, forsøgte til det sidste at få vedtaget tilføjelser, der ville gøre domstolens virke meningsløs, men forgæves. De amerikanske ændringsforslag blev nedstemt så klart som 113-17, og da 120 nationer konkluderende stemte for traktaten i sin helhed - heriblandt de oprindeligt 'nølende' stormagter som Frankrig og Rusland - var den amerikanske ydmygelse fuldbyrdet.
"USA er endt i et selskab, hvor det ikke hører hjemme", konstaterede den canadiske delegationschef - og refererede til diktaturstater som Kina, Algeriet, Libyen og Irak, samt det Israel, som mere end noget andet land burde erkende behovet for en krigsforbryderdomstol, men nu modsatte sig ud fra Netanyahu-regeringens frygt for, at den jødiske stats egne forbrydelser, etniske udrensninger og bosættelser på besat jord, vil kunne bringes for den nye domstol.
Stemningen i konferencecentret i Rom var ekstatisk, da afstemningsresultatet blev kendt, delegationsmedlemmer omfavnede hinanden, og veteranen blandt de mange lobbyister i salen, 78-årige Benjamin Ferencz, den amerikanske chefanklager ved Nürnberg-domstolen efter Anden Verdenskrig, var tæt på tårer, da han kaldte afgørelsen 'en stor, historisk bedrift'.
Og rigtigt er det, at etableringen af en domstol som på permanent basis - og ikke blot ad hoc, som vi har set det i eks-Jugoslavien- og Rwanda-tribunalerne - kan efterforske og retsforfølge folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, er virkeliggørelsen af en drøm, som demokratisk-sindede stater og menneskeretsforkæmpere har haft i årtier.
Men samtidig må selv de mest ihærdige tilhængere af domstolen erkende, at der er lang vej endnu, før domstolen er funktionsdygtig. Ikke alene skal traktaten ratificeres af mindst 60 lande, før domstolen kan etablere sig i den hollandske regeringsby Haag. Den skal også overleve de forsøg på at gøre domstolen så betydningsløs som mulig, som USA og andre modstanderlande har varslet. Endelig er domstolen svækket af de restriktioner på dens virke, som blev lagt ind i traktaten for at få opbakning fra vigtige skeptikerlande som Frankrig og Rusland.

EN KORT GENNEMGANG af de vigtigste statutter viser fremskridt og begrænsninger:
*Domstolen vil - trods modstand fra bl.a. Kina og arabiske lande - få jurisdiktion til at dømme også i interne væbnede konflikter, men listen over de forbrydelser, der kan behandles, er meget længere, hvad angår konflikter mellem stater end i interne konflikter.
*I en meget vigtig sejr for menneskeretsgrupper er nye kategorier tilføjet listen over krigsforbrydelser, f.eks. brug af børn under 15 år som soldater og kønsspecifikke krigsforbrydelser som voldtægt, seksuelt slaveri og påtvunget graviditet,
*Domstolen kan også beskæftige sig med aggressionskrig, altså et lands overfald på et andet, men de nøjere definitioner skal først vedtages.
*En meget vigtig begrænsning i traktaten er, at domstolen ikke kan behandle en sag, medmindre enten den anklagedes regering eller den stat, hvor krigsforbrydelsen fandt sted, har ratificeret traktaten. Det vil i praksis sige, at tyranner som Pol Pot og Idi Amin først vil kunne retsforfølges, når de ikke længere sidder ved regeringsmagten.
*Stater, der har ratificeret traktaten, kan erklære, at de ikke anerkender domstolens kompetence, hvad angår specifikke sager. Denne opt-out klausul, der maksimalt gælder for syv år, var et led i det kompromis, der til sidst fik traktaten i land.
*Til gengæld vandt tilhængere af en stærk domstol en stor sejr, hvad angår domstolens uafhængighed. Statutterne giver domstolens anklagemyndighed ret til at begynde efterforskning på eget initiativ, dog efter en forudgående godkendelse af et uafhængigt dommerpanel.
*Tilsvarende blev forsøg på at lade FN's sikkerhedsråd afgøre, hvilke sager, der skal tages op, afvist. Nu gives Sikkerhedsrådet ret til at udsætte en sag i 12 måneder, hvis det kan godtgøres, at sagen har 'forstyrrende virkning' på Sikkerhedsrådets bestræbelser på at skabe fred i en konflikt. Sikkerhedsrådet kan også af egen drift bede domstolen indlede efterforskning. Men det vigtige er, at en stormagt i Sikkerhedsrådet ikke kan blokere en sag ved at nedlægge veto.

BEGRÆNSNINGERNE i den nye internationale domstol er således mange, men det afgørende er, at domstolen nu er søsat, og at dens virkefelt og kompetence så må udvides i de opfølgningskonferencer, der kommer.
Tilbage står en undren over, hvorfor et Washington, der i en række konkrete konflikter - f.eks. Somalia, Haiti og senest Bosnien - har erkendt sit ansvar som verdens ledende supermagt, på så markant vis har lagt sig ud med nære allierede. Ja, endda ikke har veget tilbage for grove trusler som at fratage ja-stemmende ulande den amerikanske bistand eller at trække USA-styrker tilbage fra Europa og Korea.
Washingtons hovedargument - at domstolen vil kunne bruges af USA's modstandere til at føre sager mod udstationerede amerikanske styrker - virker ærligt talt hysterisk. At en overlevende koldkriger som Senatsudvalgsformanden Jesse Helms mener sådan, kan ikke overraske, men Clinton-regeringen har før overhørt skrigene fra denne dinosaur i amerikansk politik.
Det er nu op til USA's venner og allierede - og hvorfor ikke den danske regering, som jo står på så god en fod med Clinton-administrationen - at forklare supermagten, at en ledende position i verden ikke alene opnås ved diplomatiske, økonomiske eller militære midler, men også ved at vise moralsk lederskab. Det har USA ikke gjort under konferencen i Rom. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her