Læsetid: 6 min.

USA's forfejlede krig mod terror: Nu i Libanon

Præsident Bush taler om kampen mod terror i Libanon, som han har talt om Afghanistan og Irak. Og i Libanon går det som de andre steder: fra slemt til værre
2. august 2006

"Vi yder modstand. Vi ønsker ikke længere en våbenhvile. Vi ønsker, at modstandsfolkene bomber Israel hver eneste dag."

Ghazi Addibi er bonde i Qana, landsbyen i det sydlige Libanon, hvor Jesus engang udførte sit første mirakel og omdannede vand til vin, og hvor israelske styrker i søndags udførte en udåd i form af missilangrebet, der dræbte 56 civile libanesere, heriblandt 27 børn samt medlemmer af Addibis nabofamilie.

Ghazi Addibi siger til Yahoo-reporteren Kevin Sites, at han og andre fattige bønder, som ikke var sluppet ud af Qana før søndagens angreb, nu vil blive. Begivenhederne har øget deres vrede og vilje til modstand.

En meningsmåling offentliggjort før angrebet på Qana af Beirut Center for Research and Information fortæller, at målet for Israels offensiv, den shiitiske Hizbollah-bevægelse og -milits, nu har opbakning fra 87 pct. af den libanesiske befolkning, sammensat af shiiter, kristne, drusere og sunnimuslimer. En dramatisk stigning i forhold til de blot 29 pct. af befolkningen, som i februar bakkede op bag Hizbollah og dets militante holdning til Israel.

"Støtten til Hizbollah er skabt af andres forseelser. Den skyldes USA og Israels aktioner," siger Amal Saad-Ghorayeb, libanesisk Hizbollah-ekspert, til Christian Science Monitor.

I Qana giver en anden landsbybeboer, Abbas Kassab, USA hele ansvaret:

"USA gav Israel grønt lys til at gøre dette. Israel kan ikke affyre en eneste kugle uden USA's tilladelse. USA er ansvarlig."

Faktum er, at USA's præsident George Bush frem til Qana-udåden talte imod en øjeblikkelig våbenhvile og støttede en fortsat israelsk offensiv mod Hizbollah i det, der i Det Hvide Hus sås som et element i kampen mod terror, en udrensning af terrorens uvæsen fra Libanon ved at knække og afvæbne Hizbollah-militsen.

"Den aktuelle krise er del af en større kamp mellem frihedens kræfter og terrorens kræfter i Mellemøsten," gentog Bush mandag.

Faktum er imidlertid også, at USA med sin hårde linje nu for tredje gang er ved at opnå det stik modsatte af det tilsigtede: Man giver fundamentalistiske muslimske kræfter forstærket opbakning i den arabisk-muslimske befolkning samt forbedret rekrutteringsgrundlag for militante aktiviteter.

Afghanistan og Irak

Først var det Afghanistan, hvor Taleban-regimet i 2001 skulle knækkes og al-Qaeda-netværket elimineres, men hvor oprøret nu på ny breder sig, præsident Hamid Karzais støtte i befolkningen smuldrer, og NATO p.t. står over for "sin hårdeste mission på landjorden, måske overhovedet den hårdeste mission, alliancen sammen med andre partnere nogensinde har begivet sig ud i," som talsmanden for den internationale styrke, major Luke Nittig sagde forleden.

Derpå Irak, som ved den amerikanskledede lynaktion for godt tre år siden skulle befries for sin angiveligt terroriststøttende diktator og velsignes med vestligt demokrati, men hvor terrorismen nu har slået rod, borgerkrigstilstande råder, og premierminister Nouri al-Malikis plan for genetablering af sikkerheden er slået fejl.

Nu gentager situationen sig så i Libanon, hvor Hizbollahs kidnapningsaktion 12. juli havde det angivelige formål at få frigivet tre langtids-kidnappede libanesere fra israelsk fængsel, men nu i stigende grad ses og italesættes som del af kampen mod vestlig imperialisme. Præcis som Bush ser Libanon-invasionen som "et brændpunkt i en bredere kamp" mod terror, antager Hizbollahs modstandskamp symbolværdi for arabere og muslimer i og uden for Libanon.

"Denne krig konsoliderer religiøse loyaliteter, styrker de religiøse institutioners indflydelse og forstærker bare mistilliden til USA," skriver professor i internationale forhold Augustus Richard Norton, Boston University, i den libanesiske avis The Daily Star.

Hizbollah som vinder

Som andre påpeger Norton det ironiske i, at Hizbollahs leder, Sayyed Hassan Nasrallah, reelt fejlbedømte situationen og ikke forudså Israels voldsomme reaktion på kidnapningsaktionen - ikke desto mindre har eskaleringen til regulær krig nu befæstet Hizbollahs og Nasrallahs position. Med billederne i mellemøstlige medier af døde og lemlæstede børn i Qana og på baggrund af en handlingslammet libanesisk regering fremstår Nasrallah i libanesisk og arabisk offentlighed som den eneste, der evner at handle og yde forsvar mod amerikansk-israelsk aggression.

