Da regeringslederne fra gruppen af alliancefri lande i sidste uge samledes i Havana, måtte de kigge forgæves efter den mand, der egentlig skulle have været mødets giraf. En slankere Fidel Castro, der angiveligt har tabt 18 kilo under sit sygeleje, skulle have været mødets hovedperson og have stået frem offentligt for første gang siden sin sygdom som vært ved den officielle middag. Men kort inden de fremmede gæster ankom til Havana, blev det programpunkt ændret, og broderen Raul fik i stedet fornøjelsen af at byde præsidenternes koner op til dans.
Episoder som denne har skabt tvivl om, i hvilken retning det cubanske styre bevæger sig, og om åbninger er på vej, og det har ifølge forskellige medier fået interessen for at investere i Cuba til at stige. Blandt andet kunne The Sunday Times i weekenden rapportere om, hvordan erhvervsbureauer i Miami oplever en stigende interesse for at investere i øen, hvis der kommer en åbning af økonomien, og samtidig kunne amerikanske medier fortælle om cubanske erhvervsmænd, der havde skabt en fond på omkring ti mio. dollar til at støtte små erhvervsprojekter på øen.
"Vi tror på ideen om at tage chancer, og at forandringer er undervejs. Raul Castro er ingen årsunge og et kollektivt lederskab bærer altid muligheden for reformer i sig," som en af forretningsmændene konstaterede.
Lad markedskræfterne vælte styret
Det var i udpræget grad den økonomiske åbning, som var med til at få kommunistiske styrer til at falde i østblokken, og det ville virke logisk for den amerikanske regering at satse på at lade markedskræfterne gøre, hvad næsten halvtreds jernhård embargo ikke har kunnet. Næsten alle amerikanske eksperter siger, at det ville være det mest effektive våben til at fremkalde forandringer, og samtidig benytter de cubanske myndigheder enhver mulighed for at understrege, at det ikke er dem, der holder USA's penge ude.
Alligevel tyder intet på, at den amerikanske regering har nogen intentioner om at hæve de økonomiske sanktioner, som har skabt en økonomisk 'firewall' ned igennem Floridastrædet.
Helms-Burton-loven, som blev vedtaget i 1996, garanterer effektivt, at stort set ethvert USA-baseret forsøg på at investere i Cuba er ulovligt. Formelt set har præsident Bush ikke engang mulighed for at ændre loven - det skal ske i senatet - og reelt har han heller ikke vist sig interesseret i det. Tværtimod har Bush-regeringen indført en række stramninger, og der har ingen signaler været om, at administrationen har intentioner om at opgive sanktionerne. Det skyldes først og fremmest hensynet til det cubanske mindretal i Florida, som er så vigtigt for Bush og i 2000 var afgørende for hans valgsejr, og som i overvejende grad er stærke modstandere af enhver form for dialog eller åbning over for styret i Havana.
Bush lagde selv stærkt vægt på det cubanske spørgsmål, da han tiltrådte i 2000, og han har oprettet et særligt kontor i Washington for at skabe en overgang til demokrati. Det kontor kom i juli med en rapport, der anbefalede og efterfølgende fik gennemført en ekstra fond på 80 mio. dollar til Cuba-spørgsmålet, samtidig med at han har forøget en række andre bevillinger kraftigt.
Har Bush malet sig op i et hjørne
Problemet er bare, at utrolig få af de penge faktisk når over på den anden side af de 80 mil havvand i Floridastrædet og gør en forskel - først og fremmest på grund af USA's egne restriktive regler. Et eksempel, fremført i en Florida-avis, er f.eks. den USAID-støttede organisation Accíon Democratica, som for at få for 88.000 dollar 'hjælp' til Cuba er nødt til at betale 120.000 dollar til professionelle smuglere og internationale shippingfirmaer.
Problemerne skaber tvivl om, hvorvidt USA reelt har spillet sig enhver indflydelse af hånden på Cuba, hvis øen reelt er på vej ind i den forandringsfase, som de fleste iagttagere ser som umiddelbart forestående. Og problemet for USA er også, at andre er parate til at gå ind, hvor USA ikke er det. Dels Venezuela, som allerede reelt understøtter den cubanske økonomi voldsomt med gigantiske leverancer af olie under udsalgspris, og dels andre udenlandske selskaber, som gerne vil lave forretning med Havana-styret på dets egne betingelser. Bl.a. omkring et potentielt enormt oliefelt - nærmest symbolsk placeret ud for Cubas anden store indtægtskilde, ferieresortet Varadero - hvis olie USA faktisk helt reelt har brug for, men selv har udelukket sig fra. Et dilemma som i løbet af sommeren fik det republikanske kongresmedlem Jeff Flake til at kalde den amerikanske politik forældet:
"Vores nuværende politik underbygger ikke vores energibehov, miljøbekymringer eller økonomiske principper," konstaterede han.
Spørgsmålet er, om Bush-administrationen reelt har malet sig selv op i et hjørne, hvor det er nødt til at kræve indrømmelser, det ikke vil få, for at få en indflydelse, det gerne vil have?
