Læsetid: 4 min.

USA’s protektorat

8. april 2003

I et strandhotel i Kuwait sidder i dag en pensioneret amerikansk general – allieret med nykonservative i Washington og Likud-partiet i Israel – og venter på at blive indsat som leder af en civil ’overgangsmyndighed’ i Bagdad. Jay Garner har brugt næsten et år på at forberede overgangen til et nyt styre i Irak efter Ba’ath-partiets fald. Landet skal deles op i fire regioner. Hver region vil blive regeret af amerikanske diplomater med erfaring i den arabiske verden. De 23 ministerier i Bagdad skal også overtages af amerikanere – mest på udlån fra ministeriet i Washington. Tidligere CIA-chef Jim Woolsey, en af de markante fortalere for krig mod Saddam Hussein, skulle efter planen have overtaget Informationsministeriet. Men efter protester fra udenrigsminister Colin Powell og andre vil Woolsey formentlig få tildelt et andet ministerium af Jay Garner og hans chef, Donald Rumsfeld. Besættelsesmagten – for det er jo det der er tale om – skal ikke alene stå for Iraks civile administration. Al humanitær bistand og genopbygning af infrastruktur vil ske under Garners overopsyn.
I går skulle generalen og hans rådgivere have afholdt deres første pressemøde i Kuwait. Det blev set som et signal på, at Garner og hans stab på 230 koordinatorer var på vej til at rykke ind i det sydlige Irak og snart videre til Bagdad. Men pressekonferencen blev aflyst. Det er ikke svært at gisne om årsagen. I går fløj præsident George W. Bush nemlig til Belfast for at møde premierminister Tony Blair, og øverst på deres dagsorden står emnet: Hvilken indflydelse vil FN og europæerne få i genopbygningen af Irak og udviklingen af landets nye politiske institutioner? I betragtning af briternes kontante militære bidrag til ’Operation Iraqi Freedom’ og andre europæiske landes mere eller mindre symbolske opbakning til krigen ville en pressekonference med general Garner samme dag have været et slag i solar plexus på Blair og hans bestræbelser på at bygge bro mellem kontinentale Europa – og især Frankrig og Tyskland – og USA efter diplomatiets fallit i FN i marts. Derfor blev den udsat, men det løser ikke knuden.
Den britiske regering risikerer at tabe dette slag – som man tabte dysten om at vinde opbakning i Sikkerhedsrådet til en ny FN-resolution, der bemyndigede et væbnet indgreb mod Irak. Trods Blairs løfte til sit folk om at søge godkendelse i Sikkerhedsrådet stod han Bush bi. Premierministeren kalkulerede utvivlsomt med, at han ville bevare sin efterhånden imaginære indflydelse i Washington, hvis briternes var aktiv partner i krigen. Nu skal han demonstrere at have set rigtigt, men igen risikerer udfaldet at blive pinligt for Blair, med mindre Bush i dag i Belfast skifter kurs. Hvis premierministeren kun får tildelt krummerne af amerikanerne, vil hans kritikere med rette kunne kalde ham Bush’ puddelhund.
Hvis man et øjeblik kaster blikket på slagmarken, vil USA om kort tid have kontrol over næsten hele Irak undtagen Basra, Umm Qasr, nogle få andre byer i det sydøstlige hjørne af Irak samt nogle oliefelter.

Herefter melder spørsmålet sig: Vil den britiske regering acceptere, at general Garner overtager den civile kontrol med britisk-besatte Irak? Det er
ikke uinteressant at overveje dette dilemma i tilfælde af, at USA insisterer på at efterlade FN og Europa i støvet. Fra et britisk og europæisk synspunkt ville et amerikansk protektorat midt i den arabiske verden let kunne fremkalde en voldsom modreaktion fra befolkningen i Irak og især fra den arabiske og muslimske opinion. Mareridtsscenariet er et Irak, som minder om Libanon under borgerkrigen i 1970’erne og 80’erne. Den overlevende hårde kerne i Ba’ath-regimet vil føre en guerillakrig af lav intensitet med opbakning fra ’hellige krigere’ i nabolandene. De tre væsentligste etniske grupper, sunni- og shia-muslimer og kurderne, vil kæmpe om hver bid af indflydelse i en fremtidig regering uden at komme til enighed. Resultatet kan blive, at amerikanske og britiske styrker sidder fast i det irakiske kviksand. Ifølge denne opfattelse vil FN’s direkte involvering i Irak – muligvis baseret på erfaringerne fra Kosovo og Østtimor – være langt at foretrække, fordi en sådan model vil kunne trække på international legitimitet og være lettere at sluge for irakere og deres arabiske brødre. Tilsidst frygter europæiske regeringer, at deres erhvervsliv vil gå glip af forretninger under genopbygningen af Irak, hvis USA løber med det hele.

I denne sag har ingen spurgt irakerne. Hvis spørgsmålet stilles til eksiloppositionen, lyder svaret næsten enstemmigt: Vi er helst fri for FN! De er overbevist om, at overgangen til et Irak, regeret af irakere, vil gå hurtigere og mindre smertefuldt, hvis USA tager det fulde ansvar. Deres kritiske holdning til FN beror på en begrundet frygt for, at FN’s beslutningsproces er for langsom, kompliceret og præget af kompromisser mellem modstridende nationale interesser. Et FN-engagement ville også være ensbetydende med, at to medlemmer af Sikkerhedsrådet, Frankrig og Rusland, kunne øve rimelig stor indflydelse på udformningen af det nye Irak. Som bekendt anser den irakiske opposition de to stormagter for at have været de mest venligtsindede overfor Saddam i 90’erne. Og det var naturligvis Frankrig og Rusland, der blokerede for en FN-bemyndigelse til at starte krigen.
Men den største hindring for en fremtidig rolle for FN i efterkrigstidens Irak skal findes blandt de nykonservative i Washington, som har præsident Bushs øre. Deres mission er enkel: De planlægger at skabe et frit Irak, som kan være en model for resten regionen. I deres øjne skal den arabiske verdens autoritære styrer gradvist omformes til demokratier, inklusiv Iran. Kun ad denne vej kan USA eliminere terrortruslen – hvad George W. Bush kalder truslen mod Amerikas frihed.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu