Læsetid: 3 min.

USA’s næste skridt

29. november 2001

Efter otte ugers krig i Afghanistan er præsident George W. Bush’ regering begyndt at forberede den amerikanske og internationale opinion på de næste skridt, USA vil tage i offensiven mod terrorisme på tværs af landegrænser. Ikke overraskende har det straks skabt uro blandt allierede i Europa, arabiske og muslimske lande samt i Japan. Størst opmærksomhed er blevet viet Bush’ slet skjulte trusler mod Irak under et pressemøde mandag. Andre medlemmer af USA’s regering har nævnt planer om indgreb mod terrornetværk i Somalia, Yemen og Sudan samt i Indonesien og Filippinerne. Endnu ved vi ikke, hvad USA planlægger helt konkret – om det bliver konventionel krigsførelse, nålestiksaktioner med kommandostyrker, bombeangreb, økonomiske sanktioner eller fysisk blokade af et givet land. Man kan også forestille sig diplomatisk pres bakket op af trusler om at bruge ovennævnte midler til at få en stat eller andre typer myndigheder til at makke ret.
Under indtryk af begivenhederne den 11. september har flere lande allerede været mere imødekommende end tidligere. Et eksempel er Yemen, hvis præsident Ali Abdullah Saleh aflagde besøg i Det Hvide Hus tirsdag og modtog et løfte om finansiel støtte på 400 mio. dollar som tak for hans samarbejdsvilje. Før den 11. september havde USA været utilfreds med Yemens holdning under efterforskningen af terrorangrebet mod destroyeren USS Cole i Adens havn i 1998. Andre lande har strakt sig langt. Det gælder Pakistan, Indonesien, Filippinerne, selv Iran står på listen.

Det ville derfor være højst utaknemmeligt, for ikke at sige uklogt, hvis Bush i anden fase af sin offensiv mod terrorisme helt enerådigt vælger at gå i krig mod terrornetværk på suveræne staters territorier uden opbakning fra FN’s sikkerhedsråd, endsige fra bemeldte regeringer. Det vil næppe ske i Yemen, Filippinerne eller Indonesien. I alle tre lande findes der områder, hvor regeringen ikke øver fuld kontrol med lov og ret. Især det nordlige Yemen, det støder op til Saudi-Arabien, anses for at være lovløst og en frugtbar rekrutteringsbase for Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk. Hvis USA i fuld alvor planlægger kommandoaktioner mod udvalgte mål i disse tre lande, ville det næppe ske uden et samarbejde med de centrale politiske myndigheder. Alternativet er at øge militærbistanden til Filippinernes og Indonesiens kamp mod muslimske separatister, men det kan blive problematisk ud fra et menneskeretssynspunkt. Ingen af de to lande skelner mellem terrorister uddannet i al-Qaedas træningslejre og separatister – og kan det lade sig gøre at skelne?

Efter Afghanistan bevæger Bush’ offensiv mod terrorisme sig således ind i mange grå zoner, hvor det bliver ulige vanskeligere for præsidenten at tage de ’rigtige’ beslutninger. I sin første definition af terrorisme, formuleret i en tale Kongressen i slutningen af september, lovede han indgreb mod terrornetværk og stater, der yder husly og finansiel støtte. Men det kan næppe siges om Yemen, hvor der ifølge efterretningskilder opererer en enkel al-Qaeda celle. Iran, Syrien og Libyen har i fortiden finansieret terror, men efter alt at dømme ikke mod amerikanske mål. Store dele af den arabiske opinion anser ikke Hamas’ og Hizbollahs mord på israelske civile for terror, så spørgsmålet er, i hvor høj grad USA ønsker at alliere sig med Ariel Sharon i Israels konflikt med palæstinenserne.

Tilbage stÅr Irak og Somalia. Sidstnævnte land adskiller sig fra andre steder ved total lovløshed uden for hovedstaden Mogadishu. Ligesom Afghanistan i dag domineres Somalia af krigsherrer og militser. I den nordlige Puntland-provins opererer Den Islamiske Union, en ekstremitisk gruppe med påståede forbindelser til al-Qaeda. Det er derfor muligt, at USA – måske i samarbejde med Etiopien – vil gøre noget konkret for at skabe kontrol med den lovløse situation i den somaliske provins. En gentagelse af Golfkrigen fra 1991 virker derimod usandsynlig. Hvis Bush har til hensigt at udvide definitionen af terrorisme til at omfatte Iraks mulige forsøg på at fremstille masseødelæggelsesvåben og starter en konventionel krig mod Saddam Husseins regime, vil den internationale koalition smuldre. Opbakningen i USA risikerer også at forsvinde. Det er mere sandsynligt, at Bush bruger aggressiv retorik til at styrke bestræbelserne på at genoprette FN’s våbeninspektion i Irak. En enig front i Sikkerhedsrådet vil muligvis tvinge Saddams hånd.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her