"Hizbollah leverer varen. Hizbollah har konfronteret Israel. Hizbollah har vist, at det har muskler," siger mellemøsteksperten Fawaz Gerges, Sarah Lawrence College i New York, til ABC News.

USA-venlige regeringer i Egypten, Jordan og Saudi-Arabien registrerer holdningsskredet i deres egne befolkninger og er skræmte.

"Den enorme popularitet, som Hizbollah og dets leder nyder i den arabiske offentlighed, har gjort det svært for nogen at kritisere dem eller deres handlinger," siger Ghassan Khatib fra Jerusalem Media and Communication Center.

Asymmetrisk krig

Fælles for udviklingen i Afghanistan, Irak og Libanon er ikke blot den folkelige oplevelse af at blive invaderet, beskudt og besat af imperialister, men nok så vigtigt den øjenåbnende afsløring af, at henholdsvis USA's og Israels knusende militære overmagt i virkeligheden ikke klarer opgaven at nedkæmpe oprør og skabe fred og sikkerhed.

"Hizbollah har vist sig langt sværere at eliminere, end de ledende kredse i politik og israelsk militær havde forestillet sig," erkendte chefredaktøren for det regeringsvenlige Jerusalem Post, David Horovitz, mandag.

I den asymmetriske krigsførelses tidsalder kan Israel - der engang besejrede en stribe arabiske nabolandes hære på seks dage - ikke få bugt med en guerillabevægelse udstyret med simple - omend mange - våben. Præcis som USA's mægtige krigsmaskine gennem henholdsvis fire et halvt og godt tre års krigsførelse har vist sig ude af stand til at nedkæmpe ikke-statslige guerillaer og oprørsbevægelser i Afghanistan og Irak, fordi disse hele tiden kan omgruppere, gøre sig usynlige og slå til nye steder på nye måder.

Den amerikanske mellemøstekspert Jon Alterman, Center for Strategic and International Studies (CSIS), påpeger, at bevægelser som Hizbollah "på mange måder eksisterer som et sæt af ideer, fokuseret på uretfærdighed, undertrykkelse og bestræbelsen på at overvinde svaghed".

"De nyder bred støtte i deres målgrupper. Og bomber og hære kan ikke besejre ideer," siger Alterman.

Hans kollega ved CSIS, Anthony Cordesman, tilføjer, at "Israel kan ikke lykkes med sit forehavende, medmindre Libanons politiske struktur og det libanesiske folk - i særdeleshed shiiterne i syd - vender sig aktivt mod Hizbollah for at afvæbne dem."

"Det er næppe muligt," siger Cordesman.

Dertil kan Israel-USA ikke vinde den internationale opposition for sig.

"Afgørende for den kamp, som nu foregår op ad bakke, er den urimelige kendsgerning, at Hizbollah - ligesom førhen den velsmurte palæstinensiske pr-maskine - har udmanøvreret Israel på 'den anden slagmark', hvor krigen om den offentlige mening udkæmpes," erkender David Horovitz.

Augustus Richard Norton, Boston University, kalder det "alarmerende", at Bush-regeringen har så dårlig forståelse af, at den aktuelle krigsførelse i Libanon styrker den shia-religiøse selvfølelse i en grad, der varsler meget ilde for de udfordringer, USA står over for i Mellemøsten.

"USA støder en stadig større del af verdensopinionen, for ikke at nævne sine allierede, fra sig i sin forfølgelse af en strategi, der med stor sandsynlighed vil fejle," siger Norton

"Hvis Bush havde ønsket israelsk tilbageholdenhed, kunne han have gennemtvunget det. Men Israels krig er USA's krig - det er, hvad præsidenten tror."

International styrke?

Krigen fortsatte i går med premierminister Ehud Olmerts tilladelse til den israelske hær til at udvide sin landoffensiv helt frem til Litani-floden, 30 kilometer inde på libanesisk territorium.

"Der er ikke nogen våbenhvile, og der bliver ikke nogen våbenhvile. De israelske forsvarsstyrker kæmper i luften, til vands og til lands, og i dette øjeblik avancerer forsvaret i det sydlige Libanon i processen med at ødelægge terrorist-infrastrukturen der," sagde Olmert mandag aften.

Mange iagttagere mener, at Israel med det blodige angreb i Qana forpassede sin chance for at køre aktionen mod Hizbollah til ende. De stærke internationale fordømmelser gør det formentlig blot til et spørgsmål om tid, før FN's sikkerhedsråd forlanger en fredsskabende international styrke indsat i det sydlige Libanon.

Dilemmaet er, hvad en sådan styrke kan og skal.

"Jeg har set fredsbevarende styrker fungere, men jeg har aldrig set fredsskabende styrker fungere, og for mig ser dette ud som en fredsskabende styrke. Selv med en våbenhvile er Hizbollah jo ikke afvæbnet," påpeger Jon Alterman og spørger, hvilke lande der har lyst til at sende tropper, der risikerer at skulle skyde på Hizbollah og blive oplevet, som om de fører Israels krig.

"Det forekommer mig uundgåeligt, at en international styrke vil blive opfattet som en fremmed invasionsmagt, som kolonisatorer."

Sporene fra Afghanistan og Irak skræmmer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu