Læsetid: 4 min.

USA vender EU ryggen

Amerikanerne er EU's nærmeste allierede. Men supermagtens udenrigspolitiske fokus drejer langsomt og sikkert væk fra Europa, over mod de store asiatiske økonomier. Samtidig er Europa ramt af akut protektionisme og populisme, som kan koste EU dyrt på den globale politiske scene
22. marts 2006

Den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice kunne ikke have udtrykt sig meget klarere uden at have brudt fundamentale diplomatiske spilleregler for etikette, da hun i januar holdt en tale på Georgetown University i Washington:

"Det giver ikke længere mening, at vi har næsten det samme antal mennesker fra vort udenrigsministerium udstationeret i Tyskland - et land med 82 millioner indbyggere - som vi har i Indien, et land, som huser en milliard mennesker."

Senere i den samme tale foreslog hun, at den amerikanske regering flytter sine diplomater fra Europa til Kina, Indien og andre lande i den asiatiske vækstregion. Nøjagtig de samme toner kunne man læse i sidste måned, da Pentagon offentliggjorde sin nyeste kvartalsrapport om landets prioriteringer i forsvarspolitikken.

Rapporten fokuserede skarpt på den asiatiske del af Stillehavsregionen; Kina, Sydkorea og Japan blev særligt fremhævet. Og hvad kunne man læse om prioriteringerne for samarbejdet med vennerne i Europa? Meget lidt ud over nogle selvfølgeligheder såsom behovet for at NATO har behov for at forny sig selv og blive både mere "fleksibel" og mere "global".

Hele EU i in-fight

I en ideel verden kunne de nye toner i den amerikanske udenrigspolitik ses som en mulighed for EU. En chance for at styrke Unionens egen globale, økonomiske samt sikkerhedspolitiske ageren og komplementere amerikanerne.

I stedet, mener mange kritiske iagttagere, sker der det modsatte. EU-landene er i øjeblikket låst i en ond cirkel af protektionisme og stridigheder om overtagelser af nationale pryd-virksomheder under dække af beskyttelse af 'strategiske nationale interesser'.

Den franske premierminister Dominique de Villepin kaldte det "økonomisk patriotisme", da han sidste sommer bekæmpede et overtagelsesforsøg fra den amerikanske sodavandskoncern Pepsico, der gerne ville overtage den førende franske fødevarekoncern Danone. Derefter annoncerede landet i december - stik mod EU's regler - at landet agtede at beskytte 11 nøgleindustrier mod udenlandsk overtagelse.

Og på trods af trusler fra Europa-Kommissionen, er der ingen tegn på, at Paris er blevet blød i knæene; tværtimod reagerede Frankrig (og Luxembourg) overordentligt fjendtligt for nyligt på forlydender om at verdens største stålgigant Mittal planlagde at opkøbe Arcelor, en stor stålvirksomhed, der står for mange franske arbejdspladser.

Også Tyskland har kæmpet hårdt for at bibeholde en eksisterende lov, der forhindrer Volkswagen mod opkøb; den nye højre-populistiske og EU-fjendtlige polske regering har forsøgt at forhindre en ellers EU-godkendt bankfusion mellem en polsk og en udenlandsk bank. De samme toner høres fra Italien, som også vil beskytte vigtige italienske virksomheder mod udenlandsk overtagelse. Samtidig lider hele det europæiske energimarked under et stærkt tiltagende statsligt pres for at bibeholde nationale monopoler.

"Udviklingen ville have glædet Karl Marx", mente det ansete britiske tidsskrift The Economist i sidste uge: "Hans synspunkt var, at ejerskab, og dermed retten til at udnytte andre, betød alt; derfra stammede de socialistiske regeringers ønske om at nationalisere 'kommandotårnene' i deres planøkonomier."

Integration er nøglen

Den liberale ugeavis har ikke overraskende meget lidt til overs for tankegangen: "Lider britiske forbrugere skade fordi franske firmaer (EDF og Suez) ejer store britiske gas- og vandforbrugsstationer," spurgte en leder retorisk, og svarede selv: "Nej. Det gør de ikke, for lovgivningen regulerer disse nøjagtigt ligesom de britisk ejede bliver det."

De eneste, som har gavn af nationale monopoler, er den politiske elite i et givet land, som kan begunstige venner og nationale politiske nøglespillere, som de forventer korporative modydelser fra - f.eks. fagforeningerne - mente tidsskriftet, som kun ser én taber ved protektionisme: forbrugeren.

To gamle plager

EU's hollandske konkurrencekommissær, Neelie Kroes, og den respekterede tidligere konkurrencekommissær Mario Monti fra Italien har advaret med samme melodi, og på EU-topmødet torsdag i Bruxelles forventer EU-diplomater også, at regeringerne vil indkassere en meget højt løftet pegefinger fra kommissionsformand Jose Manuel Barroso.

Budskabet vil ifølge kilder i Kommissionen være, at EU-landene, hvis de ikke tager sig sammen, dels vil glide endnu længere væk fra de såkaldte Lissabon-mål om at blive verdens førende vidensbaserede økonomi, dels vil blive en fortsat mere splittet og dermed fortsat svagere politisk spiller på den globale scene.

Den tidligere polske minister, medlem af Europaparlamentet og historiker Bronislaw Geremek, advarede også mod EU-protektionismen i et interview med avisen International Herald Tribune i sidste uge:

"Europa er på vej tilbage til tiden omkring Colbert," hed det med henvisning til den franske statsmand fra det 17. århundrede, som regnes for en af protektionismens forfædre.

"Men Europas plads i verden kan ikke forenes med protektionisme, men afhænger tværtimod af om integrationsprocessen vil få succes," sagde Geremek.

En anden EU-kender, den tidligere britiske Europaminister Dennis MacShane, der i dag fungerer som rådgiver for premierminister Tony Blair, advarede samme sted om, at "EU er godt på vej til at forskertse sin chance for at handle som en stærk global enhedsaktør i lyset af et kraftigt skift i de udenrigspolitiske prioriteringer fra Washington. Hvad vi ser i stedet, er en tilbagevenden til to gamle favorit-plager, populisme og protektionisme".

Diagnosen er den samme i mange EU-landes udenrigsministerier.

"Mange håber på kansler Angela Merkel og det tyske EU-formandskab, som overtager styringen til sommer. Men problemet er blot, at de europæiske befolkningers usikkerhed - som også lå bag afvisningen af EU-forfatningen sidste forår - gør det svært for de europæiske politiske ledere at stå sammen om reformer og en stærk fælles politik," vurderer en tysk EU-diplomat udstationeret i Paris til Information.

Han ser også en ny og øget interesse i Asien for USA, men peger på, at USA fortsat er interesseret i et stærkt EU, men at Unionen blot ikke "synes at være særligt god til at tale med en stemme for tiden".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her