Læsetid: 3 min.

Usandsynlige RAF-flyvninger

3. september 2005

Jørgen Dragsdal placerer mig den 2. september i sin analyse "Clemme tør - hvor Fogh tier" i smigrende i selskab med vor statsminster. Lidt uventet. Det var ikke motivet bag min kommentar. Den var simpelthen drevet af en irritation over kvaliteten og tendensen af DIIS-udredningen.

Heldigvis behøver jeg ikke forklare min kritik af metode i håndtering af skriftlige kilder samt tendens i stoffet til Informations læsere.

Fra min egen virksomhed for bladet for 20 år siden ved jeg, at I ikke alene selv kan læse, men også analysere kritisk. I kan selv sammenholde udredningens trusselsafsnits fokus med samme udrednings indledningsvise referat af traditionalismens og revisionismens karakteristika.

Jeg vil koncentrere min replik om Dragsdals sidste bemærkning, der refererer til vor fælles periode i Tartu, hvor jeg kunne nyde Jørgens fremragende Thai-mad:

"Storbritannien deltog også. En militær kilde, som både jeg og Clemmesen kender, har således berettet, at britiske Tornado-fly gennemførte simulerede angreb på den sovjetiske atombase ved Tartu langt inde i Estland."

Jeg kan ikke huske historien, og det ville glæde mig, om han ville genopfriske en militær pensionists erindring med kildens navn, så vi kunne få afklaret ikke mindst tidspunktet. Det skyldes, at jeg ikke kan få historien til at passe med udredningens behandling af fru Thatchers rolle i forlængelse af Able Archer-krisen i november 1983. Hun var angiveligt medvirkende til, at Reagan kom til at forstå, hvor tæt verden havde været på katastrofe. Hun var samtidig en politisk chef, der sad solidt på sine generaler, admiraler og luftmarskaller. Så en sådan britisk indsats fra begyndelsen af 1984 virker mindre sandsynlig.

Før 1984 kommer historien i konflikt med kendsgerninger vedrørende det engelske flyvevåben RAF's situation i 1982-83. Fordi man havde satset på det internationale Tornado-fly, der var fordyret, forsinket og ikke specielt fremragende, var man i en materielkrise. De gamle Vulcan bombefly var på vej ud, Tornadoen, der bl.a. skulle afløse disse bombefly, kom kun langsomt.

Risikabel mission

På en måde virker historien troværdig. Den sovjetiske bombefly-'division' i Tartu havde i hele enhedens liv til opgave at 'tage Storbritanien ud' med kernevåben.

Det vidste briterne sandsynligvis, så det er ikke unaturligt, hvis de havde en 'mission' mod flybasen, som de forberedte indenfor fredstidsbegrænsninger.

Angreb på flybaser var Tornado GR-1's hovedopgave, som de anvendtes til i Golfkrigen. Det ville nok have været teoretisk realistisk at nå Tartu med en meget, meget lav indtrængen. Det sovjetiske luftforsvar havde problemer med at dække lav højde, specielt hvis terrænet er domineret af høje bakker, der giver radarskygge.

Det er og var der imidlertid ikke meget af i Estland. Missionen er samtidig så risikabel, at jeg har vanskeligt ved at se den bemyndiget af et Vesteuropæisk lands regering i fredstid.

Hvad der gør min skepsis dyb, er dog også RAF's situation i de år. Det var meget tidligt i Tornadoens operative barndom. Den første eskadrille fik Tornado GR1-materiel i 1982, den anden i 1983 og en tredje i 1984 (ud af den planlagte sum på ni eskadriller).

Det er usandsynligt, at flyene så tidligt ville have opnået operativ status for levering af kernevåben, der var den eneste vej til at lukke Tartus enorme baneareal. Man var dengang ikke godt udstyret til mørkeoperationer, hvorfor man fløj i Iraks jord med nogle fly i vinteren 1991.

Sådanne flyvninger var derfor ikke teknisk troværdige før 1984-85, hvor Thatchers erkendelse af den sovjetiske ledelses paranoia ville have udelukket dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu