Læsetid: 2 min.

Usbekistan ignorerer uafhængig undersøgelse

Usbekistans præsident, Islam Karimov, ignorerer kravet om, at der gennemføres en uafhængig undersøgelse af massakren i Andisjan
21. maj 2005

Usbekistan ville i går ikke give tilladelse til en international undersøgelse af en militær aktion mod demonstranter, der hævdes at have kostet hundredvis af menneskeliv. Beskeden kom, da den usbekiske præsident Islam Karimov, drøftede sagen telefonisk med FN's generalsekretær Kofi Annan.

"Under drøftelserne mellem præsident Islam Karimov og FN's generalsekretær Kofi Annan blev der ikke drøftet noget om at iværksætte en uafhængig undersøgelse," oplyste Karimovs kontor.

Præsidentens afvisning af, at han og Annan skulle have drøftet muligheden for en sådan undersøgelse, som en række vestlige lande har foreslået det, kom som et svar på de medierapporter, der har mere end antydet, at han under samtalen havde afvist en ekstern undersøgelse.

Det statslige usbekiske nyhedsbureau UZA skrev, at Karimov havde briefet Annan "i detaljer om de begivenheder, der fandt sted 13. maj i byen Andisjan".

FN's generalsekretær udtrykte bekymring over tabene af menneskeliv og "nødvendigheden af at udføre en grundig undersøgelse af begivenhederne og at straffe de ansvarlige," hed det.

169 eller 1.000 ofre

FN's højkommissær for menneskerettigheder, Louise Arbour, gentog i går sin opfordring til Karimov om at give tilladelse til en uafhængig undersøgelse af hændelserne i Andisjan.

Arbour "håber, at præsidenten kan overbevises om, at både det usbekiske folk og det internationale samfund har en interesse i at få på det rene, hvad der er sket i landet", sagde hendes talsmand.

Storbritannien, Tyskland og EU generelt har krævet en uafhængig undersøgelse af begivenhederne i og omkring Andisjan.

Den usbekiske regering har sagt, at den udstationerede militære styrker som svar på et kupforsøg fra bevæbnede islamiske styrker med støtte af lokale beboere.

Regeringen siger, at 169 mennesker omkom under urolighederne.

Øjenvidner, menneskerettighedsgrupper og den politiske opposition i Usbekistan har betegnet den måde, hvorpå militæret slog ned på demonstrationerne i Andisjan og mindst tre nabobyer, som den rene nedslagtning, der kostede op mod 1.000 mennesker livet.

Amerikanerne har i modsætning til EU ikke stillet egentlige krav til det usbekiske regime. Men de amerikanske myndigheder har i stedet opfordret til at foretage en undersøgelse, der er "troværdig og gennemskuelig".

Men situationen har fået følger for de amerikanske styrker i landet. Efter den seneste tids uroligheder er operationer fra USA's militærbase i Usbekistan blevet begrænset, hedder det i en pressemeddelelse, der blev offentliggjort fredag.

"Vi fortsætter vores operationer til støtte for aktiviteterne i Afghanistan, selv om det er i en noget begrænset skala," sagde general John Abizaid på et pressemøde torsdag.

USA har haft en militærbase i Usbekistan siden krigen mod Taliban i 2001 og fortsætter med at bruge basen til operationer i Afghanistan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu