WASHINGTON - En skygge af ubehag er faldet over Cornwell-familien. Min søn er lige startet i sit junior year på high school (næstsidste skoleår, red.), og skrækspørgsmålet har allerede meldt sig: Hvilket universitet - eller som de siger herovre: college - skal han gå på? Tilmed truer demografiske kurveknæk opad og skærpede optagelseskrav med at gøre disse overvejelser endnu mere stressfremkaldende end nogensinde.
For college er den fase, hvor livet begynder at blive alvor hertillands. Hvor high school stadig er en rimelig beskyttet tilværelse, uddeler det famøse amerikanske konkurrencesystem et ordentligt los bagi, så såre man når til næste etape. I mange tilfælde falder dette sammen med, at de studerende flytter hjemmefra og for første gang i deres liv skal prøve at stå på egne ben. Ens college og hvad man udretter her (og hvordan man udretter det) vil som oftest blive altafgørende for, hvilke job og karrierer, man kan gøre sig håb om.
I dette perspektiv burde alle have et lige godt udgangspunkt - især da i det meritokratiske USA, hvor flid og dygtighed påstås at være nøglen til al fremgang, og hvor alle snobbede britiske forestillinger om klassebevidsthed og den etablerede elites insiderrekruttering og old boy's network ikke har nogen gyldighed. Men ak! Det har de alligevel, afslører en ny bog - Wall Street Journal-journalisten Daniel Goldens Price of Admission, der leverer en tilintetgørende kritik af de kriterier, USA's førende universiteter stiller op for, hvilke studerende de vil lukke ind.
Disse højt agtede anstalter for lærdom gør ganske vist en dyd ud af at annoncere, hvor mange børn de ønsker at modtage fra mindre privilegerede baggrunde, og hvor gavmilde stipendieordninger, de kører med (og det er ikke kun almisser - et års studier og logi på et førende universitet koster typisk mindst 225.000 kroner). Hvis der er noget amerikanske universiteter ynder at prale med, ud over hvor højt de ligger på den akademiske rangliste, er det da også størrelsen af deres legatfonde. Realiteten er imidlertid, at man har langt bedre chance, hvis man er en såkaldt legacy applicant - det vil sige, hvis ens far eller mor tidligere har gået på samme universitet - og endnu bedre chance har man selvsagt, hvis ens far eller mor er styrtende velhavende. Det hjælper også at være afkom af en sportsstjerne eller anden medieberømthed. Selv de højest respekterede universiteter er lige så forblændede af showbizglamour som vi andre.
25 procent flere
Goldens konklusion er forstemmende. Han vurderer, at hvis præferencen for at optage børn af de samme familier og lignende indbyggede skævheder, som favoriserer hvide og rige, kunne bringes til ophør, så ville dette give 25 procent flere studie-pladser, der kunne besættes efter rene meritokratiske principper. Mange af de nye kandidater, dette ville resultere i, ville formentlig stadig være af hvid middelklasse, men minoriteter og fattige ville have betydelig gavn af en sådan ordning.
Nu ville den eksisterende skævvridning måske ikke være så fatal, hvis USA i sandhed var, hvad det hævder at være: Verdens absolutte land of opportunity - de store muligheders land, hvor en søn af en samlebåndsarbejder på Buickfabrikkerne har samme chancer for succes som selv den mest blåblodede, hvide presbyterianer af anglosaksisk byrd. I modsætning til denne myte er sandheden imidlertid, at Amerika er stivnet i den mest forbenede ulighed.
Nylige undersøgelser viser, at den sociale mobilitet i USA er mindre - ikke større - end i mange andre avancerede industrilande. Fødes man ind i fattige kår, er der alle odds for, at man vil forblive dér resten af sine dage, og fødes man ind i en rig familie, vil man i reglen også dø fra en rig familie. Kløften mellem de besiddende og de besiddelsesløse vokser sig stadig dybere, og det gør navnlig kløften mellem de superrige og alle andre.
Forbes Magazines seneste oversigt over de 400 rigeste amerikanere afslørede, at alle disse var dollarmilliardærer, mens et nyligt internationalt indeks over graden af social ulighed satte Amerika til 40, mens Storbritannien lå på 31, Frankrig på 27 og superegalitære Danmark på 22. En anden kløft, der vokser uafladeligt, er den, der står imellem den fremtidige indtjeningsevne for en universitets-uddannet og rosset, som kommer direkte ud på arbejdsmarkedet efter high school.
Gates var priviligeret
Men blev college-drop-out'en Bill Gates da ikke verdens rigeste mand? Det kan gerne være, men han kom fra en meget velhavende familie og var en usædvanlig intelligent studerende (og det universitet, han ikke længere gad gå på, var Harvard). Eller tag Larry Page og Sergey Brin, der udviklede hele verdens internetsøgemaskine, Google. Begge er børn af universitetsprofessorer og fik altså ikke ligefrem en underprivilegeret start på livet.
Ingen er så klassebevidste som i Storbritannien - the class ridden society par excellence - må man konstant høre som englænder bosat i Amerika, og amerikanerne elsker at bilde sig selv ind, at de er hævet over klasseskel. Men i realiteten har USA udviklet sit eget klassesystem og selvforstærkende establishment - grundlagt på penge begribeligvis, men også på uddannelsesbaggrund. Og skulle nogen tvivle på det, behøver de blot at tænke på Al Gore, den tidligere vicepræsident, der som søn af en senator i sin tid kom ind på Harvard trods middelmådige skolekarakterer, eller et endnu bedre eksempel: Den heller ikke alt for opvakte George W. Bush, der kun blev sluppet ind på Yale, fordi daddy George HW var en yalie.
Daniel Golden: The price of admission: How America's ruling class buys its way into elite colleges - and who gets left outside the gates. 323 sider, forlaget Crown, ca. 140 kr.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
