Læsetid: 3 min.

Under USA’s skjold?

6. februar 2001

LÆNGE håbede europæiske politikere, at de amerikanske planer om at bygge et raketskjold, i Clinton-tiden kaldet National Missile Defense (NMD), var et problem, der ville gå over af sig selv.
Clinton-regeringen lod under hånden Europa forstå, at NMD var et projekt, som Clinton af en række årsager, bl.a. hensynet til Al Gores valgkamp, ikke offentligt kunne modsætte sig i det forsvars-besatte USA, men som heller ikke havde Washingtons fulde støtte. Og Europa kunne trække vejret lettere, da Clinton sidste efterår udsatte en beslutning om at begynde byggeriet af de nødvendige faciliteter i Alaska med henvisning til dårlige test-resultater.
Forventningen om, at en Gore-sejr enten ville begrave NMD eller reducere projektet til noget politisk håndterligt herskede i de europæiske hovedstæder. Kombineret med håbet om, at selv en valgsejr til George W. Bush ikke automatisk betød grønt lys for et raketforsvar. Man siger jo så meget i en valgkamp...

I MÜNCHEN i weekenden blev det klart, at den europæiske vent-og-se-holdning var baseret på ønsketænkning. Her – på en konference om sikkerhedspolitik med forsvarsministre og analytikere fra Europa og USA som deltagere – gjorde USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, det krystalklart, at Bush-regeringen ikke alene vil sætte ny gang i forberedelserne til et raketforsvars-system, men vil bygge et raketskjold, der er langt mere vidtrækkende og ambitiøst, end hvad Clinton satte i værk.
Rumsfeld opførte sig ikke som en sælger, der skulle ’overtale’ europæerne til at købe et kontroversielt produkt, han talte ikke om »konsultationer med vore europæiske allierede« eller nødvendigheden af at nå forståelse med Moskva. Han lod forstå, at et raketskjold vil blive etableret på trods af alle indvendinger, at den amerikansk-sovjetiske ABM-traktat, der netop forbyder udviklingen af sådanne systemer, er et »forældet produkt af den kolde krig«, og at Europas valg står mellem at tilslutte sig – med de sikkerhedsmæssige, teknologiske og økonomiske fordele, det medfører – eller stå udenfor.
Tilmed er der tale om et radikalt anderledes projekt end Clintons raketforsvar. Den nye Bush-regering taler ikke længere om et nationalt raketforsvar, men om et verdensomspændende (Global Missile Defense, GMD). Det skal ikke alene kunne beskytte USA’s territorium, men også amerikanske styrker i regioner som Fjernøsten og Golfen. Det skal som følge heraf ikke alene være et stationært system, men også et mobilt – udbygget med hav- og/eller rum-baserede interceptor-raketter.
Endelig lagde Rumsfeld stor vægt på, at det nye system ikke udelukkende udvikles til at sikre USA, men tilbydes USA’s allierede, især Israel og de europæiske NATO-partnere. Hermed imødegår Bush-regeringen enhver fremstilling af USA som et ’isolationistisk land’, der kryber i ly under eget skildpaddeskjold.

MEN DEN KLARE udmelding fra Washington betyder også, at europæiske politikere stilles over for kravet om en stillingtagen. Undskyldninger om, at raketskjoldet er et internt amerikansk anliggende, holder mindre end nogensinde. Det gælder ikke mindst Danmark, der skal godkende amerikanernes planer om en udbygning af radarsystemet i Thule, så det kan indgå i GMD-systemet.
Den danske politiske debat har hidtil været sporadisk og mest koncentreret om den grønlandske selvstyre-problematik – i hvor høj grad har det grønlandske landsstyre inflydelse på aftaler med fremmed magt om brug af grønlandsk territorium? I dag mødes udenrigsminister Mogens Lykketoft og landsstyreformand Jonathan Motzfeldt for at drøfte den side af sagen.
Det er en vigtig problematik, men – med al respekt for Nuuk – ikke den afgørende i denne sag. Afgørende er naturligvis om raketskjoldet med alle dets konsekvenser – et muligt brud på ABM-traktaten, alvorlig risiko for fornyet russisk og kinesisk oprustning (og indisk og pakistansk og...), brug af enorme ressourcer til beskyttelse mod trusler, der kunne modvirkes på anden og bedre vis – er noget, Danmark bør lægge territorium til endsige deltage i.
Det er en debat, som regeringspartierne – måske skræmt af fodnote-politikkens danske enegang i 1980’erne – tydeligvis har haft det bedst med at udsætte eller holde bag lukkede døre. Med Donald Rumsfelds klare udmelding i München bør denne tavshedens taktik ikke længere være mulig.

on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her